Det amerikanske præsidentvalg og en nedjustering fra Pfizer, verdens største medicinalselskab, har medvirket til, at den seneste måned har været hård for sundhedsaktierne. MSCI Sunhed har i perioden givet et negativt afkast på 4,8 pct. i danske kroner, hvilket er cirka et procentpoint dårligere end de globale aktier. MSCI Verden har således i samme periode givet et negativt på negativt afkast på 3,7 pct.
De danske fonde i Morningstar Kategorien ™ ’Sundhed – Aktier’ oplevede i den forløbne måned til og med den 22. juli et gennemsnitligt afkast på minus 7,2 pct. Gudme Raaschou Health Care er bedste danske fond i perioden med et negativt afkast på 5,3 pct. Også siden årets start er Gudme Raaschou bedst med et afkast på 6 pct.
Effekten af præsidentvalget
Det forestående amerikanske præsidentvalg har i stigende grad betydning for kursudviklingen for sundhedsaktierne. Demokraterne ønsker en hårdere linje i forhold til den farmaceutiske industris muligheder for at fastsætte priserne, så der kan komme billigere medicin til de amerikanske borgere. Resultatet vil være øget pres på selskabernes bundlinie.
De amerikanske meningsmålinger viser i øjeblikket, at demokraterne sagtens kan vinde valget. Truslen om nye prisregulerende tiltag, der skal gavne forbrugerne, er således kommet tættere på og bliver gradvist indregnet i kurserne på sundhedsaktierne.
- John Kerrys valg af John Edwards som vicepræsidentkandidat betyder, at fremtidsudsigterne med en demokratisk præsident er blevet forværret. Edwards har i sin valgkampagne slået på, at han har fokus på at hjælpe de dårligst stillede i USA, herunder at kæmpe for billigere medicin, siger Niels Antonsen, chefporteføljemanager hos Gudme Raaschou Invest.
Niels Antonsen har ansvaret for afdelingen Gudme Raaschou Health Care.
Tiltag i forhold til medicinalindustrien kan dog først vedtages, når demokraterne også har flertal i kongressen. I øjeblikket har republikanerne flertallet, men der er nyvalg til kongressen om et år. Der er tradition for, at når partifarven skifter på præsidentposten, så vil der også efterfølgende ske et skifte i kongressen til fordel for præsidentens parti.
Pfizer nedjusterer
Verdens største medicinalproducent, Pfizer, nedjusterede den 15. juli omsætningsforventningen for 2004 fra 54 milliarder dollar til niveauet 52,5 til 53 milliarder dollar. Samtidigt fastholdt selskabet dog forventningerne til årets resultat, men aktien faldt cirka 5 pct. på nyheden.
- Markedsreaktionen på nedjusteringen, der trods intakte resultatforventninger medførte et kursfald, skyldes, at Pfizer bliver handlet som et vækstselskab. Investorerne ønsker ikke at se vækstselskaber spare sig til resultaterne, vurderer Niels Antonsen
Pfizer har en markedsværdi på cirka 244 milliarder dollar, og med en vægt på mere end 10 pct. i MSCI Sundhed har selskabets kursudsving stor betydning for indeksets udvikling.
Valg og renter
Aktiemarkedet er præget af udsigten til stigende renter og den høje oliepris. Sundhedsaktierne har tidligere vist deres defensive kvaliteter ved at klare sig bedre end det generelle aktiemarked i svære tider.
- Det bliver det amerikanske valg og Greenspan (chefen for den amerikanske centralbank, red.) der bliver afgørende for sundhedsaktierne i den kommende tid. Hvis Greenspan sætter fart på rentestigningerne, så vil det typisk være positivt for healthcare-aktierne på grund af deres evner i et vigende marked. På den anden side vil denne effekt kunne blive neutraliseret af stærke demokratiske meningsmålinger og i sidste ende en ny demokratisk præsident, vurderer Niels Antonsen