Bedøm fonde på helheden

Det er ikke nok at se på afkastet, risikoen eller omkostningerne hver for sig, når man skal udvælge de bedste fonde. Derimod bør alle tre elementer medtages når de langsigtede vindere skal findes.

Karsten Henriksen 09/03/2005
Facebook Twitter LinkedIn

Det er ikke alle som ser lige nuanceret på, hvilke kriterier man bør vurdere i jagten på de bedste fonde. Mange private investorer ser udelukkende på de tillokkende historiske afkast, mens andre baserer beslutningen på baggrund af fondens risiko. En helt tredje gruppe ser mest på omkostningerne og vælger derfor fonde som er billigst på den konto.

Det er alle meget relevante kriterier at bedømme fondene på, men de er mindre værdifulde, hver for sig. Derfor bør både afkast, risiko og omkostninger, efter Morningstars opfattelse, indgå i bedømmelsen af om en fond er god eller dårlig. Netop Morningstar Rating™ og de berømte røde stjerner er et let anvendeligt udtryk, hvor alle 3 elementer indgår i beregningen og tildelingen af stjernerne.


Fonde holder kvalitetsniveauet

I en ny undersøgelse af Morningstar Rating™ i Danmark på baggrund af 6 års data viser der sig en tendens til, at de enkelte fonde overvejende fastholder deres rating gennem hele perioden. Det vil med andre ord sige, at de undersøgte fondes evne til at skabe bedre risiko- og omkostningsjusterede afkast, indenfor deres relevante Morningstar Kategori™, i høj grad fastholdes af den enkelte fond i den bedømte periode. Ratingen er derfor et nemt værktøj, som hjælper den private investor med, at udvælge kvalitetsfonde og på samme vis undgår at investere i mindre gode fonde.

Morningstar Rating™ er ikke et udtryk for hvordan den enkelte Morningstar Kategori™ udvikler sig, hverken historisk eller i fremtiden. Ratingen er således ikke et mål for hvilket marked der vil give det bedste afkast, men derimod et mål for hvor godt fondene i den enkelte kategori, altså marked, har og sandsynligvis også vil håndtere fondens formue fremover.

Det er derfor vigtigt at holde for øje, at ratingen kun er en del af investeringsbeslutningen, når der skal vælges kvalitetsfonde inden for bestemte markeder. Her er de røde stjerner til gengæld et nemt og intuitivt værktøj.

I figuren ses samtlige 314 ratede fonde i Danmark med den månedlige rating set over 36 måneder. I alt er der i perioden foretaget 7860 ratings af fondene. Alle fondene er listet under hinanden i venstre side og antallet af stjerner ud for hver enkelt fond, er angivet med farver, så det let kan ses hvordan fondenes rating har udviklet sig, måned for måned, gennem de sidste 3 år. De 5 stjernede fonde er mørkerøde, de firestjernede orange, og farverne bliver lysere jo lavere rating fondene har opnået. De hvide felter betyder at fonden er mindre en seks år gammel og derfor ikke har været ratet i hele perioden.

Forstør ved at klikke på figuren

Der ses en tendens i figuren, hvor fonde som for tre år siden havde en rating under middel, stadig i dag overvejende ligger under middel. Samme tendens gør sig gældende for fonde med en middel rating eller over middel rating. Som det også ses af figuren er der naturligvis undtagelser, som bekræfter reglen.

Figuren kan ikke ses som en videnskabelig undersøgelse, men det er interessant, at ingen 5 stjernet fond i de undersøgte perioder er blevet til 1 stjerne, og kun en fond er gået fra 1 til 5 stjerner.


De røde stjerner

Hver måned tildeler Morningstar i Danmark en til fem stjerner til hver af de danske fonde. Antallet af stjerner angiver hvor god en fond har været set over de seneste 36 måneder, sammenlignet med alle øvrige fonde i Europa i samme kategori. Det er ikke kun afkastet som afgør hvordan stjernerne tildeles. De enkelte fondes risiko og omkostninger, som er vigtige elementer i bedømmelsen af en fond, bliver ligeledes taget i betragtning. De bedste fonde tildeles herefter 1 til 5 stjerner, hvor 5 stjerner gives til de bedste fonde og 1 stjerne til de ringeste.

Nedenfor ses hvordan Morningstar tildeler stjernerne.


Top 10 pct. i kategorien
Næste 22,5 pct. i kategorien
Middel 35 pct. i kategorien
Næste 22,5 pct. i kategorien
Bund 10 pct. i kategorien

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Karsten Henriksen  Karsten Henriksen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser