En optimal portefølje bør indeholde både aktier og obligationer for at sikre det bedst mulige forhold mellem risiko og afkast.
Årsagen til dette er, at når den en type værdipapirer stiger eller falder, vil den anden type værdipapirer være forholdsvis uafhængige af disse kursbevægelser. Oplever man således en periode med faldende aktiekurser, er der stadigvæk en mulighed for at kunne hente et afkast på obligationer og omvendt.
Hvordan den rigtige kombination af obligationer/aktier i investors samlede portefølje bør være, kommer an på mange ting. Blandt andet kommer det an på investeringshorisont og risikoprofil.
Jo længere tid, der er til man reelt set har brug for pengene - for eksempel til man skal på pension eller lignende - jo mere risiko kan man tillade sig at tage. Dermed kan man også tillade sig at investere en forholdsvis større del af formuen i aktier, der godt nok svinger mere end obligationer og dermed er mere risikofyldte, men hvor der også er mulighed for større afkast, end ved obligationsinvestering.
Mest i obligationer
Ser man nærmere på formuefordelingen i de danske investeringsforeninger ved årsskiftet, viser der sig et billede af, at danskerne har flest penge placeret i obligationsfonde.
Ved aktiemarkedernes top i 2000, var over 55 pct. af investeringsforeningernes formue placeret i aktier og under 45 pct. i obligationer. Af disse midler var omkring en tredjedel placeret i obligationsfonde, der investerer i udenlandske obligationer, mens to tredjedele var placeret i fonde med danske obligationer.
Siden aktieboblen bristede i 2000, har danskerne imidlertid placeret en større andel af den samlede formue i obligationsafdelinger. Især fonde, der investerer i udenlandske obligationer har oplevet et markant løft i forhold til fonde inden for de andre aktivtyper. Det er blandt andet nye fonde indenfor erhvervsobligationer og indenfor emerging markets obligationer, hvor der typisk kan hentes ret høje renter, der har tiltrukket investorernes interesse.
Ved udgangen af 2004 var den samlede fordeling af danskernes formuer i investeringsforeninger således noget anderledes end i 2000. Over 60 pct. af midlerne var placeret i obligationsafdelinger, og et stykke under 40 pct. var placeret i aktieafdelinger.
Af midlerne i obligationsafdelingerne, var omkring 55 pct. placeret i fonde med danske obligationer, mens 45 pct. var placeret i fonde med udenlandske obligationer.
Den høje andel af obligationer har tidligere vækket en del bekymring hos diverse eksperter. Blandt andet har repræsentanter fra investeringsforeningernes interesseorganisation, IFR, flere gange udtalt, at ser man på de overordnede tal, er der noget som tyder på, at andelen af obligationer nu måske er for høj.
Større andel aktier
En analyse, som Morningstar Danmark har lavet på baggrund af afkast for de forskellige aktivtyper for 2004, tyder da også på, at en obligationsandel på over 60 procent er for meget for at få en optimal porteføljesammensætning.
Morningstar Danmark har lavet 10 forskellige modelporteføljer med 10 forskellige risikoprofiler. Her viser der sig en tydelig tendens til, at man kan i 2004 fik et ganske pænt merafkast ved en aktieandel på omkring 60 pct. – hvilket altså er en hel del mere end de nuværende under 40 pct. af den samlede formue, der er investeret i aktier.
Havde man investeret i Morningstars Modelportefølje 4, ville fordelingen mellem aktiver været fordelt med 40 pct. i aktier, 20 pct. i lange obligationer/øvrige obligationer og 40 pct. i korte obligationer eller pengemarkedsindskud. Ved investering i denne portefølje, ville man i 2004 have fået et afkast på mellem 3,71 pct. og 12,66 pct. alt efter om man havde investeret i de dårligste eller bedste fonde ifølge Morningstar Rating™.
Havde man i stedet investeret i Modelportefølje 6, hvor fordelingen var 60 pct. aktier, 35 pct. obligationer og 5 pct. pengemarkedsindskud, kunne man have opnået et afkast på mellem 6,49 pct. og 17,42 pct., igen alt efter om investeringen var foretaget i de dårligst eller bedst ratede fonde hos Morningstar.
Det er værd at bemærke, at disse modelporteføljer ikke kun er delt op på de overordnede aktiv-typer, som der er nævnt her. Derudover skelnes der mellem investeringer i kerne-, support- og special-fonde, hvor kerne-fonde bør udgøre den klart største del af en investors portefølje, mens de andre kun bør bruges som supplement til kernefonde.
Dermed er der altså tale om afkast, der reelt set har været opnåelige for den almindelige investor, der havde fastsat en solid portefølje med hovedsageligt kernefonde, og ikke blot en gennemsnitlig betragtning ud over alle markeder.
Til gengæld kan man af analysen også se, at det eventuelle ekstra afkast ved at påtage sig mere risiko i form af en højere procentdel aktier end de 60 pct. er aftagende herefter.
