Danske aktier fortsætter frem

De danske aktier fortsætter fremgangen, og Morningstar Kategorien™ 'Danmark - Aktier' har præsteret det bedste afkast indtil nu i år

Sten Blindkilde 06/02/2004
Facebook Twitter LinkedIn

Fonde med fokus på danske aktier topper afkastene siden årets start. Ikke bare set i et hjemligt perspektiv, men faktisk i konkurrence med hele Europa.

I snit har fondene i Morningstar Kategorien™ ’Danmark – Aktier’ siden den 1. januar præsteret et afkast på 10 pct. Absolut ikke noget ringe afkast for den korte tid, men faktisk er det kun fonde med fokus på små selskaber i England, som har formået at følge nogenlunde med, da de fonde i snit har lavet et afkast på 8,3 pct.

Således er ’Danmark – Aktier’ indtil nu i år den bedste kategori ud af 91 Morningstar Kategorier™.


Positiv nyhedsstrøm

Dermed fortsætter den gode performance blandt danske aktiefonde, da investeringsuniverset i 2003 sluttede som det tredjebedste med et plus på 34,4 pct. Det var kun Morningstar Kategorierne ’Sverige Mid/Small Cap – Aktier’ og Latinamerika – Aktier’, der på europæisk plan kunne fremvise et bedre afkast sidste år. Til sammenligning tabte de ringeste kategorier i 2003 mere end 15 pct. – typisk på grund af eksponeringen til dollaren, som faldt gevaldigt.

Fremgangen i Danmark skyldes flere forhold. For det første anses de danske aktier i et europæisk perspektiv stadig for relativt billige – en melding man har hørt fra både Danske Securities og fra Nordea Securities.

Men samtidig har der også den gennem januar og her i starten af februar været en lind strøm af positive nyheder fra selskaberne. Senest blev Danske Banks og Novo Nordisks regnskaber modtaget positivt af aktiemarkederne torsdag og tidligere på ugen brød fusionshistorien mellem Group 4 Falck og Securicor frem i medierne.

Hos A.P. Møller – Mærsk, der jo virkelig trak læsset i KFX-indekset i 2003, kan man glæde sig over medierapporter om stærkt stigende fragtrater; en udvikling, som i øvrigt også gavner de andre rederier, såsom D/S Norden og D/S Torm, på Fondsbørsen.

Netop D/S Torm og D/S Norden er i forvejen inde i en positiv kursudvikling på grund af Nordens forsøg på at overtage Torm. Og i januar kom Bang & Olufsen med et regnskab, som imponerede, og aktien steg mere end 30 pct. i januar, mens Carlsberg annoncerede overtagelse af dele af den tyske bryggerigruppe, Holsten.


Vækst undervejs

Ganske vist er dansk vækst bedre end Europas generelt, og forventningen er, at den danske økonomi vil opleve fremgang på dette punkt i 2004. Men dansk vækst halter fortsat bagefter den globale og langt efter USA – selvom Danmark altså ligger lunt i svinget i forhold til euroland.

I 2003 voksede dansk økonomi med anslået 1,2 pct., mens væksten ventes at stige i år til omkring 2 pct. I USA røg væksten derimod i vejret især i tredje kvartal, og estimaterne peger på en fremgang over 2,5 pct. i 2003, mens de fleste økonomer spår om mere end 4 pct. i år.

En ting er dog væksten, en anden er valutakurserne. Dollarens fald over for euroen og dermed den danske krone er et problem. Det svækker konkurrenceevnen for danske eksportvirksomheder, hvis varer bliver dyrere, og omsætning og overskud rammes af, at varer solgt i dollar bliver mindre værd i danske kroner.

Derfor er dollarens fortsatte udvikling i fokus, da det kan risikere at lægge en dæmper på aktierne i år.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser