For godt en uge siden talte professor ved Handelshøjskolen i København, Michael Møller, ved InvesteringsForeningsRådets årlige åbne generalforsamling.
En af de ting, som satte gang i forsamlingen var, da det ret hurtigt gik op for folk, at Michael Møller ikke just selv investerer gennem investeringsforeninger.
Herunder kom det også frem, at han ind imellem godt kan have svært ved at forstå, hvordan det skulle kunne være så dyrt at forvalte foreninger, der investerer i obligationer. Noget som han selv kan gøre, da der er tale om ”et relativt simpelt produkt”.
Dermed er man tilbage ved spørgsmålet: Har obligationsforeninger en berettigelse? Eller kan folk selv investere i obligationer, hvorved obligationsfondene blot er et fordyrende mellemled.
Simpelt produkt
Nu ligger landet nok sådan, at langt de færreste private investorer formentligt vil være enig med professoren i, at obligationer blot er et ”simpelt produkt”. De fleste ved, at der til obligationer er knyttet en pålydende rente, og at en obligation kan falde eller stige i kurs. Og de fleste boligejere kender efterhånden til mekanismerne omkring, hvornår man med fordel kan konvertere til andre lånetyper og enten bringe den månedlige ydelse ned eller alternativt nedbringe restgælden. Men derfra holder kendskabet for de fleste nok også op.
Selv om mange kender til de enkelte faktorer ved obligationer, er det formodentligt stadigvæk de færreste, som reelt ved om en obligation vil stige eller falde, hvis man oplever en rentestigning i økonomien.
Mange vil formentligt heller ikke kunne påpege hvad fordelene og ulemperne er ved obligationer med kort løbetid i forhold til obligationer med lang løbetid.
Dertil kommer en lang række andre faktorer, som det næsten er umuligt at gennemskue, såfremt man ikke har et solidt forudgående kendskab til obligationer. Blandt andet spiller skatten ved obligationsinvestering en meget stor rolle, da der er forskel alt efter om obligationen for eksempel er noteret eller unoteret. Derudover forekommer der udtrækninger på obligationer, som det kan være vanskelligt at håndtere for private investorer.
Flere typer obligationer
Der findes også en række forskelle i de enkelte typer obligationer. Der er for eksempel realkreditobligationer, indeksobligationer, statsobligationer og erhvervsobligationer. Og de bliver alle forskelligt ramt på den ene eller den anden måde ved ændringer i den økonomiske situation.
Netop derfor er obligationsområdet vel lige netop et af de områder, hvor investeringsforeninger bedst kommer til deres berettigelse. Her bliver der trukket på ressourcer, som de færreste private investorer har mulighed for at trække på.
Hos foreningernes rådgivere sidder der en række økonomer med hver deres specielle område. Nogle analyserer de overordnede tendenser i økonomien mens andre igen analyserer på de enkelte delmarkeder.
Dyre foreninger
På den anden side, kan Michael Møller dog have ret i sine pointer. Det kunne godt i nogle tilfælde virke uforholdsmæssigt dyrt at investere i blandt andet obligationsforeninger, - simpelt produkt eller ej.
I én af de helt store obligationsfonde til private investorer, opgjort på formuestørrelsen, blev der i 2003 udgiftsført 154,5 mio. kr. En del af disse omkostninger har en vis direkte reel sammenhæng med formuestørrelsen i fonden – ingen tvivl om det.
Men kigger man nærmere på de enkelte nominelle omkostningsposter, betalte denne ene fond en husleje på 827 tusinde kroner. Det svarer til en husleje på knapt 70 tusinde kroner om måneden. Til sammenligning kunne én af de andre fonde i Morningstar Kategorien™ ’DKK Øvrige Obligationer’ klare sig med huslejeomkostninger på godt to tusinde kroner om måneden.
Forskellen hænger sammen med, at en række – og faktisk en stor del – af omkostningerne opgjort i kroner og ører er formue-bestemt. Jo større formue, jo mere betaler man. Dette ud fra en filosofi om, at mindre fonde med små formuer ikke kommer til at betale en forholdsvis stor procentdel i for eksempel husleje.
Men det kan investorer i en fond, som tilfældigvis har en stor formue jo ikke rigtigt bruge til så meget. Huslejen må vel være det samme, hvad enten man sidder i det ene kontor i en bygning i forhold til et andet kontor i nøjagtigt samme bygning med samme pladsforhold.
Det kan derfor være endog meget relevant at analysere nærmere på størrelsen af den enkelte fonds nominelle omkostninger frem for udelukkende at se på administrationsomkostningerne som en procent af den samlede formue, som man ellers traditionelt gør i analytiske kredse.
Blandt Europas bedste
Husleje-eksemplet er reelt ikke den eneste post, hvor flere sætter spørgsmålstegn ved det fornuftige i, at omkostningerne er formuebestemt. Det gælder for så vidt også en række andre poster som for eksempel personaleomkostningerne og bestyrelseshonoraret, samt poster som rådgivningsfee, markedsføringsbidraget og sågar emissionstillægget og indløsningsbidraget. For eksempel må man formode, at bestyrelsen i en investeringsforening reelt set laver samme mængde arbejde for de enkelte fonde, og at indsatsen ikke afhænger af formuestørrelsen.
Det er dog vigtigt at nævne en væsentlig pointe, som Danske Invests direktør, Carsten Koch, også påpegede på generalforsamlingen – nemlig at man rent faktisk skal lede længe efter billigere fonde end de danske. Og som Carsten Koch også udtalte, så ligger danske fonde ifølge Morningstars europæiske analyser også blandt toppen i Europa.
Så spørgsmålet i sidste ende er vel om en række fonde med store formuer - og derfor en relativ lav administrationsomkostningsprocent – i virkeligheden ikke burde være langt billigere, hvis man kigger omkostningerne nøje efter målt i kroner og ører. Dermed vil fondene også blive bedømt endnu bedre, til glæde for den private investor.
