Europa godt fra start

De europæiske aktier har vist gode takter siden årets begyndelse, da de har slået aktiemarkederne i både Nordamerika og Japan

Sten Blindkilde 14/02/2005
Facebook Twitter LinkedIn

De europæiske aktier har her i starten af 2005 fortsat deres fremgang og overgået afkastene på aktiemarkederne generelt og de to øvrige udviklede markeder i Nordamerika og i Japan. Og faktisk skal vi helt tilbage til 1999 for at finde et år, da fondene med fokus på de europæiske aktier er steget så meget i januar som i år.

Den positive udvikling afspejles også i afkastene i de relevante Morningstar Kategorier™, og især fondene med fokus på Small Cap-aktierne i Europa har klaret sig godt med gennemsnitlige stigninger på mere end 9 pct. siden årets start.

For fonde med fokus på Mid eller Large Cap-selskaber i Europa har udviklingen indtil nu i år været mere afdæmpet, men stadig med solide plusser i omegnen af henholdsvis 7 og 5 pct.


Lidt under i Danmark

For de danske fonde i Morningstar Kategorien™ ’Europa Large Cap – Aktier’ gælder, at de i snit i årets første knap halvanden måned har lavet et afkast på 4,7 pct. – lidt under snittet for kategorien – men med Alfred Berg Europa og SEB Inst. Alpha som de bedste fonde hidtil med plusser på 6 pct.

På lidt længere sigt – seks måneder – har kategorien i snit præsteret et afkast på 15,5 pct., mens de 28 danske fonde i universet i snit har lagt 14,8 pct. til værdien. BankInv.Europæiske Akt. topper den liste med et plus på 19,4 pct.


Lave forventninger

Grunden til fremgangen for de europæiske aktier i januar skal blandt andet findes i den fortsat lave rente i Europa, overraskende fremgang i den tyske industritillid, relativt positive regnskabstal og en stabiliseret dollar. Netop renten i Europa kører anderledes end i eksempelvis USA, hvor centralbanken i en længere periode nu har forhøjet sin toneangivende rente, mens man endnu venter, at vi skal hen i anden halvdel af 2005, før ECB rykker på sin. Det skyldes blandt andet, den styrkede euro og relativ lav vækst sammenlignet med USA.

At Europa netop klarer sig bedre end USA – især de seneste seks måneder – skyldes, at markedet tidligere har haft for lave forventninger til de europæiske aktier og derfor presset kurserne ned, men også den faldende dollar har betydet, at mange investorer har trukket penge ud af USA og ind i den mere stabile euro.

Det skal dog også tages med, at især sværvægtsmarkeder som Spanien, Italien og Tyskland virkelig har oplevet fremgang med plusser mellem 18 og 25 pct. over de seneste seks måneder og på den baggrund har trukket det europæiske marked op.

Mens fondene i ’Europa Large Cap – Aktier’ altså siden årets start har lavet et plus på 5 pct., så har fondene i Morningstar Kategorien ’Nordamerika Large Cap – Aktier’ i samme periode blot oplevet en fremgang på 4,9 pct. til trods for at dollaren er steget med mere end 6 pct. Og målt henover seks måneder har de amerikansk fokuserede fonde i snit lavet et afkast på 9,7 pct., hvilket er 5,8 pct.point under fondene i ’Europa Large Cap – Aktier’.


Venter mere

Spørgsmålet er selvfølgelig, om de europæiske aktier vil kunne fortsætte fremgangen? Meget taler for.

Sammenlignet med eksempelvis USA, så er prissætningen i Europa stadig lavere. Eksempelvis er det gennemsnitlige selskab i porteføljerne i fondene fra Nordamerika Large Cap – aktier’ prissat en fjerdedel højere i forhold til indtjeningen med en P/E-værdi på 24,2 mod 19,5 for fondene i ’Europa Large Cap - Aktier’.

Et andet forhold er den lavere rente i Europa, mens man venter fortsatte forhøjelser i USA – formentlig en eller to gange mere inden sommeren er forbi.

Eksperterne i Morningstars European Fund Trends er da også allermest positive på den europæiske region for det kommende års tid. I januar var det 32 pct. af de adspurgte europæiske fondshuse, som pegede på Europa som den bedste region af dem alle, mens Asien var en næstmest populære med godt 20 pct. af stemmerne.

På samme tid fremhæves euroen fortsat som den af hovedvalutaerne, der vil klare sig bedst de næste 12 måneder. Næsten halvdelen af de europæiske fondshuse har den indstilling.

Samlet set er fondshusene optimistiske på de globale aktier, da 76 pct. af de adspurgte venter mere end 5 pct. fremgang for MSCI Verden, og med USA som den største bidragsyder med en vægt større end halvdelen af indekset, tegner det altså lyst for Europa. Hvis man skal stole på eksperterne.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser