IT på vippen

Økonomien synes på vej frem. Tiil gavn for IT-aktierne. På den anden side har investorerne måske allerede taget glæderne på forskud

Sten Blindkilde 16/04/2004
Facebook Twitter LinkedIn

Efter en mat periode i marts har IT-aktierne igen i april vist fremgang, og siden årets start er det blevet til et plus for de danske fonde i Morningstar Kategorien™ ’Tech Media Tele - Aktier’ på 7,1 pct. Den seneste måned har fremgangen alene været på 5,1 pct. – beregnet den 15. april 2004.

Bedste fond har i begge perioder være Sydinvest e-Business, der siden årets start er steget med 12,6 pct. og med 11,3 pct. i en seneste måneds tid.

De danske fonde som helhed har på den baggrund ikke helt kunnet følge konkurrenterne i Europa, der i gennemsnit er steget med 8,2 pct. siden årsskiftet.


Blandede bolsjer

Nasdaq er indtil nu i år – målt i dollar – stort set uændret. Som eksemplet med Sydinvest e-Business viser, så er det ikke alle undersektorer i IT-sektoren, der kan følge med netop e-business-segmentet.

Et godt undersegment har været Internet-services, hvor selskaber med Yahoo! i spidsen ventes at vise indtjeningsvækst 124 pct. i første kvartal, når regnskaberne i denne tid offentliggøres. Netop Yahoo! offentliggjorde i sidste uge sit kvartalsregnskab, som viste stærk fremgang og aktien steg med 16 pct. på en dag.

Teknologi-service er derimod en undersektor, der ikke har den samme luft under vingerne. Ifølge det amerikanske analysebureau First Call ventes denne undersektor at opleve en vækst i indtjeningen på blot 6 pct. i første kvartal.

Samlet set ventes den overordnede teknologi-sektor at kunne fremvise stigninger på omkring 50 pct. i indtjeningen, men de ubehagelige overraskelser kan komme. Eksempelvis formåede Nokia trods vækst på markedet for mobiltelefoner ikke at hente den ventede vækst hjem.

Netop de høje forventninger kan sætte en fælde for investorerne, for skuffelser vil kunne betyde store kursfald. Et andet risiko-moment er de fortsatte renterumlerier. De seneste inflationstal fra USA giver frygt for rentestigninger i USA – nu før end senere.


Længere sigt

Høje forventninger til 2005 kan også få negative konsekvenser. Flere analytikere har peget på, at markedet tilsyneladende prissætter en højere vækst i 2005, end hvad der er realistisk.

På den anden side er der også en del, som taler for. Renten er endnu stimulerende og rekordlav på 1 pct. Den amerikanske økonomi er i stærk fremgang, og væksten ventes at lande på cirka 4 pct. i 2005. Samtidig er erhvervsledernes optimisme også på et rekordhøjt niveau.


De store selskaber

Sidste år var fremgangen i IT-sektoren meget stærk. Trods et surt marked i næsten hele første kvartal sluttede den gennemsnitlige fond i Morningstar Kategorien™ ’Tech Media Tele – Aktier’ med et plus på 22,5 pct.

Det var især de små og mellemstore selskaber, som trak for i det globale kursopsving, men det var i mindst lige så lang udstrækning gældende for IT-sektoren.

Derfor er forventningerne, at nogle af de oversete store selskaber står for tur. Morningstar i USA gennemfører en rating på en lang række amerikanske aktier. Ratingen er baseret på den rabat, der er på selskabernes aktiekurs i forhold til Morningstars egne fair value på selskaberne.

Blandt andet har Microsoft, der producerer software, opnået fem stjerner. Inden for hardware har Nokia trods skuffelsen i første kvartal fire stjerner. Inden for telekommunikation har store AT&T og Level 3 Communications opnået fem stjerner. Mens Comcast på medie-siden har opnået fire stjerner. Yahoo! er efter kvartalsregnskabet under revision.


Over fair value

Men Morningstar i USA’s beregninger af prisfastsættelsen af det generelle amerikanske aktiemarked indikerer samtidig, at aktiernes handles noget over fair value – 1,06 gange. På Nasdaq har investorerne spændt buen noget hårdere, da kurserne ved udgangen af marts lå 1,16 gange over fair value.

Man skal dog huske på, at aktierne historisk har været hurtigere til komme tilbage, når de har været undervurderede, mens de, når de har været overvurderede, har kunnet holde niveauet i længere perioder. Tænk bare på boblen op gennem 1990’erne.

Investorer i ’Tech Media Tele – Aktier’ må altså leve med en del usikkerhed i den kommende tid.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser