MSCI Fjernøsten ex. Japan er steget med 3,4 pct. siden årets start målt i dollar. Sammenlignet med det har udviklingen i de globale aktier været ringere med et minus på 0,6 pct.
De asiatiske markeder har dog ligget højere tidligere på året, men er nu faldet tilbage – senest i de sidste par uger på grund af den politiske usikkerhed efter bomberne i Madrid og usikkerheden omkring præsidentvalget i Taiwan efter attentatet på præsident Chen.
Malaysia (op med 15,4 pct.) og Indonesien (er steget 11, 6 pct.) har klaret sig bedst. Tredjebedste marked har været Indonesien og Taiwan med et plus på cirka 6,5 pct., men netop Taiwan er i løbet af mandag i denne uge faldet med 6,6 pct. og har dermed taget halvdelen af årets fremgang tilbage.
De værste markeder har indtil nu i år været Thailand med et minus på 11 pct., Indien med et minus på 9 pct., Kina med minus 5 pct.
Trods den relativt langsomme start på året i Asien fastholder forvalterne dog det positive syn. Ifølge den seneste rundspørge fra Merrill Lynch venter netto 71 pct. af forvalterne i Asien, at regionens økonomi vil blive styrket de kommende 12 måneder. Netto 76 pct. venter også stigende indtjening, og netto 41 pct. peger på, at regionens aktier er undervurderede.
Fokus på Kina
Til trods de politiske usikkerheder – både globalt og lokalt i Taiwan – så er fokus først og fremmest rettet mod Kina. Efter at have trukket regionens økonomi op med en vækst på 9,1 pct. i 2003, forsøger de kinesiske myndigheder nu at begrænse Kinas vækst til 7 pct. i år. Det kan synes underligt, men skyldes frygten for, at økonomien overopheder og boblen springer.
En måde, hvorpå en overophedning kan manifestere sig er ved stigende inflation, og derfor er det bekymrende, at netto 70 pct. af asiens porteføljeforvaltere – i Merrills rundspørge – venter en stigende inflation over det næste års tid.
Inflationsskader
Inflation er dog ikke kun dårligt nyt.
- En lille smule inflation ville være gode nyheder, siger Angus Tulloch, chef for nye markeder og Asien hos Fist State Investments.
Indtil for nylig frygtede man deflation, og derfor vil et svagt skifte mod inflation være positivt, men hvis inflationen kommer ud af kontrol, kan det få store skadevirkninger.
En af de mest effektive måder at bremse økonomien på, er at indføre en mere restriktiv lånepolitik. Tilbage i september strammede myndighederne kravene til bankernes reserver – den kapital bankerne skal have i forhold til udlånene. Myndighederne i Kina prøver også på at overtale den ellers overvejende statsejede bank-sektor til at udlåne mindre. Men det er ikke så let for myndighederne at kontrollere de lokale banker ude i provinserne.
- Kineserne har et ordsprog, der hedder ”bjergene er høje, og kejserne er langt, langt væk”, siger Angus Tulloch fra First State.
Thailand puster ud
Andetsteds i regionen er der bekymring på baggrund af rigsretssagen mod præsident Roh Moo-hyun i Sydkorea, men porteføljemanagerne ser dette som en kortsigtet uro, snarere end langsigtet problem.
- Vi mener, at det er en del af en langsigtet demokratiserings trend, vurderer Elizabeth Desmond, porteføljemanager hos Delaware International Advisors, og peger på, at den langsigtede effekt vil være positiv.
Thailand har også lidt under tilbagegang, efter at aktierne sidste år mere end fordobledes i værdi (markedet steg 135 pct.). Investorerne er bekymrede for regeringens håndtering af fugelinfluenzaen, og samtidig er der uroligheder i landets sydlige, muslimsk-dominerede region.
Ikke desto mindre anses disse problemer for mindre relativt til regionens overordnede vækstpotentiale.
Denne kommentar er skrevet af Daniel Ben-Ami, der er Morningstars redaktør i London.