De europæiske fondshuse ser fortsat de største muligheder i japanske aktier, hvor det især er aktier fra store japanske selskaber der foretrækkes af eksperterne. Men også aktier fra det øvrige Asien får pæne ord med på vejen.
Hver måned tager Morningstar temperaturen på investeringsmarkederne i European Funds Trends, som bygger på svar fra over 40 europæiske fondshuse. Januars undersøgelse er netop blevet gennemført med Japan som månedens tema.
Positive globale udsigter
I lighed med Fund Trends i december er der ingen af de adspurgte, som forventer fald i aktiemarkedet over de næste 12 måneder. Faktisk tror 91 pct. af de adspurgte på afkast over fem pct., hvis man ser på det globale aktiemarked under ét målt i dollar. Hver femte deltager tror endda på afkast over 10 pct. det kommende år.
Forventningerne skal dog sammenholdes med at to tredjedele af de adspurgte tror på et fald i dollar det kommende år og det kan være med til at lægge en dæmper på det samlede afkast for danske investorer.
Det er især large cap aktier som fondshusene i stigende grad har tiltro til. I nu flere år er det small cap aktierne der er løbet fra de store, men alt har som regel en ende og der er således stadig flere der mener, at det fremover vil være de store aktier, der kommer til at trække læsset. Siden oktober sidste år er tilslutningen til denne fløj steget fra 63 pct. til 74 pct.
Mere i vækst
Der er kun syv pct. tilbage blandt de adspurgte, der tror at valueaktier vil klare sig bedst det kommende år. På samme vis som små selskaber har givet højere afkast end store selskaber de seneste år, så har valueaktier gjort det bedre end vækstaktier. Over halvdelen af de adspurgte tror at vækstaktierne tager teten fremover, mens lidt over en tredjedel mener, at de to stilarter vil gøre det omtrent lige godt.
På www.morningstar.dk kan man nemt og hurtigt se hvilken stilart de enkelte aktieafdelinger investerer i. Det gøres ved blot at se på afdelingens Style Box, som er en lille intuitiv grafik, der måler afdelingens samlede investeringsstil ud fra ’value’ og ’vækst’ på den vandrette akse og størrelsen af aktier på den lodrette akse. Det giver i alt ni mulige felter, som altså fortæller en hel del om hvad afdelingen investerer i.
Tror på Japan
Der har længe været positive forventninger til de japanske aktier, der også tog virkelig godt fra hen mod slutningen af året sidste år og det samme gjorde tiltroen til fortsat fremgang i Japan hos de europæiske fondshuse.
Undersøgelsen blev foretaget i dagene omkring den 18. januar hvor markederne var præget af stor usikkerhed grundet blandt andet undersøgelsen af internetselskabet livedoor og den tidlige lukning af Tokyo børsen.
Til trods for denne turbulens er der fortsat optimisme omkring aktier fra solens rige. Tilslutningen er faldet siden sidst, men overstiger fortsat forventningerne til europæiske og amerikanske aktier, og sågar til aktier fra de nye markeder som Latinamerika og Østeuropa, som forventes sejlet agterud det kommende år.
Disse forventninger sammenholdt med, at de adspurgte ligeledes tror på, at den japanske valuta yen bliver den stærkeste over de kommende 12 måneder, tegner et positivt billede af Japan. Valutaen ventes styrket fra blandet andet stigende renter, som 64 pct. af de adspurgte mener vil komme allerede i andet halvår.
De positive forventninger til Japan er ikke blot snak, 54 pct. af de europæiske fondshuse har en betydelig overvægt i japanske aktier, mens kun fem pct. er undervægtet i forholdt til sammensætningen af MSCI Verden indekset.
Det øvrige Asien kommer ind som den region der er næststørst tiltro til. Faktisk er der meget der tyder på at de stemmer som Japan har mistet siden sidst er gået til det øvrige Asien.
Energi igen igen
De seneste stigninger i oliepriserne har tydeligvis præget forventningerne hos de adspurgte ganske markant. I december var der kun seks pct. der troede på energi sektoren, mens hele 10 pct. spåede sektoren som den dårligste. I Januar er fondshusene vendt på en tallerken og nu er der kun fem pct. der forventer et dårligt år for energiaktier, mens hele 25 pct. mener at netop selskaber der beskæftiger sig med energi vil give det bedste afkast i år.
Finanssektoren har mistet en del tilslutning fra de europæiske managere siden sidst. Kun otte pct. tror på at sektoren vil gøre det bedst og lige så mange tror det modsatte. Det er noget af en tilbagegang siden sidste måned, hvor 22 pct. af de adspurgte mente at finansaktier ville give de bedste afkast.
Ændringerne i fondshusenes forventninger viser, hvor svært det er at spå om fremtiden og hvor hurtigt forventninger på de finansielle markeder kan ændre sig. Det bør man som investor forholde sig til når man investerer og derfor sørge for at sprede risikoen på forskellige lande og sektorer, så der kan tjenes på gyngerne når der tabes på karrusellerne.