Vending i IT?

IT-aktierne har haft det ganske fint siden medio august, og især den seneste måneds tid er det gået kraftigt opad for kurserne i sektoren

Sten Blindkilde 22/11/2004
Facebook Twitter LinkedIn

2004 har generelt været et positivt aktieår, men det har man ikke kunnet sige om IT-aktierne. IT-aktierne var sidste års store vindere, men startede året trist, da investorerne frygtede en kraftig opbremsning i væksten og derfor satte IT-selskaberne til salg.

Nu er en vending dog tilsyneladende sat ind og har løftet mange af fondene i Morningstar Kategorien™ ’Tech Media Tele – Aktier’, men spørgsmålet er, hvordan det ser ud på længere sigt.


Under niveau

Indtil nu i år er de globale aktier steget med knap 7 pct. Til sammenligning er selskaberne i MSCI’s globale teknologi-indeks faldet med næsten 2,5 pct. Det var dog meget værre i midten af august, da IT-aktierne var faldet med næsten 14 pct., og siden da og især den seneste halvanden måneds tid er det gået fremad.

Dette illustreres af udviklingen i de danske fonde, som hører til i teknologi-kategorien. Siden årets start er fondene fortsat i minus med 3,2 pct. i snit, men udviklingen de seneste tre måneder viser en fremgang på mere end 13 pct.

Bedst er det gået for den meget fokuserede Sydinvest e-Busines, der de seneste tre måneder er steget med 22,5 pct., hvilket også har landet den som den eneste danske fond i kategorien med et plus for hele året, mens de ringeste fonde i år må konstatere et minus på mere end 6 pct.




Efterslæb

Blandt de bedste har også været den mere generelle IT-fond fra BankInvest, BankInv.Teknologi Akt., som med et minus på 0,7 pct. for året er ved at nærme sig positivt territorium. Fonden styres af seniorporteføljemanager Klaus Ingemann Nielsen, der peger på, at IT-aktierne først gennem det meste af året har haft et efterslæb i forhold til det generelle aktiemarked.

-IT-aktierne har haft et efterslæb, men har det meste af året manglet en katalysator til at starte fremgangen. Det fik man da Dell og HP, to af de største teknologiselskaber, for nyligt kom med positive regnskabstal og optimistiske forventninger, og det startede den positive udvikling, vi har set på det seneste, lyder det fra Klaus Ingemann Nielsen.

Ifølge porteføljemanageren fra BankInvest skyldes den negative udvikling i det globale IT-indeks også den negative udvikling som især Intel, verdens største chip-producent, og Cisco, der er faldet med henholdsvis 23 og 20 pct. i år.

-Når Intel falder, så falder hele gruppen, forklarer Klaus Ingemann Nielsen, som dog påpeger, at selv halvledere og chips er vendt rundt den senere tid.

Fremgangen for IT-aktierne har dog ikke løftet ’Tech Media Tele – Aktier’ væk fra den triste sidsteplads blandt alle Morningstar Kategorierne™, når man måler afkastene for i år, og der er i særdeleshed langt op til de flotte plusser som fondene ’Danmark – Aktier’ har haft med 27,2 pct.


Ikke prangende

Men fremgangen for teknologi-aktierne er ikke nødvendigvis en fortsættende trend. Efterslæbet for sektoren skyldtes stigende omsætning og indtjening, som ikke var blevet priset ind i kurserne, men det er ikke sikkert, at væksten i salg og indtjening vil fortsætte næste år. Faktisk mener de fleste eksperter, at den vil bremse op.

- Der er en forventning om aftagende vækst, og i 2005 kommer det ikke til at gå ligeså stærkt som i år med eksempelvis salget af pc’ere og mobiltelefoner. Men vores forventning er fortsat en relativ fornuftig udvikling i 2005 med en sund økonomi og en sund IT-efterspørgsel, vurderer BankInvests porteføljemanager, som spår om et mildt positivt år for IT-aktierne i 2005 – pænt, men ikke prangende.

Mere pessimistiske røster peger på, en mere negativ økonomisk udvikling, og får de ret, står IT-aktierne formentlig først for nedtur, da de er blandt de mest konjunkturfølsomme. Andre peger også på, at prissætningen i IT-sektoren igen er lidt anstrengt.

- I gennemsnit er kurserne nok lidt høje, og mange investorer har nok en for høj forventning til indtjeningen, men der findes også mange interessante selskaber, som er billige, og det er dem, man skal fokusere på.

Klaus Ingemann Nielsen peger på Yhaoo!, eBay og Goolge som selskaber, der er kommet for højt op, mens Microsoft, Oracle og en række mindre kendte selskaber har fanget hans opmærksomhed.


Overvurderet?

De europæiske fondshuse havde i Morningstars seneste European Fund Trend en noget afventende holdning til brancherne i IT-sektoren på nær over for telekommunikation, som af hvert fjerde fondshus blev udpeget som den bedste sektor de kommende 12 måneder.

Morningstars aktieanalytikere i USA er derimod generelt mere konservative og anser Nasdaq-børsen som sådan som overvurderet med næsten 20 pct. i forhold til de fair values, som Morningstar har beregnet på de individuelle selskaber.

Netop det forhold peger på, at man skal være forsigtig med teknologi-aktierne, for er buen spændt for hårdt, bliver nedturen det større, hvis udviklingen i økonomien overrasker negativt eller hvis investorerne bliver skræmte.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser