Nye muligheder for danske fonde

De danske PAL afdelinger kan efter de nye skatteregler, som noget helt nyt, sælges i resten af Europa, både til pensionsmidler og frie midler.

Karsten Henriksen 06/06/2005
Facebook Twitter LinkedIn

Med de nye danske skatteregler er der ikke meget der tyder på at de danske investeringsforeninger skal frygte konkurrencen fra det store udland. Derimod er der meget som tyder på at de danske PAL foreninger fremover vil kaste sig over det europæiske marked.

Hidtil har det været sådan at PAL afdelinger kun måtte købes for pensionsmidler og under igen omstændigheder for frie midler. Faktisk var reglerne så strikse, at såfremt blot én investor købte et enkelt bevis for frie midler – bortfaldt PAL foreningens skattefri status og blev i stedet beskattet med selskabsskat. Derfor har der naturligvis været megen fokus på at kun pensionsinvestorer købte fondene.

Private investorer som har investeret i PAL afdelinger er hidtil og vil også fremover blive beskattet med 15 pct. af de årlige værdiudsving på pensionsdepotet. Men PAL begrebet i skattemæssig forstand bortfalder med de nye skatteregler som blev vedtaget midt i maj. Fra og med januar 2006 vil de tidligere PAL afdelinger blive betragtet som ”Akkumulerende” foreninger (investeringsselskaber), på lige fod med udenlandske foreninger. Denne ændring vil ikke få nævneværdige konsekvenser for danske pensionsinvestorer, men foreningernes særstatus, som pensionsprodukt, er ikke længere gældende og det betyder således at foreningerne fremover kan sælges frit, både i Danmark og udlandet, når foreningerne er omfattet af det såkaldte UCITS Direktiv.


Næste stop Europa

Konkurrencen fra udenlandske fonde på de enkelte europæiske markeder er generelt set stor. I den seneste European Fund Trends undersøgelse, som Morningstar foretager en gang om måneden, blev over 40 managere i Europa spurgt om hvor stor de vurderer konkurrence fra udlandet er. Hele 54 pct. svarer at konkurrence er stor eller meget stor, mens kun 7 pct. mener at den ikke er nævneværdig.

I Danmark er konkurrencen fra udlandet ikke nævneværdig, og vil med de nye skatteregler formentlig fortsat være begrænset. Og mens alt går sin stille gang i den lille andedam, giver de selv samme regler nu mulighed for at de over 50 danske PAL fonde kan sælges i Europa både til pensionsmidler og frie midler.

Fremover er der en god sandsynlighed for, at en række af de eksisterende PAL fonde vil blive markedsført i udlandet. Skattekonsulent Kjeld Bergenfelt fra Deloitte vurderer situationen således: ”Der vil formentlig ske en vurdering i foreningerne af, hvor egnede de enkelte fonde er til at blive markedsført i resten af Europa. Obligationsfonde vil sandsynligvis være ekstra gode, idet sådanne fonde ikke er underkastet udbytteskat til Danmark. Der vil givetvis også blive lanceret helt nye fonde, som udelukkende retter sig imod udenlandske investorer. Derimod vil foreningerne næppe bevare eksisterende PAL-afdelinger, med betydelige poster af danske aktier, idet PAL-afdelinger fremover pålægges udbytteskat på 15 % af udbytter fra danske aktieselskaber”.

PAL foreningerne vil fortsat være fritaget for selskabsskat, hvorfor den danske investor for frie midler vil blive relativt hårdt beskattet, nemlig med op til 59 pct. af de årlige værdiudsving, uanset om de realiseres eller ej. Derfor er der ikke meget at komme efter for den danske investor. De danske investeringsforeninger derimod, står nu stærkere i konkurrence på de øvrige europæiske markeder, da de nu kan konkurrere på lige fod med udlandet grundet skattefritagelsen internt i foreningerne. Det er en klar forbedring i forhold til tidligere, hvor de skattefri PAL foreninger ikke måtte sælges til udlandet, med mindre den udenlandske investor var i besiddelse af et dansk pensionsdepot.

Ændringerne i skatteloven skulle blandt andet sikre øget konkurrence på det danske marked, men konsekvensen af reglerne ser ud til at blive noget anderledes. Med al sandsynlighed vil det øvrige Europa fremover kunne vælge mellem flere Danske fonde, til gavn for de danske investeringsforeninger. De danske investorer derimod, må tage til takke med de samme foreninger som hidtil.

TAGS
Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Karsten Henriksen  Karsten Henriksen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser