Opsving i sigte

De danske aktier har haft en god måned, selvom der ikke har været selskabsspecifikke nyheder. Opsvinget toner frem i horisonten

Niels Pærregaard 22/06/2004
Facebook Twitter LinkedIn

Danske aktier steg i den forløbne måned med 4,3 pct. frem til og med den 21. juni (målt på MSCI Danmark i danske kroner), mens det toneangivende KFX-indeks gav et afkast på 3,8 pct.

Dermed overperformede danske aktier de globale aktier med 0,9 pct. point. De globale aktier leverede kun et afkast på 3,2 pct. målt på MSCI Verden. Med en stigning på 13,1 pct. har de danske aktier også fra årets start overgået de globale aktier, der kun har leveret et afkast på 7,0 pct. i samme periode.

De danske fonde i Morningstar Kategorien™ ’Danmark – Aktier’ leverede i den forløbne måned et gennemsnitligt afkast på 3,5 pct. frem til den 21. juni. Alm. Brand Invest Danske Aktier var bedst med et afkast på 4,5 pct.


Drevet af økonomiske faktorer

De seneste tids stigninger på det danske aktiemarked er sket på baggrund af ændringer i økonomien og uden reelle selskabsspecifikke nyheder.

- Olieprisen er faldet lidt igen. Samtidigt går overdragelsen af magten i Irak også planmæssigt. Det forventes, at det er nemmere for en lokal regering at sikre ro i Irak og dermed sikre en fortsat olieproduktion. Disse økonomiske faktorer er de mest afgørende for værdistigning på det danske marked, lyder vurderingen fra Kim Korsgaard Nielsen, porteføljemanager for Carnegie WorldWide/Danske Aktier


Cykliske selskaber vil føre an

Kim Korsgaard Nielsen forventer, at opsvinget snart vil slå igennem på det danske aktiemarked. Når opsvinget kommer, vil det specielt være de cykliske selskaber med en høj andel af faste omkostninger, der vil være i centrum. Disse selskaber vil kunne forventes at øge omsætningen betragteligt, og samtidigt vil den høje andel af faste omkostninger betyde, at de ekstra omsætningskroner vil slå direkte igennem på bundlinien.

Som eksempler på danske virksomheder med denne profil, nævner porteføljemanageren fra Carnegie blandt andet DSV, A.P. Møller, Københavns Lufthavne, SAS og Bang & Olufsen.


Regnskaberne for andet kvartal

Den næste væsentlige begivenhed på det danske aktiemarked bliver regnskaberne for andet kvartal, forudser Kim Korsgaard Nielsen. Han pointere desuden, at kursbevægelserne ofte kommer op til aflæggelsen af regnskaberne. Aktiemarkedet tager typisk forskud på både glæder og sorger inden aflæggelsen, så selve offentliggørelsen af regnskabet ofte ikke har nævneværdig kurseffekt, fordi aktiemarkedet allerede har indregnet resultaterne.

Udover de kommende regnskaber i andet kvartal, har aktiemarkedet stadig fokus på ændringer i olieprisen og på risikoen for terror, der ligger som potentielle faktorer, som kan rykke aktiemarkederne – også det danske.

TAGS
Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Niels Pærregaard  Niels Pærregaard

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser