Brasilien bremser Latinamerika

En nylig rentesænkning i Brasilien, genetablering af det økonomiske parløb mellem Mexico og USA og Argentinas aftale med IMF er nogle af de store begivenheder, som har præget Latinamerika den senere tid

Fernando Luque 30/03/2004
Facebook Twitter LinkedIn

De latinamerikanske aktier er fortsat med at klare sig bedre end de udviklede markeder i USA, Japan og Europa. Fra starten af 2004 er MSCI Latinamerika steget med 8,6 pct. målt i kr., mens de globale aktier – målt på MSCI Verden – er steget med 5,8 pct.

Sammenlignet med de øvrige nye markeder er Latinamerika dog haltet noget efter. Igen, siden årets start er MSCI Østeuropa og MSCI Fjernøsten ex. Japan steget med henholdsvis 28,9 og 9,7 pct.


Stagnerende økonomi i Brasilien

Den ringere performance relativt til de øvrige nye markeder, skyldes den svære start på året, som Brasilien har haft. De brasilianske aktier har indtil nu i år tabt 0,5 pct.

Ifølge Juan Ignacio Katz, porteføljeforvalter for ABN Amro Latin America Equity Fund, skal Brasiliens dårlige start på 2004 findes i to årsager.

For det første havde den brasilianske centralbank holdt renten uændret i en længere periode, i to måneder, mens økonomien viste en del svaghedstegn, blandt andet med et fald i BNP på 0,1 pct. i 2003. Den 17. marts handlede centralbanken dog og sænkede renten med 25 basispunkter til 16,25 pct.

- For det andet var der en strøm af negative forlydender om upassende finansierings-praksis hos det brasilianske arbejderparti, præsident Lulas parti, i forbindelse med dets valgkamp. Markedet er derfor bekymret for, om en eventuel parlamentarisk undersøgelse, der kan skade regeringens ellers gode image, forklarer Juan Ignacio Katz.


Lavere inflation

Ikke desto mindre er Brasiliens situation i bedring. Inflationen, der traditionelt er en akilleshæl for landet, er tilsyneladende under kontrol. I sidste måned steg priserne i Brasilien med 6,7 pct. på en årlig basis, sammenlignet med 9,3 pct. for hele 2003 og et mål på 5,5 pct. for 2004.

Kan Brasilien holde sig inden for inflationsmålet, er der lagt op til yderligere rentesænkninger, mener James Gotto, manager for Schroder ISF Latin American Fund.

- Selv om nylige inflationsdata har skuffet en smule, så venter vi, at centralbanken vil fortsætte med at reducere renterne i de kommende måneder, hvilket vil støtte et opsving i den indenlandske efterspørgsel, vurderer Gotto og fortsætter:

- Høje råvarepriser støtter også regionen som helhed, og de hjemlige økonomier synes positioneret til at blive styrket i 2004, hvilket burde betyde relativ god performance i de kommende måneder.

Et usikkerhedsmoment lurer dog i Brasilien og regionen som helhed, nemlig reaktionen på aktiemarkederne på en rentestigning i USA, som af flere og flere spås komme allerede i år.


Mexico på sporet?

Mexico har hidtil i år været det bedste marked i regionen med et plus på 23,9 pct. på MSCI Mexico. Et interessant argument for landets relativt stærke performance er, at Mexico har genetableret det økonomiske parløb med USA.

I en nylig rapport fra den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley hed det blandt andet, at ”efter en bekymrende periode i tredje kvartal 2003, da industriproduktionen steg overbevisende i USA, mens den mexicanske fortsatte med at falde, er du to lande igen begyndt at bevæge sig parallelt.”

Det er vigtigt at huske, at sidste år steg de mexicanske aktier alene 10,8 pct., sammenlignet med 44,7 pct. for MSCI Latinamerika. I 2003 var der desuden en del bekymring over den kinesiske konkurrence, og landets valuta, pesons, styrke, der havde svækket linket til USA.


Mexicansk fremgang

Faktum er dog, at Mexicos økonomi på det seneste har vist tegn på fremgang i industriproduktionen efter det amerikanske løft. Med dette link genetableret

er Mexicos største problem hastigheden i det amerikanske opsving.

- Uden en stærk eksport til USA, vil Mexicos opsving formentlig halte, hed det i Morgan Stanleys rapport.

James Gotto fra Schroder er også forsigtig med hensyn til udsigterne for Mexicos økonomi.

- Der er mulighed for yderligere pengepolitisk stramning på kort sigt, da landets centralbank ønsker at holde snor i inflationen og begrænse lønstigningerne. Det kan potentielt dæmpe den hjemlige efterspørgsel, selv om vi mener, at det amerikansk-ledede opsving i produktionen vil være mere toneangivende for Mexicos økonomi, lyder det fra Gotto.

Han peger på, at fremstillingssektoren tegner sig for en tredjedel af Mexicos officielle arbejdsstyrke, og udsigten til styrket beskæftigelse i fremstillingen, bør understøtte forbruget, selv om renterne skulle stige.

Den private investor skal altså ikke vente en fortsættelse af de flotte afkast på mexicanske aktier, som man ellers hidtil har set i år.


Argentinas gæld

Endelig er der Argentina, der stadig kan notere stærk fremgang på det nationale aktiemarked. Efter en stigning på næsten 70 pct. i 2003, er markedet i Buenos Aires steget med 10,3 pct. i år.

Den positive nyhed fra Argentina er, at landet har opnået en aftale med den Internationale Valutafond (IMF) om et lån på 3,1 mia. dollar. Men til gengæld skal regeringen, med Nestor Kirchner i spidsen, genforhandle den udenlandske gæld til private kreditorer, som Argentina har indført et betalingsstop på.

På nuværende tidspunkt har Argentina tilbudt at betale 25 pct. af gælden tilbage, og det tilbud har IMF afvist sammen med de private kreditorer, der kræver mindst 65 pct.

Ifølge Anne Krueger, IMFs direktør, vil ”en konsistent implementering af tilbagebetalingsrammen være essentiel for den fortsatte støtte fra det internationale samfund.”

Denne kommentar er skrevet af Fernando Luque, der er Morningstars redaktør i Madrid.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Fernando Luque

Fernando Luque  es el Senior Financial Editor de www.morningstar.es

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser