Morningstars Style Box™ (aktiefonde)

Morningstar udregner for hver enkelt aktiefond en style-box, der er et vigtigt og let anvendeligt redskab, til at vurdere i hvilken type aktier, som den enkelte fond investerer i. Derfor er style-boxen et godt redskab til sammensætning af den samlede portefølje.

Facebook Twitter LinkedIn

Investering efter ”Style” er endnu ikke særligt udbredt blandt private investorer i Danmark, selv om de institutionelle investorer i de seneste år har taget begrebet mere og mere til sig.

Ser man internationalt er stil-investering anderledes udbredt, - hvor også de private investorer har taget udtrykket til sig.

En forkert Style-sammensætning i den samlede portefølje kan kost private investorer dyrt i form af overeksponering mod få ”styles”, som måske ikke giver en særlig god sammensætning af aktiver i porteføljen. Derfor er det vigtigt, at man - hvad enten man er professionel eller privat investor - undersøger eksponeringen over de forskellige stile i porteføljen.


Værdi eller Vækst

Kort fortalt kan investeringsstil opsummeres med to ord: ”Værdi” og ”Vækst”. Ordene knytter sig til to vidt forskellige principper ved investering i aktier. Lidt simplificeret kan man sige, at ordene stammer fra, om man i en investeringssituation investerer efter aktiernes værdi-sætning eller ud fra selskabets overordnede vækstrater.

Ser man udelukkende på en aktie og ikke på en hel fond, kan aktierne deles op efter om der er tale om værdi-aktier, vækst-aktier eller om der er tale om en blanding imellem disse to.

Værdiaktierne er aktier, der fundamentalt er ”billige”. Det vil sige, aktier der blandt andet kan være billigt prissat i forhold til virksomhedernes indtjening eller i forhold til værdien af virksomhedernes samlede aktiver.

Vækstaktier er aktier i selskaber, der oplever stor vækst. Det kan for eksempel være selskaber indenfor IT, biotek og lignende, hvor man har en forventning om store vækstrater fremover. Disse forventninger kan i givet fald også retfærdiggøre en måske høj kurs på en aktie.

Når man ser på en hel aktiefonds samlede portefølje, kan man faktisk på samme måde gøre op, om den har en fordeling hen i mod eller er decideret orienteret mod en bestemt investeringsstil. Dette gøres ved at summere de enkelte aktiers ”score” indenfor værdi/vækst op.

Morningstar beregner overordnet set den enkelte akties investeringsstil på baggrund af 10 forskellige nøgletal. Herefter bestemmes det, hvordan fondens samlede investeringsstil ser ud.

Grunden til, at det er vigtigt at bestemme investeringsstilen er, at de to typer aktier udvikler sig forskelligt under forskellige økonomiske scenarier. Værdi-aktier er typisk af en mere defensiv karakter og klarer sig relativt bedre, når økonomien er i lavkonjunktur. Vækst-aktierne er typisk relativt dyrere prissat og meget følsomme overfor tegn på økonomisk lavkonjunktur. Derimod klarer disse sig typisk relativt bedre, når markederne og økonomien er i fremgang.


Selskabsstørrelsen

Den anden ting, som er vigtig for at fastsætte en fonds samlede investeringsprofil er størrelsen af de selskaber, som fonden investerer i. Hvorvidt fonden investerer i små Small Cap selskaber, mellemstore Mid Cap selskaber eller store Large Cap selskaber, er nemlig også af væsentlig betydning, da der også er stor forskel i hvordan disse reagerer i forskellige økonomiske scenarier.

Store selskaber er typisk mere stabile og sikre og klarer sig ofte relativt bedre, når markederne er præget af usikkerhed. Små og mindre selskaber er derimod typisk mere risikable. Til gengæld påvirkes små og mindre selskaber ofte kraftigere og hurtigere, når markederne vender i positiv retning.

Kombinerer man hvilken investeringsstil og hvilken størrelse selskaber, som en fond investerer i, kan man tegne Morningstars berømte Style Box™, som i et enkelt udtryk illustrerer fondens overordnede investeringsprofil:


Style Boxen viser, hvorledes den enkelte aktiefonds overordnede porteføljesammensætning ser ud. Style Boxen kombinerer ni forskellige typer af porteføljer på baggrund af, om de overvejende er sammensat af værdi-aktier, vækst-aktier eller blandet, og om de er sammensat af små, mellemstore eller store selskaber.

Som tommelfingerregel stiger risikoen, hvis man bevæger sig fra øverste, venstre hjørne, der anses for den mindst risikable stil, mod nederste, højre hjørne.


Læs mere om den præcise placering i Morningstars Style Box her.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Ricky Steen Rasmussen  Ricky Steen Rasmussen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser