Når investorer skal beslutte sig for, hvor pengene skal investeres, ser man ofte en noget uheldig tendens til, at man kigger alt for bredt. Afkastene fra de forskellige investeringsafdelinger bliver ofte sat over for hinanden, og den afdeling, som har klaret sig bedst har en god chance for at blive valgt.
Problemet ved at sammenligne på tværs af alle investeringsafdelinger er, at de investerer i vidt forskellige områder, og afkastene er dermed ikke sammenlignelige. Det giver således ikke god mening at sammenligne afdelinger, der investerer indenfor Morningstar Kategorien™ ’Danmark – Aktier’ med afdelinger fra kategorien ’Japan Large Cap – Aktier’, som investerer i større japanske virksomheder. Sammenligningen vil nemlig ikke vise hvilken fond, der overordnet set har været bedst, men derimod blot give et indblik i, hvordan markederne har udviklet sig.
Problemet ved sammenligningen er, at selv om afdelingen med danske aktier har givet et større afkast end afdelingen med japanske aktier, kan begge fonde sagtens få betegnelsen ”god” eller for den sags skyld kan begge fonde få betegnelsen ”dårlig”.
I Morningstar Rating™ bliver afdelingerne kun vægtet op imod sammenlignelige afdelinger indenfor mere end 90 forskellige Morningstar Kategorier™. Ratingen bliver dermed ikke et udtryk for, hvordan de underliggende aktiemarkeder eller obligationsmarkeder har bevæget sig, men derimod et sikkert indblik i, hvordan den enkelte porteføljemanager eller den enkelte afdeling har klaret sig ud fra deres givne investeringsrammer.
Jagten på afkast
Problemet ved at sammenligne afdelinger på tværs af investeringsmarkeder er, at man let kommer til at jagte de bedste afkast.
At jagte afkast, der er fremkommet på enkelte markeder, kan være risikofyldt. Når man jagter afkast og vælger fonde på tværs af kategorier ud fra hvor store afkast der har været, har en del af kursstigningerne jo allerede været der, og aktiverne kan være blevet mindre attraktive prissat.
Et af de historiske eksempler, som der har været på jagten efter afkast, var under IT-boblen i slutningen af 1990’erne. Ord som ”ny økonomi” og historier om store afkast på IT-investeringer kørte i medierne dagligt, og ofte hørte man blandt andet via mund-til-mund metoden om folk, der havde skabt sig større eller mindre formuer på IT-investeringer. Flere nye IT-afdelinger i investeringsforeningerne blev også etableret på dette tidspunkt på baggrund af den store efterspørgsel efter produkterne.
Historien viste imidlertid at de høje afkast ikke kunne blive ved, og da IT-boblen bristede i år 2000 blev mange investorer ramt på privatøkonomien.
Vælg omvendt
Historien viser altså hvor vigtigt det er ikke at jagte afkast blindt og satse alt på ét bræt. For selv om investeringsafdelingerne har faste rammer for, at de skal investere midlerne i et større antal værdipapirer, må man som investor ikke foranlediges til at tro, at risikoen i ens portefølje er mere eller mindre elimineret, og at den hellige gral dermed er velforvaret.
Spredning af risikoen i en portefølje sker således ikke kun ved at der investeres i mange forskellige værdipapirer. Ligger alle disse indenfor samme industri eller sektor eller hvis der for dens sags skyld kun er investeret i ét enkelt land, er risikoen i porteføljen ikke spredt optimalt.
Når man sammensætter sin portefølje helt overordnet set, bør man i stedet kigge på andre ting, end kun på hvilke enkeltafdelinger, som i en periode har klaret sig godt.
Når man sammensætter sin overordnede portefølje opererer Morningstar med tre typer af fonde: Kernefonde, supportfonde og specialfonde.
Kernen er vigtigst
Kernefonde er der, hvor hovedparten af porteføljens afkast skal komme fra. Her er der blandt andet tale om fonde, der ligger i kategorierne, hvor der investeres i danske aktier og danske obligationer, og globale og europæiske afdelinger, som investerer i de store Large Cap aktier.
Minimum halvdelen af hele en investors portefølje bør være placeret i kernefonde. Derefter kan man inddrage supportfonde i porteføljen. Supportfonde bør generelt udgøre en mindre del af porteføljen end kernefondene. Et eksempel på supportfonde er blandt andet afdelinger, som er indenfor kategorier, hvor der investeres i mindre og mellemstore virksomheder i Europa eller generelt over hele Verden.
Hvis risikoprofilen så tillader det, har man til sidst muligheden for at krydre porteføljen med en lille del af midlerne i specialfonde. Specialfonde er typisk højrisikofonde, som sektorfonde, der for eksempel kun investerer i aktier inden for sundhedssektoren.
Når man har fastsat inden for hvilke kategorier, man vil placere pengene, kan man derefter gå i gang at finde frem til den bedste afdeling inden for det pågældende investeringsområde.
Det gælder med andre ord om at starte det rigtige sted, inden man investerer sine midler.
