Oliepriser holder niveauet

De europæiske fondshuse tror på fortsat høje oliepriser i 2006 og er dermed positive overfor investeringer i olie såvel som alternativ energi.

Karsten Henriksen 06/03/2006
Facebook Twitter LinkedIn

Aktier indenfor energisektorerne nød godt af de stigende oliepriser sidste år og det store spørgsmål er så, hvad der skal ske i år. Man skal jo undgå at jagte skyggen af gode afkast, men ifølge de europæiske fondshuse, der har deltaget i februar måneds European Fund Trends undersøgelse, så er der stadig mere at hente i olieaktierne.

Det bunder blandt andet i forventningen om, at oliepriserne forbliver på det høje niveau gennem 2006. Gennemsnittet af de adspurgte tror på en pris på 63 dollar ved årets udgang og dermed en lille stigning i forhold til det nuværende niveau. Svarende spænder fra 40 dollar og helt op til 84 dollar. Samtidig er der 80 pct. af de adspurgte, som ikke mener at naturressourcerne har toppet endnu.

Forventningerne bakkes i høj grad op af foreningernes aktuelle investeringer, hvor 41 pct. har en overvægt i olie aktier, mens kun 16 pct. har investeret deres porteføljer med en undervægt i olieaktierne.

De høje oliepriser nærer ikke blot interessen for olieaktier, men også i høj grad for investering i alternative energikilder som eksempelvis vindmøllebranchen, som også nyder godt af de højere oliepriser. Der er hele 86 pct. af fondshusene, som ser investeringsmuligheder inden for alternative energikilder.

Mens de høje priser på naturressourcer altså ventes at fører til højere aktiekurser indenfor visse sektorer, så er det typisk ikke noget der gavner den overordnede vækst i økonomien. Hele 68 pct. mener at den økonomiske vækst vil aftage i nogen grad på grund af de høje priser, mens en fjerdel dog ikke mener det kommer til at påvirke økonomien. En lille gruppe på seks pct. mener derimod at væksten vil aftage meget.


Kun få nye sektorfonde

Skønt en stor del af fondshusene i Europa er overvægtede i olieaktier og har været det i en tid, så er der ikke mange planer om at etablere specifikke sektorfonde med fokus på naturressourcer i 2006 og sidste år var det kun hver tiende fondshus der lancerede sådanne fonde.

Undersøgelsen spørger også ind til, hvilken af 12 overordnede sektorer der er mest tiltro til vil klare sig bedst det kommende år. Og her er svarene i denne måned overraskende blandede og det tyder på en balance i markederne, hvor der ikke er overdrevent fokus på en enkelt sektor. Der er naturligvis nogle sektorer som får flere stemmer end andre, men ingen har fået mere en 19 pct. af stemmerne. Olieaktierne indgår i Energi sektoren og her er der 13 pct. af de adspurgte som tror på at denne sektor vil give det højeste afkast, mens både sundhed, finans og industrimaterialer har lidt flere tilhængere. På negativ siden er der større enighed, hvor 26 pct., spår telekommunikation som den ringeste sektor at investere i det kommende år.


Japan fortsat favorit

Rettes blikket mod de geografiske forventninger, så er Japan stadig det marked som eksperterne tror mest på med 38 pct. af de adspurgte. Herefter er der størst tillid til europæiske aktier og det er en fremgang fra tidligere, hvor der var større fokus på de øvrige asiatiske markeder.

De seneste års kursraketter Latinamerika og Østeuropa er til gengæld ikke så hotte længere. Faktisk er der ingen af eksperterne der mener at Østeuropa kan levere de bedste afkast det kommende år og kun fem pct. tror det bliver Latinamerika.

Disse tal står i skærende kontrast til de danske private investorers forventninger som blev undersøgt af Dansk Aktionærforening på samme tidspunkt. Her er der 19 pct. som tror mest på Latinamerika og 24 pct. som tror mest på Østeuropa. Meget tyder således på at de private investorers forventninger til disse markeder er for overoptimistiske på grund af de flotte afkast som disse markeder har leveret de seneste år. Og det er desværre en klassiker, at de private investorer ofte kommer for sent ind i markeder og derefter kommer for sent ud igen.

Umiddelbart er der ikke grund til panik, først og fremmest så er det som bekendt svært at spå om fremtiden og ydermere er det kun en lille andel af fondshusene, som omvendt mener at Latinamerika og Østeuropa bliver de ringeste markeder det kommende år.


Tror på vækst og størrelse

Efter en længere periode med høje afkast fra valueaktier, tyder meget på at det fremover bliver vækstaktierne som får overtaget. Faktisk er der ingen af de adspurgte, som peger på valueaktier som de bedste det kommende år. Hele 80 pct. af de europæiske fondshuse tror på vækstaktierne, mens 20 pct. har en neutral holdning til investeringsstilen.

Det er ligeledes den udbredte opfattelse at de store selskaber vil give det bedste afkast til aktionærerne. Så eksperternes samlede budskab er ganske klart, fonde med store vækst aktier og en god portion olie vil sandsynligvis køre som smurt det kommende år.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Karsten Henriksen  Karsten Henriksen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser