Turbo på danske aktier

Morningstar Kategorien™ ’Danmark – Aktier’ hører til blandt de allerbedste investeringsuniverser i år og gennem de seneste tre til fem år

Sten Blindkilde 18/10/2004
Facebook Twitter LinkedIn

Det er de færreste investeringsuniverser, der i år har kunnet følge med de danske aktier. På Morningstars rangliste er det kun aktiefondene med fokus på det norske marked og på Central- og Østeuropa, som kan fremvise bedre afkast end Morningstar Kategorien™ ’Danmark – Aktier’.

Dermed er udviklingen fra de foregående år fortsat. Ud af de sidste fire kalenderår har fondene med fokus på A.P. Møller, Novo Nordisk, TDC og alle de andre danske selskaber nemlig klaret sig blandt de allerbedste aktiekategorier, og målt på fem års sigt har den typiske fond i Morningstar Kategorien™ ’Danmark – Aktier’ præsteret et afkast oppe omkring 50 pct.

Det er opløftende for de danske investorer, der har en forholdsvis stor andel af opsparingen placeret i netop fonde, som fokuserer på danske aktier. Men hvorfor går det så godt for de danske aktier?

- Det danske marked har været trukket af selskabsspecifikke nyheder. Eksempelvis trak A. P. Møller – Mærsk godt i 2003, og Novo Nordisk har også været et lokomotiv. Ellers skiller Danmark sig også ud ved, at markedet ikke deltager i sektorræset. Vore sektorer er ganske enkelt for snævre, og derfor er investorerne meget mere fokuseret på de enkelte selskaber. Og her har der netop været mange positive historier i Danmark, lyder forklaringen fra Søren Christensen, seniorporteføljemanager hos Danske Capital.

Han er en af forvalterne i teamet, der styrer fonden Merchant Invest Fokus Danske Aktier, som har opnået fem stjerner i Morningstar Rating™ i ’Danmark – Aktier’.


Small Cap trend

De senere år har fonde med særlig fokus på små selskaber dog klaret sig ekstra godt, og man har talt om en Small Cap-tendens. Ifølge Søren Christensen skyldes de små selskabers styrke flere forhold:

- Der har været en del opkøb og afnoteringer, og samtidig har mange selskaber anvendt deres kapital til at købe aktier tilbage. Det har tørret markedet lidt ud, men efterspørgslen fra blandt andet pensionsselskaberne har holdt ved. Det har givet kurserne et skub opad, lyder det fra Søren Christensen, som peger på, at der ikke er kommet mange nyemissioner i perioden.

Porteføljemanageren fra Danske Capital ser den tendens fortsætte en tid endnu, og han venter også en positiv dansk stemning året ud. På lidt længere sigt er de danske aktier dog i den globale udviklings vold. Den globale vækst vil sætte tonen, mens de stigende råvarepriser, de rekordhøje oliepriser og usikkerheden omkring valget i USA kan få negativ effekt.

- Men jeg ser ingen argumenter for, at danske aktier på sigt ikke skal kunne måle sig med udenlandske selskaber i Europa eller USA, spår Søren Christensen og henviser til, at navne som blandt A.P. Møller – Mærsk, Novo Nordisk, ISS, Novozymes, William Demant og de store banker alle er i international klasse.


Hvem slår indeksene?

Generelt går det altså godt for de danske aktier og derfor også for fondene i Morningstar Kategorien™ ’Danmark – Aktier’. Men nogle klarer sig bedre end andre. Det er faktisk sådan, at alle 31 fonde i kategorien herhjemme hidtil i år har slået KFX-indekset, der er steget med knap 16 pct.

Feltet snævres dog ind til det halve, hvis man sammenligner med KAX-indekset (capGI), som dækker hele det danske aktiemarked. KAX-indekset er nemlig steget med knap 21 pct., og det har under halvdelen af fondene formået at præstere.

Forskellen i de to indeks understreger, at det ikke er de store dominerende selskaber på Københavns Fondsbørs, som har klaret sig bedst i år, og det er da også fonde med fokus på de små selskaber, der har klaret sig bedst. Det er faktisk sådan, at de fem bedste fonde i år i ’Danmark – Aktier’ alle fokuserer på Small Cap.


Langsigtede vindere

Men afkastene på kort sigt er jo bare spurtpræmier, og det vigtigste for de private investorer og pensionsopsparerne er nu en gang hvem, der vinder etaperne og det samlede løb. Derfor er det interessant at se hvilke fonde, som klarer sig bedst på længere sigt.

På tre års sigt er det også en Small Cap-fond, som topper. Dexia Invest Danske Small Cap Aktier har i perioden oplevet en fremgang på cirka 73 pct. På de næste pladser følger Danske Invest Engros Fokus Danske Aktier, Merchant Invest Fokus Danske Aktier, Alfred Berg Danmark og SEBinvest Afdeling 7 Danske Aktier med afkast mellem 53 og 59 pct.

Til sammenligning har det samlede marked opnået et plus på 32 pct., og det niveau har gennemsnittet af fondene i Morningstar Kategorien™ ’Danmark – Aktier’ ikke helt kunnet nå, da det ligger på 30 pct.

Set henover fem år forsvinder en del af fondene fra statistikken, fordi de ikke har eksisteret så længe. Det gælder blandt andet SEBinvests fond fra før. Dens plads i top fem overtages af Carnegie WorldWide/Danske Aktier, men det er Alfred Berg Danmark, som med et afkast på lidt mere end 100 pct. ligger øverst, mens Danske Invest Engros Fokus Danske Aktier og Merchant Invest Fokus Danske Aktier har præsteret plusser på 92 pct.

Af de 18 fonde, som har eksisteret i den femårige periode, er det dog kun de tre her, som har slået det samlede danske aktiemarked, og i snit ligger afkastet på 51 pct. sammenlignet med markedets samlede fremgang på 57 pct. De ringeste fonde har i perioden blot oplevet afkast omkring de 30 pct., hvilket altså svarer til en tredjedel af de bedste.

Top 5 fonde - Danmark - Aktier - over 5 år (13. oktober 2004)
Fondnavn 5 år % 3 år % Morningstar Rating™
Alfred Berg Danmark 101,9 58,0
Danske Invest Engros Fokus Danske Aktier 92,2 58,6
Merchant Invest Fokus Danske Aktier 92,2 58,0
Carnegie WorldWide/Danske Aktier 56,6 23,4
Dexia Invest Danske Small Cap Aktier 54,0 73,3



Ingen garanti

Der er ingen garanti for, at gårsdagens vinder også topper listerne i morgen. Men de lange afkast understreger vigtigheden af at undgå de ringeste fonde og i stedet vælge de bedste. På lang sigt kan det få stor betydning for ens opsparing eller pension, når de bedste fonde altså kan slå de ringeste så eftertrykkeligt, som det er sket i Morningstar Kategorien™ ’Danmark – Aktier’.

Derfor er det ikke ligegyldigt, hvilken fond man vælger, og derfor bør man undersøge udbuddet grundigt.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser