Usikkerheden har igen meldt sig på banen efter terrorangrebet i Madrid for fjorten dage siden og fortsat tvivl om opsvinget i både Europa og USA. Aktiemarkederne i Europa har reageret med nervøsitet og kursfald, og de europæiske fondshuse har på den baggrund også dæmpede forventninger til aktiemarkedernes udvikling i den kommende tid.
Skal man således tro på de europæiske foreningers egne spådomme, så skal de private investorer ikke vente de samme høje aktieafkast det kommende år, som de har fået de seneste 12 måneder.
De fleste fondshuse i Europa, 61 pct. af de adspurgte i Morningstars European Fund Trends for marts, venter en stigning på de globale aktier på mellem 5 og 10 pct. det næste år. Det er cirka på niveau med svarene i februar. Antallet af fondshuse, der er mere positive end det, er dog faldet. 16 pct. spår om en stigning på MSCI Verden på mellem 10 og 15 pct., mens tallet i februar var på 21 pct., og tilbage i januar var det 41 pct., som havde forventninger om mere end 10 pct. fremgang.
Den mere afdæmpede forventning står i stærk kontrast til de plusser, som fondsinvestorerne det seneste år har kunnet glæde sig over. I snit er aktiefondene udbudt til salg herhjemme steget med 31,8 pct., hvoraf den mest givtige har givet 100 pct.
Store selskaber
Trods de mere afdæmpede forventninger er det fortsat vækstaktierne, der er mest i favør, selv om næsten halvdelen af fondshuse i Europa er neutrale. Næsten hver tredje peger på vækstaktierne som det bedste valg det kommende år, mens 22 pct. ser de defensive værdiaktier som det mest favorable.
Der er til gengæld mindre slinger i valsen, når fondshusene fokuserer på selskabsstørrelserne. De seneste år har de små selskaber – også kaldet Small Cap – klaret sig klart bedre end de store selskaber – Large Cap. Men det billede, spår eksperterne, vil vende. Således mener næste seks ud af ti adspurgte, at Large Cap-selskaberne vil klare sig bedst. Kun 15 pct. tror på Small Cap.
Forskellen på vækst og værdi og Small Cap og Large Cap er ganske vigtig for private investorer. For der er også store forskelle på afkastet. I 2003 havde den gennemsnitlig fond i Europa med fokus på små selskaber et afkast på 29,4 pct., mens fonde med fokus på store selskaber blot steg 13,2. Pct. Forholdet for vækstfokuserede og værdifokuserede fonde var et afkastfavør til vækstorienterede fonde på 3 pct.point, mens situationen var omvendt til fordel for de defensive aktiefonde i eksempelvis 2001 på 10,pct.point.
Derfor er det vigtigt at have en holdning til fondenes investeringsstil eller i det mindste sikre sig en balanceret blanding.
Asien og Japan
Mens holdningen til de globale aktier er blevet mere tøvende, så holder fondshusene i Europa stadig fast i Asien som den mest attraktive region, med 42 pct. Forhåbningerne om et opsving, der vil gavne regionens eksportafhængige økonomier, og Kina som vækstlokomotiv er forklaringen på den positive indstilling. Også Japan, der er verdens tredjestørste aktiemarked vinder større tilslutning. 36 pct. spår Japan som det bedste marked mod 17 pct. i februar.
De fortsat høje oliepriser slår formentlig igennem i holdningen til sektorer. 20 pct. af de adspurgte peger på energi-sektoren som den bedste det næste år, mens andenpladsen indtages af finans-sektoren med 17 pct.
Renterumlerier
Selv om spekulationerne går på en mulig rentesænkning fra ECB’s side, så er der frygt for stigende renter blandt de professionelle investorer. Stigende renter betyder faldende obligationskurser og især lange obligationsfonde vil blive ramt af det.
Derfor peger næsten tre ud af fire adspurgte fondshuse på, at de korte obligationer vil klare sig bedst i det kommende år. Samtidig venter hvert tredje fondshus i Europa, at spekulative erhvervsobligationer vil klare sig bedst blandt obligationsinvesteringerne.
Morningstars European Fund Trends er en rundspørge til de største fondshuse i de europæiske lande. I marts deltog 63 fondshuse. I snit har de 63 fondshuse 400 mia. kr. under forvaltning. Fra Danmark deltog Danske Invest, Jyske Invest og Nordea Invest.
Læs hele European Fund Trends.