Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har hævet den toneangivende rente på de seneste to rentemøder.
Federal Reserve og de økonomiske eksperter forventer samtidig, at udviklingen fortsætter, og spørgsmålet er derfor, hvordan man som obligationsinvestor forholder sig til en periode, der ser ud til at stå på stigende renter. Stigende renter er nemlig traditionelt obligationskursernes fjende nummer et.
Varighed
Det bedste værn imod stigende renter er at fokusere på obligationer med lav varighed, fordi varighed netop er et mål for obligationers følsomhed i forhold til renten.
Tommelfinger reglen er, at hver gang renten stiger med 1 pct. point, så falder kursværdien på en obligationsfond med cirka en gang sin varighed. For eksempel vil en obligation med en varighed på 9 år falde 9 pct. i kursværdi, hvis renten stiger med 1 pct.
Lav varighed på en obligation betyder dermed, at obligationskursen ikke falder så meget, når renterne stiger. Omvendt så stiger obligationer med lav varighed heller ikke så meget, når renterne falder. Det er således heller ikke ubetinget godt at have obligationer med lav varighed. Varigheden er derfor et tveægget sværd.
Noget af fordelen ved de korte obligationer kan dog hurtigt forsvinde. Hvis det er den generelle forventning i markedet, at renterne vil stige, så vil mange investorer søge over i de korte obligationer, og derfor vil priserne stige og dermed gøre dem mindre attraktive.
Virksomhedsobligationer
Et andet alternativ er virksomhedsobligationer, også kaldet high yield eller højrente-obligationer. Denne obligationstype har i forvejen så høj en kuponrente, at de ikke i samme grad vil være påvirket af en række rentestigninger fra Federal Reserve.
Erhvervsobligationer er ikke almindelige obligationer udstedt af eksempelvis den danske stat, sådan som flertallet af danskere kender obligationer. Virksomhedsobligationer er, som navnet tilsiger, udstedt af virksomheder, der ønsker at låne penge af investorerne.
Virksomheder er ikke så kreditværdige som den danske stat eller den amerikanske. Derfor er risikoen ved erhvervsobligationer større end for statsobligationer i de udviklede lande. Investorerne vil kun købe obligationer i virksomheder, hvor risikoen for at miste sine penge er større end med danske statsobligationer, hvis de som kompensation for den højere risiko også modtager en højere rente, og heri ligger tiltrækningen for en erhvervsobligation.
Virksomhedsobligationer er dog langtfra nogen homogen størrelse. Risikoen og dermed kuponrenten afhænger af udstederens kreditkvalitet. En stor velkonsolideret virksomhed kan slippe afsted med at betale en lavere kuponrente end en mindre nystartet virksomhed med større konkursrisiko.
Tveægget sværd
Virksomhedsobligationer kan i det nuværende økonomiske klima med stigende renter være mere fordelagtige end almindelige statsobligationer.
- Når den amerikanske centralbank hæver renten, så er det et udtryk for, at det går godt og at der ikke længere er samme behov for at understøtte økonomien med en lav rente. En god økonomi er ensbetydende med, at det går godt for virksomhederne, og at der vil være færre konkurser. Dermed vil tabsraten på virksomhedsobligationerne også være nedadgående til fordel for kursudviklingen, siger Jørn Jeppesen, obligationschef for Sydinvest.
Men igen er det ikke en entydig regel, at stigende renter er positive for virksomhedsobligationer.
- Det er dog centralt for virksomhedsobligationerne, at renteudviklingen bliver stabil. Hvis den amerikanske centralbank begynder at hæve renten i et højere tempo, som konsekvens af øget inflationsfrygt, så vil det skabe usikkerhed blandt investorerne, der så vil søge over i mere sikre papirer. Resultatet vil være kursfald blandt virksomhedsobligationerne.
Den amerikanske centralbank har dog gennem hele 2004 holdt fast i, at den vil gennemføre renteforhøjelser i et afmålt tempo.
Udvælgelse
Hvordan udvælger man så obligationsfonde, der imødekommer den enkelte investors præferencer?
Et vigtigt værktøj til udvælgelse er Morningstar Kategorien™, der giver mulig for at finde de overordnede grupper af obligationsfonde, som passer til den enkelte investors behov eller ønsker. Morningstar har eksempelvis en kategori for obligationsfonde, som investerer i korte, danske obligationer og en for fonde, der investerer i lange obligationer.
Når den overordnede kategori er fundet, så er det relevant at finde de obligationsfonde som matcher investors ønsker med hensyn til varighed, det vil sige rentefølsomhed, og kreditkvalitet?
Morningstar Style Box™ er et glimrende værktøj til få overblik over obligationsfondene netop med hensyn til disse to forhold. Style Boxen opsummerer kreditkvaliteten og varigheden for obligationsfonde i et intuitivt forståeligt grafisk værktøj.
Varigheden eller rentefølsomheden vises på den vandrette akse og kreditkvaliteten vises på den lodrette akse. De ni felter udtrykker dermed hver deres kombination af kreditkvalitet og varighed.