Norden – Finland trækker ned

De finske aktier er smertensbarnet blandt de nordiske markeder, som ellers klarer sig bedre end det øvrige Europa

Sten Blindkilde 04/06/2004
Facebook Twitter LinkedIn

Aktiemarkederne i Norden har indtil nu i år ligget lunt i svinget sammenlignet med det øvrige Europa. Især de norske og de svenske aktier har klaret sig fint. I maj var det dog mest af alt de Norske aktier, der kunne registrere fremgang.

De nordiske aktier var ved udgangen af maj målt i dollar i år steget med 0,3 pct., mens aktierne i euroland havde tabt 3 pct. I forhold til de globale aktier haltede det dog lidt, da de havde oplevet en fremgang på 0,6 pct.

Aktierne på børsen i Oslo, målt på MSCI Norge, var steget med 10,1 pct., mens de svenske fulgte lige efter med et plus på 6,7 pct. Det danske marked lagde sin ind på tredjepladsen efter en fremgang på i alt 3,6 pct., mens de finske var nede med 12,9 pct. – altså i minus.


Lave renter – forskellige udsigter

I maj var afkastene beskedne bortset fra de norske aktier, der steg med 4,4 pct. målt i dollar svarende til et plus på 2,1 pct. i norske kroner.

De norske aktier var gavnet af fortsat høje oliepriser og gode makroøkonomiske nøgletal. Lige så vigtigt var det dog, at Norges Bank, landets centralbank, i slutningen af april fastholdt sin rente på 1,75 pct. og en lempelig udsigt. Banken lod forstå, at Norge ikke vil være blandt de første og mest aggressive, når renteforhøjelserne sætter ind, blandt andet fordi udsigterne for inflation i Norge er positive.

De svenske aktiers fremgang i år kan henføres til en mere ensidig hændelse. Ericsson. Aktien er steget med 61 pct. i årets første fem måneder, og det har trukket det svenske marked. Blandt de ti største selskaber i Sverige, som tilsammen tegner sig for mere end halvdelen af værdien på Stockholm Fondbörs, er der kun tre andre aktier i plus – Hennes & Mauritz, Volvo og SEB.

Der er dog en positiv nyhedsstrøm, som er mere bred. Ifølge Dagens Nyheter har alle de store selskaber i Sverige i deres kvartalsrapporter i april og maj lovet øget efterspørgsel, og næsten alle regner med fremgang på indtjening.

Til forskel fra den norske centralbank har Riksbanken i Sverige tilsyneladende skiftet syn på den fremadrettede situation og hælder nu mod en stramning med en henvisning til et behov for højere renter i fremtiden. For øjeblikket ligger renten i Sverige på 2 pct. – ligesom i euroland og i Danmark.

De finske aktier udgør bagtroppen i Norden. I særlig grad er det Nokia, som trækker ned. Selskabet er stærkt dominerende på den fiske børs og dens overordnede performance og med et minus på næsten 20 pct. i år, har det trukket end.


Den internationale stemning

De nordiske markeders udvikling er stærkt afhængig af den internationale udvikling, som præges af stor usikkerhed for øjeblikket. Selv om den globale økonomi, og især den amerikanske, viser tegn på et solidt opsving, så er der udsigt til renteforhøjelser, og risikoen for terror samt de høje oliepriser lægger en dæmper på entusiasmen.

Udsigten til stigende renter er heller ikke positivt for obligationer og efter sidste års aktierally, mener flere og flere analytikere, at prissætningen på aktier og obligationer er pænt i balance – med en lille fordel til aktierne.

Den neutrale situation er også grund til øget usikkerhed, og samlet set vil det også påvirke de nordiske aktier.

Jonas Lindmark, redaktør hos Morningstar i Sverige, bidrog til denne artikel.

TAGS
Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser