Forfølgerne nærmer sig

Sparinvest ligger stadig på førstepladsen, men der er tættere i mellem på de næste pladser

Sten Blindkilde 14/12/2004
Facebook Twitter LinkedIn

Kampen om topplaceringerne på foreningernes rangliste i Morningstar Rating™ blev tættere i november. Sparinvest ligger dog fortsat foran konkurrenterne, men Schroder har klemt sig ind på andenpladsen foran Sparindex, Nykredit Invest, BankInvest og Danske Invest-gruppen – de nærmeste forfølgere – som alle er gået frem i den forgangne måned.

Sparinvest topper listen med en gennemsnitlig rating på 3,67 røde stjerner, men fondshuset gik dog tilbage i november, da Sparinvest Pantebreve udbytte mistede en af sine fem stjerner.

Sparinvests snit for i alt 12 bedømte fonde er dog nok til at holde Schroder bag sig i toppen af listen. Schroder gik nemlig frem fra 3,43 til 3,57 stjerner og indtager dermed andenpladsen.

Trods fremgang til Sparindex må den passive forening, der består af fonde, som nøje følger udvalgte aktieindeks, altså se sig passeret og ligger nu på tredjepladsen. Sparindex har i alt ni fonde i Morningstar Rating™, og de har i snit opnået 3,56 røde stjerner.


I fremgang

Med fremgang til fondshusene på anden- og tredjepladsen og med Sparinvests tilbagegang er der blevet tættere i toppen af ranglisten, og uden for top tre fortsætter det billede. De næste tre fondshuse er nemlig alle gået frem i november.

Nykredit Invest er på fjerdepladsen steget med 0,17 til 3,50 stjerner, mens BankInvest indtager femtepladsen med et snit på 3,40 røde stjerner for bedømmelsen af i alt 29 fonde.

BankInvest oplevede i november god fremgang med tre fonde, der gik frem, og debut til BankInv.Højrentelande Obl, som i Morningstar Kategorien™ ’Nye Markeder – Obligationer’ opnåede topkarakteren fem røde stjerner.

’Nye Markeder – Obligationer’ er i øvrigt en kategori, hvor de danske fonde klarer sig yderst godt i konkurrence med det øvrige Europa. Tre fonde har topkarakteren fem stjerner, tre fonde har fire stjerner, mens en enkelt må nøjes med tre stjerner – gennemsnitskarakteren.

Sjettepladsen tilhører Danske Invest-gruppen, som også tæller fondene under BG Invest og Merchant Invest. Netto var der fremgang til seks fonde hos Danske-gruppen, og med 78 bedømte fonde i Morningstar Rating™ medførte det, at gennemsnittet for Danske steg til 3,31 røde stjerner.

Foreningernes rangliste i Morningstar Rating™
Forening Snit - november Antal Snit - oktober
Sparinvest 3,67 12 3,75
Schroder 3,57 6 3,43
Sparindex 3,56 9 3,44
Nykredit Invest 3,50 6 3,33
BankInvest 3,40 30 3,24
Danske Invest-gruppen 3,31 78 3,22
Midtinvest 3,25 8 3,38
Sydinvest 3,13 16 3,00
SEB 3,06 16 2,94
Jyske Invest 2,95 22 3,10
Nordea Invest 2,80 25 2,76
Alfred Berg 2,71 7 3,00
EGNS-INVEST 2,60 15 2,53
Lån & Spar Rationel Invest 2,29 7 2,29
Alm. Brand Invest 2,13 8 2,13



Fem på hver

Morningstar Rating™ er en bedømmelse af fondenes præstationer over de seneste tre år. Bedømmelsen inddrager afkast, risiko og omkostninger, og dækker således tre af de allervigtigste elementer, man som investor skal tage stilling til. Ratingen foregår internt i Morningstar Kategorierne™, således at stjernerne tildeles i konkurrence mellem relativt ensartede fonde, og derfor viser den i højere grad, hvordan de enkelte fonde har evnet at forvalte deres strategier.

Det europæiske gennemsnit for alle fonde er på tre stjerner, og på den baggrund kan man fastslå, at ni af de 15 fondshuse på ranglisten har placeret sig over det europæiske gennemsnit, mens seks ligger under.

For at deltage på ranglisten er det et krav, at fondshusene har mindst fem fonde bedømt i ratingen. Det er ikke alle fondshuse i Danmark, som kan leve op til det krav. Derfor ligger der en række mindre fondshuse uden for ranglisten, hvoraf flere af dem klarer sig ganske flot i Morningstar Rating™.

Et af dem er Dexia Invest, der med sine tre fonde – en i danske aktier og to i danske obligationer – har opnået fem stjerner på alle tre. Også ValueInvest klarer sig fint med et snit på 4,33 røde stjerner for tre fonde i bedømmelsen.


Danmark nummer tre

Morningstar Rating™ er en europæisk bedømmelse. Det vil sige, at de danske fonde opnår deres røde stjerner i konkurrence med tusindvis af konkurrenter fra hele Europa. I det perspektiv er det interessant at konstatere, at de danske fonde ligger blandt de bedste lande i Europa.

Danmark indtager nemlig tredjepladsen på landenes rangliste med en gennemsnitlig rating på 3,15 røde stjerner. Finland ligger klart i spidsen med et snit på 3,64 stjerner og fondene, som hører hjemme i Storbritannien, ligger på andenpladsen med et snit på 3,22 stjerner.

Morningstar bedømte i november mere end 17.400 fonde i Morningstar Rating™ for Europa i mere end 70 Morningstar Kategorier™.

Landenes rangliste i Morningstar Rating™
Land Snit - November Snit - Oktober Snit - September
Finland 3,64 3,65 3,70
Storbritannien 3,22 3,20 3,22
Danmark 3,15 3,11 3,10
Norge 3,13 3,10 3,11
Frankrig 3,11 3,11 3,11
Schweiz 3,09 3,11 3,01
Belgien 3,08 3,10 3,10
Dublin 3,07 3,04 3,02
Sverige 3,00 3,00 3,05
Spanien 2,96 2,98 2,92
Italien 2,85 2,88 2,77
Tyskland 2,84 2,87 2,98
Luxembourg 2,79 2,77 2,79
Holland 2,69 2,73 2,70



Om Morningstar Rating™

Ranglisten over foreninger er alene beregnet for foreninger med fem eller flere ratede afdelinger. Ratingen viser hvor god eller dårlig en investeringsafdeling gennem de seneste tre år har været til at skabe så højt risiko- og omkostningsjusteret afkast som muligt – målt i forhold til tilsvarende afdelinger inden for samme kategori i hele Europa. Morningstar opdeler de mange europæiske afdelinger i mere end 90 kategorier, hvoraf over 35 har deltagelse af danske afdelinger, således at sammenligningen bliver mere homogen, ensartet og korrekt.

Morningstar Rating™ bedømmer afdelingerne i deres europæiske kategori med en til fem stjerner, hvor fem stjerner er det bedste. Fordelingen af stjernerne foregår efter følgende fordelingsnøgle:


Top 10 pct. i kategorien
Næste 22,5 pct. i kategorien
Middel 35 pct. i kategorien
Næste 22,5 pct. i kategorien
Bund 10 pct. i kategorien

Morningstar Rating™ er ikke et udtryk for Morningstars forventninger til afdelingernes fremtidige præstationer, men er alene en vurdering af deres historiske.

Læs mere om Morningstar Rating™ og om, hvordan man bruger den.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser