Sparindex og Sparinvest indtog i august pladserne i toppen af ranglisten over de danske foreninger i Morningstar Rating™, mens Nykredit Invest holdt fast i sin rating og sin tredjeplads. I august var der desuden to nye fonde med i Morningstar Rating™, og de fik begge topkarakteren fem stjerner.
Sparindex kunne i august nyde fremgang for to af sine ni fonde, mens en enkelt gik tilbage. Samlet set blev det til en gennemsnitlig bedømmelse på 3,78 røde stjerner i august mod 3,67 i juli, og den fremgang sendte Sparindex op på ranglistens førsteplads foran Sparinvest.
Sparinvest måtte nemlig i august se sig gå en anelse tilbage fra et snit på 3,83 i juli til 3,75 stjerner i august for sine 12 fonde i bedømmelsen. Det var tilbagegang på en enkelt stjerne for Sparinvest Fjernøsten Aktier, som var skyld i det, men Sparinvest rykkede ikke længere tilbage end til ranglistens andenplads.
På tredjepladsen ligger Nykredit Invest, der med et gennemsnit på 3,67 stjerner i Morningstar Rating™ holdt fast i snittet fra juli, og dermed holdt Nykredit også fast i den tredjeplads, som foreningen i juli delte med Sparindex.
Foreningernes rangliste i Morningstar Rating™ | |||
Forening | Snit - august | Antal | Snit - juli |
Sparindex | 3,78 | 9 | 3,67 |
Sparinvest | 3,75 | 12 | 3,83 |
Nykredit Invest | 3,67 | 6 | 3,67 |
Midtinvest | 3,50 | 8 | 3,25 |
Schroder | 3,43 | 7 | 3,71 |
Danske Invest-gruppen | 3,32 | 77 | 3,32 |
BankInvest | 3,15 | 27 | 3,30 |
Jyske Invest | 3,14 | 21 | 2,95 |
Alfred Berg | 3,14 | 7 | 2,83 |
Lån & Spar Rationel Invest | 3,00 | 6 | 2,83 |
Sydinvest | 2,94 | 16 | 2,88 |
SEB | 2,94 | 16 | 3,06 |
Nordea Invest | 2,88 | 25 | 2,68 |
EGNS-INVEST | 2,85 | 13 | 2,77 |
Alm. Brand Invest | 2,38 | 8 | 2,50 |
Højdespringerne
På fjerdepladsen ligger en af højdespringere i august, Midtinvest, der med to fonde, Midtinvest Verden og Midtinvest Europa, i fremgang vandt 0,25 stjerner til et snit på 3,50.
Dermed lagde Midtinvest sig foran Schroder, som faldt fra sidste måneds andenplads til en femteplads, da Schroder havde to fonde, som hver mistede en stjerne, hvorved den gennemsnitlige rating for Schroders syv fonde faldt fra 3,71 til 3,43 stjerner.
Midtinvest var dog ikke den største højdespringer. Det var Alfred Berg, som gik frem fra 2,83 til 3,14 stjerner i snit. Alfred Berg havde to fonde, som oplevede ændringer i Morningstar Rating™ - i hver sin retning – men samtidig fik foreningen for første gang bedømt Alfred Berg High Yield, der debuterede med fem stjerner.
Der var også fem stjerner til TRP-Invest Global High Yield Bonds (PAL), som var månedens anden danske debutant. Begge fonde hører til i Morningstar Kategorien™ ’USD Højrente – Obligationer’.
Over snittet
Blandt de største fondshuse herhjemme ligger Danske Invest-gruppen, der blandt andet tæller fondene under Danske Invest, BG Invest og Merchant Invest, øverst på ranglisten på en sjetteplads. Danske-gruppen har et snit på 3,32 røde stjerner i Morningstar Rating™ for hele 77 bedømte fonde.
BankInvest følger fortsat lige i hælene, trods tilbagegang i august, med et snit på 3,15 stjerner for 27 fonde i bedømmelsen.
På ranglisten, som kræver minimum fem fonde bedømt i Morningstar Rating™, er der i alt 15 foreninger, og det er værd at bemærke, at totredjedele af de danske foreninger har en gennemsnitlig Morningstar Rating™ på niveau eller bedre end det europæiske gennemsnit, som er på tre røde stjerner.
Uden for ranglisten ligger der også en række mindre foreninger, som ikke har tilstrækkeligt med fonde i Morningstar Rating™. Blandt andet er der Dexia Invest, som for sine tre fonde har opnået fem stjerner til hver. Også ValueInvest er godt med. Foreningen har tre fonde i Morningstar Rating™, og de opnår i snit fire stjerner.
Danmark frem
I august var der generel fremgang for de danske fonde, og dermed konsoliderede de sig på den europæiske ranglistes tredjeplads efter Finland på førstepladsen og Storbritannien på andenpladsen.
De danske fonde gik fra et ovrordnet gennemsnit i juli på 3,13 til et snit på 3,18 stjerner i august. Det var ikke nok til at overtage andenpladsen fra Storbritannien, der i august havde et snit på 3,18. På førstepladsen er de finske fonde fortsat urørlige med et snit på 3,71 stjerner.
17.000 fonde i rating
I august blev mere 318 danske fonde vurderet i Morningstar Rating™, mens Morningstar alt i alt bedømte næsten 17.000 fonde fra hele Europa.
Ratingen viser, hvor god eller dårlig en fond gennem de seneste tre år har været til at skabe så højt risiko- og omkostningsjusteret afkast som muligt – målt i forhold til tilsvarende fonde inden for samme kategori i hele Europa. Morningstar opdeler de mange europæiske fonde i mere end 90 Morningstar Kategorier™, således at sammenligningen bliver mere homogen, ensartet og korrekt.
Morningstar Rating™ bedømmer fondene med en til fem stjerner, hvor fem stjerner er det bedste.
Om Morningstar Rating™
Ranglisten over foreninger er alene beregnet for foreninger med fem eller flere ratede afdelinger. Ratingen viser hvor god eller dårlig en investeringsafdeling gennem de seneste tre år har været til at skabe så højt risiko- og omkostningsjusteret afkast som muligt – målt i forhold til tilsvarende afdelinger inden for samme kategori i hele Europa. Morningstar opdeler de mange europæiske afdelinger i mere end 90 kategorier, hvoraf over 35 har deltagelse af danske afdelinger, således at sammenligningen bliver mere homogen, ensartet og korrekt.
Morningstar Rating™ bedømmer afdelingerne i deres europæiske kategori med en til fem stjerner, hvor fem stjerner er det bedste. Fordelingen af stjernerne foregår efter følgende fordelingsnøgle:
Top 10 pct. i kategorien
Næste 22,5 pct. i kategorien
Middel 35 pct. i kategorien
Næste 22,5 pct. i kategorien
Bund 10 pct. i kategorien
Morningstar Rating™ er ikke et udtryk for Morningstars forventninger til afdelingernes fremtidige præstationer, men er alene en vurdering af deres historiske.
Læs mere om Morningstar Rating™ og om, hvordan man bruger den.