Kend din portefølje

En succesfuld portefølje kan være smalt fokuseret, bredt funderet, i balance eller stærkt overvægtet. Investorer, der ved hvilke aktiver, de har i porteføljen, og hvordan de opfører sig, har større chance for at få succes.

Karsten Henriksen 13/02/2006
Facebook Twitter LinkedIn

En portefølje er betegnelsen for et miks af forskellige aktiver såsom aktier, obligationer, investeringsbeviser. Ideelt set bør porteføljen sammensættes, således at dens mange forskellige aktiver arbejder hen mod de samme mål om afkast og risiko. Dette er dog sjældent tilfældet i praksis. Gennem årene kan en række investeringer være foretaget uden tanke på, hvad der i forvejen er i porteføljen. Dette gælder også i tilfælde, hvor man alene investerer i investeringsforeningernes afdelinger.

Da investorerne ønsker det højeste afkast for den mindst mulige risiko, bør den private investor ofre tid og tanke på at sammensætte sin portefølje.

Spredningen af investeringerne over en lang række aktiver, sektorer og regioner medfører en lavere risiko. Spredningen medfører nemlig, at når nogle investeringer falder, vil der være andre som trækker op og den anden vej rundt – på den måde opnås et mere stabilt afkast over tid.

Hvis investorerne ved hvad der er i deres porteføljer, så ved de også om de har en god risikospredning eller, om der er plads til forbedringer.


Åbne øjne

Investeringsforeningerne tilbyder de private investorer alle mulige afdelinger så som store generelle afdelinger, sektor specifikke afdelinger, som udelukkende investerer i teknologi, eller sundhedsafdelinger, der blot investerer i medicinalaktier. Der er også de meget fokuserede afdelinger, som investerer i relativt få papirer.

Private investorer bør undgå at investere i blinde, når de skal skabe deres portefølje. Man kan sammenligne det med at gå i supermarkedet for at købe mad til hele ugen, men at gøre det med lukkede øjne. De færreste ville kalde det en succes, hvis de kom hjem med 15 forskellige slags chokolader og ikke andet. På samme måde er det med investering i foreningerne. Hvorfor købe en afdeling uden at vide, hvad der er i den, og hvordan den passer med de andre ingredienser i porteføljen?

Investorerne kan med fordel bruge Morningstar.dk til at undgå den problematik og sikre oplyste investeringsbeslutninger.


Blive medlem gratis

Det tager cirka et minuts tid at melde sig ind på her på sitet. Medlemskabet er gratis, og det er det eneste krav for at kunne benytte funktionerne i ”Min portefølje”, hvor man kan lave et utal af porteføljer eller tilføje nye afdelinger til eksisterende porteføljer, når som helst.

Så snart man er registreret er det blot at logge sig på med det personlige brugernavn og kodeord, hvorefter man får adgang til sine private porteføljer, når de er indtastet.

En ny portefølje skal have et navn. Herefter vælges om man ønsker at skabe en simpel Quick-portefølje eller den mere detaljerede Transaktions-portefølje. Brugere kan lave begge slags porteføljer eller blot benytte den ene slags. Man kan også altid ændre en Quick-portefølje til en Transaktions-portefølje, men man kan ikke gå den anden vej.


Quick eller Transaktion

Det overordnede formål med både Quick- og Transaktionsporteføljen er at den private investor får overblik over den samlede porteføljes vægt på aktiver, lande og sektorer. Med Quick-porteføljen er det nemt og hurtigt at skabe dette overblik, blot ved at tilføje de enkelte afdelingerne og angive, hvor stor en del af den samlede portefølje de udgør.

Klik på ”Gem Porteføljen”, og det er nu muligt at analysere indholdet nærmere. Porteføljen starter på oversigten, men ved at vælge mellem de seks faneblade, er det muligt at se nærmere på ”Afkast”, ”Rating og risiko”, ændre den måde porteføljen bliver vist i ”Min side” eller ændre på porteføljens indhold. Sidst, men ikke mindst er der ”Portefølje X-Ray”

Netop X-Ray funktionaliteten er vel nok en af de mest interessante i den sammenhæng. X-Ray tager beholdningerne i alle afdelingerne i porteføljen og lægger informationen om dem sammen. På den måde kan den private investor se præcis, hvad der er i hver afdeling, og hvordan det hænger sammen med de andre afdelinger i porteføljen.

Private investorer, som år efter år køber nye beviser – måske via en løbende pensionsopsparing – kan meget vel købe det samme og det samme igen og igen uden at være opmærksom på det. ”Portefølje X-Ray” trækker sløret væk fra afdelingernes indhold, grupperer aktier og obligationer sammen og viser indholdet i sammenhæng.

Investorerne kan derfor se, hvordan aktiverne er fordelt eller allokerede. I hvilke regioner og sektorer er der investeret, og hvor meget? Overlap i porteføljerne bliver også vist: Ejer alle afdelingerne aktier i eksempelvis AP Møller eller GN Store Nord?

Ved at vælge hvilken som helst sektion under ”Portefølje X-Ray” opnår den private investor en meget mere detaljeret viden om og forståelse af sin egen portefølje.

Transaktions-porteføljen har alle de samme funktioner som Quick-porteføljen, men med den ekstra mulighed, at man kan tilføje køb, salg, split af beviser, udbytter og andre transaktionsdata. Denne type er lidt mere tidskrævende, men til gengæld mere detaljeret og præcis.


Væsentlig viden

Det må ikke undervurderes, hvor vigtigt det er at vide, hvad en afdeling indeholder, hvis man vil investere i den. På samme måde bør man heller ikke skøjte let henover det at konstruere en portefølje. Samspillet mellem de enkelte afdelinger kan nemlig enten arbejde for den private investor eller arbejde imod.

Det er håbet, at de informationer der stilles til rådighed er med til at oplyse de private omkring disse spørgsmål, og det kan kun anbefales, at private investorer går disse ting igennem. På det punkt er ”Min portefølje” en uvurderlig hjælp.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Karsten Henriksen  Karsten Henriksen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser