At sikre sig et godt langsigtet afkast af sine investerede midler handler ikke om hele tiden at forsøge at finde frem til de nuværende vindere på markedet. Jagter man konsekvent de absolut bedste afkast vil der nemlig nemt være en tendens til, at man samlet set kan blive kørt over.
Ikke at der er noget i vejen med investering i enkelt-aktier som sådan. Det kan være en ganske udmærket investering, når blot man hele tiden har i baghovedet, hvordan enkelt-aktier har en tendens til at svinge over tid. Og for hver gang der er én, der har en forventning om, at aktierne vil stige til et højere niveau og derfor køber aktien, må der også være én der mener, at aktien ikke nødvendigvist er den bedste investering, - ellers var der jo ingen grund til at sælge.
Isoleret set kan kursstigninger eller fald i enkeltaktier komme til at betyde ganske meget for den enkelte investors opsparing, hvis man hele tiden holder sig til et begrænset antal aktiver i porteføljen.
Vigtigt med spredning
Dette understreger vigtigheden af, at man bruger tid på at sprede sine investeringer og ikke bare lægger alle æggene i én enkelt kurv. Skulle man falde kan dagens æg alt for nemt ødelægges.
Spredningen kan gøres ved enten selv at investere i et vist antal aktier – ganske vidst et forholdsvist stort antal for at eliminere den usikkerhed, der er ved den enkelte aktie – eller ved at investere i en investeringsforening, hvor pengene spredes i mange forskellige underliggende papirer.
Det er imidlertid ikke nok til opbygning af en samlet portefølje, hvis man udelukkende fokuserer på ét enkelt marked eller én enkelt region eller sektor.
Opbygning af en langsigtet portefølje skal kunne klare de vindstød, som eventuelt måtte ramme de enkelte markeder. Der kan nemlig være stor forskel på, hvilke faktorer, der påvirker hvert marked.
Et eksempel kunne være det forestående valg i Tyskland. Udfaldet heraf har stor betydning for blandt andet den tyske økonomi, og dermed også for udviklingen i Europa som helhed. Til gengæld vil den amerikanske og japanske økonomi formentligt slet ikke kunne mærke, at der skal være valg.
Morningstar gennemgår i Jyllandsposten hver uge afkastene for fonde i Morningstar Kategorierne ’Danmark – Aktier’, Globale Large Cap – Aktier’, ’Europa Large Cap – Aktier’ og ’DKK Øvrige – Obligationer’, sker det fordi dette er kernekategorier og dermed meget vigtige kategorier til sammensætning af en samlet portefølje.
Hos Morningstar inddeles fondene i tre typer: kerne-, support- og special-fonde. Hver type har sin funktion i porteføljen.
Populært kan man sammenligne porteføljesammensætningen med den velkendte kostpyramide. I den brede bund findes kerneføden, som består af kartofler, gryn og brød. Ikke ophidsende sager, men strengt nødvendigt for at leve over tid.
I midten af pyramiden findes supportføden, som består af frygt og grønt. Det skal man ikke have nær så meget af, men det er et godt supplement og lidt mere spændende.
I toppen af pyramiden ligger specialføden med alt det spændende, såsom kød, fisk og æg. Denne del er ikke strengt nødvendig, men de fleste vil ikke leve uden en god bøf en gang imellem eller for den sags skyld en veltilberedt lakse-filet eller det blødkogte æg om morgenen.
Overføres ovenstående til investering i fonde, er billedet i vid udstrækning det samme.
Kerne-, support- og specialfonde
Kernen, som udgør fundamentet i porteføljen, bør bestå af fonde med stabile aktier eller obligationer. Kernen er altså de lidt mere kedelige investeringer, som er med til at sikre en vis stabilitet i porteføljen. Kernefonde bør som et minimum udgøre 50 pct. af porteføljen, men afhængig af investors egen tidshorisont og risikovillighed kan disse fonde udgøre op til 100 pct. af porteføljen.
Supportfonde bruges til at skabe yderligere spredning af porteføljen og samtidig kan valget af disse fonde være med til at justere risikoen og det forventede afkast. Eksempler på denne type fonde kan være fonde, der investerer i Østeuropa eller Latinamerika. På obligationssiden vil det typisk være europæiske eller amerikanske obligationer. Dermed udsættes porteføljen for valutarisiko, som både kan give højere eller lavere afkast.
Specialfonde er ikke en nødvendighed i porteføljen, men kan betragtes som et krydderi, der kan peppe porteføljen lidt op. Fonde af denne type vil typisk have et smalt fokus på mere risikobetonede aktiver. Det kan være fonde som har valgt kun at investere i IT aktier eller biotek aktier. På obligationssiden vil det typisk være investeringer i højrente obligationer i USA, Europa eller på de såkaldte nye markeder. Specialafdelinger bør aldrig udgøre den overvejende del af porteføljen, da udsvingene i afkastet kan være store.
Ovenstående metodik er et værdifuldt redskab, når porteføljen skal sammensættes. Den bygger på almen snusfornuft og er med til at sikre et fornuftigt langsigtet afkast.
