Hvad betyder de røde stjerner?

Morningstar Rating™ kan være en del af en samlet overvejelse til at vurdere det store udbud af fonde op mod hinanden. Læs her om, hvad Morningstar Rating™ er, og hvordan den skal bruges

Niels Pærregaard 16/09/2004
Facebook Twitter LinkedIn

Det kan være en udfordrende opgave at sammensætte en fornuftig portefølje af gode fonde.

Der udbydes nemlig et stadig stigende antal fonde. I skrivende stund er udbuddet til danskerne på 552 fonde. Selvom det øget udbud af fonde giver øget konkurrence til fordel for de private investorer, så betyder det samtidigt, at det bliver stadig sværere for den private investor at skabe overblik. Der kommer Morningstar Rating™ til sin ret som et stærkt og letforståeligt værktøj.

Helt kort kan man forklare Morningstar Rating™ ved, at det er en analyse af alle fonde, som er mere end 3 år gamle. Ratingen viser hvordan fondene har klaret sig målt på de mest relevante forhold – afkast, risiko og omkostninger. Bedømmelsen bygger på historiske oplysninger og giver derfor ikke nogen garanti for, at en fond med en god rating også vil klare sig godt fremover, men Morningstar Rating™ er en rigtig god indikator for den kvalitet, en fond har.


Betydningen

Morningstar Rating™ er en relativ betragtning af fondenes præstationer. Beregningen af ratingen vurderer nemlig fondenes afkast i forhold til fondens risiko og inddrager tilmed de udgifter, den private pålægges, i forbindelse med at investere i den enkelte fond.

En vurdering af forholdet mellem afkast og risiko er yderst relevant, når man skal vurderer en fond. En illustration af, hvorfor risikoen er så vigtig, kunne være en fond, som den ene måned stiger 20 pct., den næste falder 30 pct., for derefter igen at stige med 25 pct. Efter tre måneder har fonden haft en fremgang på 5 pct. En anden fond stiger måske beskedne 1,7 pct. i hver af de tre måneder. Efter tre måneder har den fond også haft en fremgang på cirka 5 pct.

Den sidste af fondene arbejder sig stille og roligt fremad, og over tid opnår den de samme afkast, som den urolige og usikre fond i første eksempel. Da man som investor aldrig kan være helt sikker på, hvornår man skal eller vil sælge sine investeringer, er den stabile fond at foretrække, da den aldrig oplever de vilde kursfald, og da investorer derfor ikke risikerer at skulle sælge i en bølgedal. Det er på den baggrund, at Morningstar Rating™ belønner fonde med lav risiko.


Kategorier

Morningstar har placeret alle fonde i kategorier. Det betyder, at fonde, som investerer i amerikanske aktier, sammenlignes med hinanden og ikke med fonde, der investerer i europæiske aktier, danske aktier eller TMT-aktier. Morningstar Kategorier™ anvendes også, når der gives karakterer til fondene. Det betyder, at Morningstar ikke rater alle fondene i forhold til hinanden, men at ratingen af en fond foretages i forhold til øvrige fonde i den relevante Morningstar Kategori™. For eksempel rates en fond, der invester i danske aktier mod de øvrige fonde i Morningstar Kategorien™ ’Danmark – Aktier’. På den måde får man nemlig et klarere billede af, hvilke fonde, der er bedst til lige akkurat deres specielle fokus.


Omkostningerne

Det er vigtigt, at tage højde for omkostningerne, når fondene skal bedømmes.

Omkostningerne reducerer det reelle afkast til de private investorer. For eksempel er det almindeligt, at fondene tager et gebyr i forbindelse med både køb og salg af investeringsbeviserne, samt et årligt administrationsgebyr. Da omkostningerne samtidigt varierer fra fond til fond, er det et vigtigt element at inddrage i bedømmelsen. Derfor indgår dette aspekt også i Morningstar Rating™.


Stjernerne

Morningstar bruger stjerner til at vise fondenes indbyrdes vurdering i bedømmelsen. Stjernerne er valgt, fordi de giver en god, intuitiv forståelse – de fleste kender en tilsvarende karaktergivning fra for eksempel bedømmelse af restauranter eller biograffilm.

Antallet af stjerner kan gå fra en til fem af slagsen, hvor de ti pct. bedste fonde i en kategori får fem stjerner, mens de næste 22,5 pct. får fire stjerner, de næste 35 pct. får tre stjerner, herefter to stjerner til de næste 22,5 pct., og de ti pct. dårligste fonde tildeles blot en stjerne.


Top 10 pct. i kategorien
Næste 22,5 pct. i kategorien
Middel 35 pct. i kategorien
Næste 22,5 pct. i kategorien
Bund 10 pct. i kategorien


Anvendelse

Tilsammen gør det Morningstar Rating™ til et effektivt værktøj, man som privat investor kan anvende i porteføljeskabelsen. Porteføljeskabelsen er en proces, hvor man starter med at definere sin risikoprofil og dernæst sin aktivfordeling.

For eksempel kan det være, at man kommer frem til, at det vil være passende med 20 pct. af porteføljen i store internationale selskaber. Det svarer til Morningstar Kategorien™ ”Globale Large Cap – Aktier”, hvor der på nuværende tidspunkt er mere end 40 fonde. Det er her, at Morningstar Rating™ kommer ind i billedet, da den kan anvendes til filtrering af fondene, således at man hurtigere kan skille fårene fra bukkene og identificere en mindre gruppe af fonde, man analytisk kan gå mere i dybden med.

Hjælp til dybere analyse af de enkelte fonde, kan man finde på Morningstar.dk. Her kan man for hver fond grave sig ned i de lange og de korte afkast, se mere om risikoen i de enkelte fonde og få en tilbundsgående analyse af indholdet af den enkelte fonds porteføljer – på mere end 436 fonde.


Ingen garanti for fremtiden

Beregningen af Morningstar Rating™ anvender historiske data om fondene – helt præcist kigges der på fondenes kursudvikling gennem de sidste tre år. Fonde der endnu ikke er tre år gamle bliver derfor heller ikke medtaget i ratingen.

Når en fond får en god rating, der bygger på historiske data, er der ikke nogen garanti for, at fonden også gør det godt i fremtiden. Morningstar Rating™ er således heller ikke en anbefaling, men en analyse af historien.

Værdien af Morningstar Rating™ beror på antagelsen om, at menneskerne bag fonden er dygtigere end gennemsnittet til deres arbejde, når en fond historisk har været god til at forvalte deres portefølje med hensyn til afkast og risiko. Hvis antagelsen holder stik, så er sandsynligheden god for, at fonde med gode karakterer også fremover vil gøre det godt.

Antagelsen holder dog ikke altid stik. En blind høne finder også sommetider korn, og mindre dygtige porteføljeforvaltere laver også gode afkast, der resulterer i gode ratings. Omvendt vil dygtige porteføljeforvaltere også kunne blive ramt af uheld.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Niels Pærregaard  Niels Pærregaard

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser