De internationale finansmarkeder deles ofte op i to hovedkategorier: De udviklede markeder og de nye markeder. De udviklede markeder udgøres først og fremmest af Nordamerika, Vesteuropa og Japan, mens de nye markeder er Latinamerika, Fjernøsten, Central- og Østeuropa samt Afrika og Mellemøsten.
Næsten uanset hvornår man kigger, og uanset hvilken kort eller mellemlang periode, man kigger på, så finder man stort set hver gang en eller anden mindre aktiefond eller obligationsfond på de nye markeder i toppen af afkasttabeller.
Lige nu er det navne som Jyske Invest Kinesiske aktier og Alfred Berg Rusland, som har klaret sig bedst på en måneds sigt. Målt over et halvt år er der tre aktiefonde på nye markeder, som ligger øverst, og over et år er der tre ud af de fem første på listen.
Sådan kan man blive ved med at finde fonde, der investerer enten i aktier eller obligationer fra de nye markeder, som fører an i de forskellige afkastperioder.
Det er afkast, der kan lokke de fleste, men som det så ofte er sagt, er historiske afkast ingen garanti for de fremtidige. Og netop med fonde, som fokuserer på de nye markeder – hvad enten det er aktiefonde eller obligationsfonde – skal man hele tiden have i baghovedet, at de er meget risikable.
Positive lodder
Der er mange positive momenter, som taler for investering i de nye markeder. Hvis man følger lidt med i aviserne, vil man hurtigt lægge mærke til, at mange af de nye markeder oplever imponerende vækstrater. Kina er nok det bedste eksempel med en ventet BNP-vækst i år på 8,5 pct.… selv om de fleste økonomer stiller spørgsmålstegn ved rigtigheden af de tal, som den kinesiske regering udsender.
Ikke desto mindre understreger tallet den rivende udvikling, som mange nye markeder gennemgår, og den store amerikanske investeringsbank Goldman Sachs har i en nylig rapport beregnet, at de fire BRIK-lande, Brasilien, Rusland, Indien og Kina, i 2050 kan have en samlet økonomisk størrelse, der vil overgå de nuværende seks største økonomier.
Set i det lys er der ikke tvivl om, at de nye markeder har et enormt potentiale, og hvis man dertil lægger, at prissætningerne på eksempelvis aktier i de nye markeder er meget lavere – altså med rabat – end i de udviklede, kan investorerne meget vel opleve de allerbedste afkast i disse regioner.
Altid forbehold
Pilen peger altså opad, men det har den gjort så mange gange før. Eksemplerne på ventet vækst, der er blevet pludseligt afbrudt er mange, hvilket kriserne i Brasilien og Argentina sidste og forrige år vidner om, men også nedturen i de asiatiske tiger-økonomier i slutningen af 1990’erne og i Rusland i 1998 står i frisk erindring.
Det er også værd at huske på, at det ikke kun er de interne forhold, som skal være på plads, for at stor vækst er mulig for de nye markeder. At landenes regeringer liberaliserer og gennemfører reformer er ikke nok. Risikoen vil altid være, at udefra kommende faktorer påvirker udviklingen negativt.
Protektionisme og andre eksterne omstændigheder – så som råvarepriser eller negativ vækst på eksportmarkeder – kan hurtigt knuse en positiv udvikling i de udsatte lande, som de nye markeder ofte er.
Potentiale og risiko
Potentialet er der, men det er risikoen også. Derfor skal man som privat investor ikke satse på makro-økonomiske spådomme, når investeringsbeslutningerne skal tages. Det er meget svært, hele tiden at få ret.
Desuden vil investering ud fra et makro-økonomisk perspektiv ikke tage den enkelte investors særlige forhold i betragtning. Den enkeltes risikotolerance, investeringshorisont og investeringsmål vil nemlig ikke være inddraget i ligningen.
Fra et porteføljesynspunkt, med et mål om at diversificere, er der dog gode argumenter for at inddrage de nye markeder. De udvikler sig sjældent fuldstændig ensartet med de udviklede markeder. Gennem de sidste tre års aktienedtur har Østeuropa for eksempel klaret sig noget bedre end resten af verden, og samtidig er vækstudsigterne overbevisende nok til at inddrage en mindre eksponering til regionerne.
Men det er meget volatile investeringer. Den typiske aktiefond i de nye markeder tabte eksempelvis 32 pct. i perioden fra juni til og med august 1998. I den samme periode mistede den typiske obligationsfond i de nye markeder 34 pct.
Derfor bør de fleste investorer næppe have mere end 10 pct. af deres investeringer i de nye markeder, og for de flestes vedkommende formentlig mindre end det. Et loft på det niveau vil også i højere grad matche sammensætningen af de globale finansielle markeder, mens en stor vægt, vil medføre en portefølje i ubalance og uden diversificering.
Endelig skal man huske på, at globale aktiefonde også ofte investerer en del af formuen i de nye markeder. Enkelte bredere obligationsfonde med fokus på globale obligationer gør det samme. Derfor kan man sagtens allerede have en passende eksponering til de nye markeder, og man skal passe på ikke at købe dobbelt ind.
Obligationer eller aktier?
Der er gode argumenter for at investere i både aktier og obligationer fra de nye markeder. De flotte positive afkast står dog ikke alene, men går hånd i hånd med bratte fald. Derfor bør man som minimum have en lang investeringshorisont, så man kan stå de dårlige tider igennem.
Om man lige skal vælge aktierne eller obligationerne er et andet spørgsmål. Begge aktivklasser står formentlig foran gode langsigtede afkast, men er også hver især meget mere risikable end deres ”modparter” i de udviklede markeder. For obligationerne i de nye markeder gælder, at de gennem de seneste fem år har haft rigtig god performance, og man må derfor være parat til at acceptere, at det kan blive svært for porteføljemanagerne at leve op til den performance de kommende år.
