Årsafslutning for fuld fart

Det ser ud til at blive en god og glædelig jul for ejerne af fonde med danske aktier. Det ser således ud til, at et december-rally er skudt i gang efter kapitalfondenes købstilbud på TDC.

Facebook Twitter LinkedIn

Selv om man måske skulle tro, at udviklingen på aktiemarkederne er nogenlunde stabilt over året, er der faktisk en tendens til, at aktiemarkederne er udsat for nogle mere eller mindre ”normale” sæsonudsving.

Et eksempel på dette er oktober måned, der nærmest direkte frygtes af nogle investorer. Ser man på historien er der da heller ingen umiddelbar grund for investorerne til at elske oktober måned, hvad angår udviklingen på investeringsmarkederne.

Således foregik det store krak i 1929 i oktober måned. Krakket medførte én af de største recessioner i Verden nogensinde.

Også i 1987 blev aktiemarkederne rundt om i Verden ramt af et regulært krak i oktober måned. Selv om kursfaldene flere steder var større end i 1929, førte det dog ikke verdensøkonomien ud i samme uføre, som man havde set det i begyndelsen af 30’erne.

Flere gange har man set lignende tendenser i oktober måned – måske ikke i form af deciderede krak, men alligevel med ganske markante kursfald på aktiemarkederne.

Heller ikke i år gik man fri af kursfald i oktober måned. I år skyldtes det dog hovedsageligt orkanernes hærgen i USA og rekorden i oliepriserne, hvilket var med til at øge frygten for en lavere vækst i verdensøkonomien generelt.


Stille sommersæson

Det er ikke kun oktober, der har et ry for at være af den mere kedelige slags for aktieinvestorerne. Også sommerperioden fra juni til august kan være anstrengende måneder.

Modsat for oktober måned er det dog til en vis grad muligt at forklare, hvorfor netop disse måneder kan have en tendens til at udvikle sig dårligt for investorerne. Én af årsagerne er, at der ligger en almindelig sommerferie-stemning over markederne. Som i de fleste andre sektorer holder mange analytikere, børshandlere og markedsdeltagere ferie i disse måneder.

Ikke at aktiemarkederne bare dør fuldstændigt hen. Men der er som regel mindre aktivitet og derfor en naturlig tendens til, at markederne ikke flytter sig særligt meget i sommerperioden.

Den manglende aktivitet kan dog også føre til, at selv små negative chok til markederne set under ét – eller i enkelte selskaber – kan betyde større kursfald, da der ikke er så mange købere i markedet, som der normalt ville være.

Selv om der burde være samme tendens til, at det modsatte er tilfældet ved positive overraskelser, tyder historikken på, at de negative overraskelser vægter mest. Et gammelt ordsprog for aktiemarkederne lyder da også: ”Sælg i maj og gå din vej”.


Årsskiftet positivt

Perioden omkring årsskiftet er som hovedregel positiv for aktieinvestorerne. Især januar byder ofte på pæne kursstigninger.

Årsagen hertil er mere simpel: Mange indbetaler i slutningen af året ekstra på pensionsordninger for at udbytte de skatte-fordele, der er forbundet ved dette. Disse ekstra midler i pensionsselskaberne skal placeres i fornuftige investeringer, så pensionsopsparene sikres et højt afkast. Derfor finder en stor del af disse penge deres vej til aktiemarkederne. Og den øgede efterspørgsel betyder alt andet lige øgede kurser.

Da de fleste investorer kender til ”januareffekten” handles mange aktier allerede op i kurs i december måned. Investorerne vil gerne have del i de penge, der tilstrømmer markederne efter årsskiftet.

Men der er samtidigt en anden tendens i december, som trækker i modsatte retning. Her sætter skatte-tænkningen hos investorerne nemlig ind. Har man en aktie, der er faldet i kurs, kan man måske ønske at få realiseret kurstabet, da det kan give et skattefradrag. Samtidigt vil nogle investorer formentligt sælge aktier for at have penge til at indbetale på pensionsordninger.

Institutionelle investorer har samtidigt en tendens til at ”få ryddet op” i porteføljerne, så mindre attraktive aktier bliver solgt fra, hvorved man kan starte det nye år på en frisk.

Dette salgspres er med til at lægge en dæmper på kurs-udviklingen.


TDC-køb positivt

I år er det da heller ikke nemt at vurdere, hvordan aktiemarkedet herhjemme vil udvikle sig i december måned.

Noget tyder dog gevaldigt på, at ejerne af fonde med danske aktier kan se frem til en glædelig jul.

Kapitalfondenes bud på TDC på 76 milliarder kroner (100 milliarder kroner, hvis man tæller TDCs gæld med) betyder nemlig, at der er en masse penge, der formentligt skal finde deres vej tilbage til aktiemarkedet. Så store summer, som der nu ser ud til at skulle geninvesteres på det danske marked vil være med til at øge efterspørgslen efter aktier på børsen.

Overordnet set er buddet på TDC altså positivt for de danske investorer, - også selv om man mister ét af de største selskaber på fondsbørsen og udbuddet dermed bliver mindre.

Buddet på TDC er dog kun én af de ekstraordinære ting, som gør sig gældende op til afslutningen på indeværende år. Én anden ting er nemlig, at aktieavance-beskatningsloven er blevet foreslået ændret, hvilket kan have stor indflydelse på det samlede antal aktier, der vil blive efterspurgt på aktiemarkedet op til årsskiftet. Hvor store konsekvenser for aktiemarkedet disse ændringsforslag vil få er det dog endnu for tidligt at spå om.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Ricky Steen Rasmussen  Ricky Steen Rasmussen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser