Norden i front

Danske aktier hører til de bedste i år blandt de modne markeder. Blandt de få markeder, som har klaret sig bedre, finder man Sverige

Sten Blindkilde 10/11/2003
Facebook Twitter LinkedIn

De svenske aktier hører til i den absolutte top af de modne aktiemarkeder i år med et plus på MSCI Sverige på 45,4 pct. siden årsskiftet og frem til den 7. november (målt i dollar), mens næstbedste marked har været Canada med cirka 42 pct. i plus.

Sverige ligger således langt foran det gennemsnitlige niveau i Europa og for hele verden generelt. Således er MSCI Europa steget med 20,7 pct., mens MSCI Verden er gået op med 22,1 pct.

Set i forhold til de andre nordiske markeder er der også god luft ned til Danmark på andenpladsen med 37,3 pct., mens Norge og især Finland ”halter” efter med plusser på henholdsvis 30,3 og 15,9 pct.

Overordnet set er de nordiske markeder dog godt med fremme, og således er Morningstar Kategorien™ ’Norden – Aktier’ med 118 fonde fra hele Europa i snit gået frem med 26,9 pct. (målt i danske kroner) siden årets start. Det er således afkastet i Finland, som især trækker ned, da kategorierne med fokus på danske aktier, svenske aktier og norske aktier alle ligger foran den samlede nordiske kategori.


Varm oktober

Oktober blev den næstbedste måned for svenske aktier i år, og ved udgangen af måneden var Affärsvärldens Generalindex, ifølge Morningstar i Sverige, steget med 78 pct. (målt i dollar) det seneste år. Regnskaberne for tredje kvartal, som blev offentliggjort i oktober var i deres helhed bedre end ventet af investorerne og det var med til at løfte de svenske aktier.

Men udsigterne for den kommende tid er mere lunkne. Forventningerne til et globalt opsving er muligvis fuldt indregnet i de svenske aktiekurser, og samtidig vil investorerne generelt flytte fokus fra de mindre og mere aggressive selskaber over mod store og stabile virksomheder, og det vil formentlig gavne de store børser i Europa frem for den i Stockholm.


Fortsat lav rente

Også i Norge var der flot fremgang at hente i oktober efter tilbagegang i september. Også i Norge var det regnskaberne for tredje kvartal, som overraskede positivt og med forbedrede forventninger til fremtiden, skriver Morningstar i Norge.

Omvendt er signalerne fra norsk økonomi endnu blandede. Den norske centralbank, Norges Bank, har indikeret, at den vil fastholde de lave renter en tid endnu, hvilket formentlig skal tolkes derhen, at banken endnu ikke mener, at der er fast grund under opsvinget i Norge, selv om privatforbruget er stigende.


Tid til rebalancering

Både for det danske aktiemarked såvel som det svenske og det norske gælder, at forventningerne til den kommende tid er mere forsigtige, nu da alle markederne har vist flot fremgang i år. For mange private investorer gælder også, at hvis de har en dansk aktiefond og/eller en nordisk aktiefond, så kan de meget vel have oplevet så stor fremgang i disse, at det er tid til at rebalancere porteføljen.

Som eksempel kan man forestille sig en investor, der ved starten af året har placeret 30 i en dansk aktiefond og 15 pct. i en nordisk aktiefond. De er i snit steget med henholdsvis 35 og 24 pct. siden årsskiftet. Antages det, at den øvrige del af porteføljen – som måske er sat i obligationsfonde – hverken har tabt eller vundet siden årets start, vil de to investeringsuniverser i dag udgøre henholdsvis 36 og 16 pct. af porteføljen.

Det kan være mere, end den enkelte har brug for, og derfor er det en god ide at undersøge sin portefølje for at se, om afkastene gennem den senere tid har rykket rundt på balancen, så den ikke længere passer til ens individuelle risikoprofil.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser