Nordiske markeder fortsat i højeste gear

På trods af skepsis ved indgangen til året, kører de nordiske aktiemarkeder fortsat på den store klinge ført an af især det danske og det norske aktiemarked – og udviklingen kan fortsætte

Facebook Twitter LinkedIn

De nordiske aktiemarkeder kører fortsat i højeste gear. Ved indgangen til året var der ellers skepsis om, hvorvidt de nordiske markeders overperfomance i forhold til det generelle verdensmarked kunne fortsætte. Men med afkast på de nordiske aktiemarkeder på samlet set 6,12 pct. målt ved MSCI Norden, har der været bedre afkast at hente her, end der samlet set har været på de globale aktiemarkeder. Her viste afkastet målt ved MSCI Verden et afkast i årets første tre måneder på 3,14 pct.

Set over det seneste år har afkastene på MSCI Verden og Norden været henholdsvis 2,59 pct. og 9,60 pct.

Ser man nærmere på de enkelte delmarkeder har afkastet været størst på det danske aktiemarked, hvor MSCI Danmark i indeværende år har vist afkast på 11,95 pct. Det danske marked er dog tæt forfulgt af det norske, hvor afkastet viste 10,72 pct.

De svenske og finske markeder trak derimod ned i det samlede resultat med afkast på hhv. 3,48 pct. og 5,68 pct.


Style afgørende for udvikling

Ser man nærmere på de enkelte afdelinger inden for kategorien, tegner der sig et billede af, at det blandt andet er investeringsstilen, som er afgørende for afkastet.

Morningstar Kategori™ - 'Norden - Aktier'
Fondnavn Afkast ÅTD % Afkast 1 år % Morningstar Rating™ Style Box
Nordea Invest Nordic Small Cap 11,0 30,1
Alm. Brand Invest StockPicking 7,7 15,2
Merchant Invest Nordiske Aktier 5,3 14,4
EGNS-INVEST Norden 4,6 11,7
BG Invest Norden 4,5 12,0
Banco Human Etik Nordiske Aktier 4,3 13,9
Alm. Brand Invest Aktier Norden 4,2 12,8
Jyske Invest Nordiske Aktier 4,0 16,7
TEMA Kapital Nordiske Aktier 3,8 13,7
Alfred Berg Norden 2,0 12,2
Gennemsnit 'Norden - Aktier' 5,2 15,3

Således har der især været fart på de mindre Small Cap aktier, hvilket også har været tilfældet over de seneste par år. MSCI Norden Small Cap har i årets første kvartal vist et afkast på 11,95 pct. og over det seneste år et afkast på 37,28 pct.

Deles stilen mere op, - om der i årets første tre måneder har været investeret i vækst- eller valueaktier, - er der noget mere dødt løb. MSCI Norden Value har givet et afkast på 7,06 pct. mens MSCI Norden Vækst (Growth) har givet et afkast på 5,15 pct. Set over det seneste løbende år, har der dog været noget mere spredning på afkastene med afkast på hhv. 18,01 pct. for Value og blot 1,51 pct. for Vækst

Her er billedet dog også noget mere broget i forhold til, hvordan afdelingerne har klaret sig målt op mod hinanden. De to eneste afdelinger, som hælder mest til Vækst-aktier ligger henholdsvis nummer tre og fire målt på afkast år-til-dato. Resten af fondene ligger vægtet mod en blanding af vækst og value.


Fremtidsudsigter

Fremtidsudsigterne er ligeledes lyse for de nordiske aktieafdelinger. Hos Egns-Invest forventer man faktisk en bedre udvikling i den nordiske region, end generelt på de europæiske markeder

”Vi er positivt stemt overfor udviklingen på de nordiske aktiemarkeder i 2005. Markederne ser generelt stærkere ud, og de nordiske lande lider ikke under de store strukturelle udfordringer, som vi har set i andre store europæiske lande”, siger aktiechef Janne Kjær fra Egns-Invest og fortsætter:

”Dermed har vi også set, at man i de nordiske lande har haft muligheden for at nedsætte skatterne. Og det lave renteniveau har understøttet den generelle vækst”.

Hos Alfred Berg er man enige med Egns-Invest. Således skriver Alfred Berg i deres seneste kvartalskommentar for 1. kvartal 2005:

”De nordiske økonomier er generelt inde i en positiv periode, og det er vanskeligt at se forhold, der dramatisk vil påvirke negativt på kort sigt. Privatforbruget vokser pænt, indtjeningen i virksomhederne er solid og bliver drevet af øgede internationale investeringer, der sikrer fortsat positiv omsætningsvækst.”


Risiko-faktorer

Risikoen i den nordiske region anses også for at være lavere, end for resten af Europa. Årsagen til dette er, at man i stigende grad taler om, at den høje oliepris kan bremse væksten på mange markeder. Men dette vil ikke i lige så høj grad gøre sig gældende for den nordiske region.

”Når man taler om, at den høje oliepris er en risiko-parameter for den generelle vækst, ligger de nordiske investeringsafdelinger godt. Olieproducerende Norge og til dels også Danmark, i form af A.P. Møller-Mærsk, vil ikke blive ramt på væksten lige så hårdt af den høje oliepris, som tilfældet vil være i andre lande. Faktisk vil den norske økonomi drage stor fordel af den høje oliepris, idet de er nettoeksportør. Det samme gælder til dels Danmark”, udtaler Janne Kjær.


Lavt prissat

Generelt er man fra begge fondshuse enige om, at de nordiske aktier er forholdsvist lavt prissat. Fra Alfred Berg lyder budskabet i kvartalsrapporten:

”Endelig vil stærke balancer i de nordiske selskaber yderligere stimulere højere dividender og tilbagekøb af egne aktier samt en øget aktivitet indenfor virksomhedsovertagelser. Prisfastsættelsen af de nordiske lande er ikke høj, når den sammenholdes med det aktuelle rente- og indtjeningsniveau.”

Ligeledes lyder det fra Egns-Invests aktiechef:

”De nordiske aktier er generelt billige og handles stadig til historisk relativt lave nøgletal. Og generelt er mange selskaber solide og overkapitaliseret, hvilket vi blandt andet forventer vil føre til højere udbytter”, vurderer Janne Kjær.


Gode forventninger til Sverige og Finland

Ser man nærmere på de enkelte delmarkeder, venter man sig hos Alfred Berg mest af Sverige og Finland i den kommende tid:

”Vi forventer, at Sverige og Finland vil blive de bedste markeder i de kommende måneder forudsat, at det positive globale vækstmomentum fortsætter. Norge kan blive ramt af lavere oliepriser, mens Danmark har oplevet en betydelig positiv kurskorrektion over de seneste år, hvilket har taget toppen af potentialet”.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Ricky Steen Rasmussen  Ricky Steen Rasmussen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser