I midten af maj meddelte Resona, Japans femtestørste bank, at dets revisorer ikke ville godkende selskabets balanceberegning. Dermed var den japanske regering tvunget til at gribe ind i den finansielle sektors problemer.
Resultatet er, at banken nærmest er på vej til at blive nationaliseret. Staten skyder 2000 mia. yen, svarende til 14,5 mia. euro, ind i banken, hvilket formentlig kommer til at medføre en statslig ejerandel på 80 pct. af Resona.
Præcis hvad, der kommer at ske, er dog endnu uklart. Vildledende medieforlydender og uklare politiske meldinger, gør det svært for udenforstående at vurdere substansen i sagen. Der findes derfor forskellige fortolkninger af, hvad regeringens håndtering af Resona betyder for fremtiden.
En fortolkning er, at kapitalindskuddet betyder en de facto nationalisering af banken, og at det er et bevidst første skridt i en større reform af banksektoren. En anden fortolkning går på, at staten har taget skatteydernes penge og lagt dem i lommen på aktionærerne af Resona, mens overkapaciteten i landets finansielle sektor fastholdes.
Visse økonomer har længe hævdet, at hele den finansielle sektor i Japan reelt er bankerot på grund af enorme mængder af dårlige lån, som er gået til overvurderede ejendomshandler og ikke-lønsomme forretninger. De peger på, at den eneste løsning er en nationalisering af bankerne. Dette kan blive en realitet, hvis Resona rent faktisk nationaliseres, og andre banker i kølvandet på dette må erkende at deres kapitaldækning er for lav.
Afgørende politisk kamp
Politiske magtkampe står dog i vejen for en reel oprydning. Det er først og fremmest økonomiminister Heizo Takenaka, som har kæmpet for at stramme kravene til bankernes regnskaber. Til september skal der dog være nyvalg til ledelsen i LDP, det regeringsbærende parti i Japan, og der kan premierminister Junichiro Koizumi være tvunget til at ofre (fyre) Takenaka for at beholde sin post som partileder. Ellers truer et parlamentsvalg til efteråret… med stor usikkerhed om udfaldet.
Aktiemarkedet synes i tvivl. Kurserne er faldet i ugen efter offentliggørelsen af Resonas redning. Dette kan tolkes på flere måder, eksempelvis at investorerne finder en nationalisering af bankerne, som skidt for aktieejerne, eller at investorerne er skuffede over regeringens fortsat manglende evne til at gennemføre entydige og klare tiltag.
Den politiske udvikling, især når det drejer sig om de økonomiske reformer, er afgørende i Japan. Næste vigtige hændelse er som nævnt ledervalget i LDP til september. Den nuværende premierminister, Junichiro Koizumi, har argumenteret for reformer siden sin tiltrædelse i foråret 2001. Spørgsmålet er nu, om han holder fast i sit reformprogram, og om han til september lykkes med at besejre sine modstandere i eget parti.
Også for aktiemarkedet i Japan er den politiske udvikling afgørende. På grund af den fortsatte strøm af skuffelser, senest meget svage reformtiltag fra den nyvalgte ledelse af landets centralbank, Bank of Japan, er Tokyo-børsen til forskel fra verdensindekset faldet efter afslutningen på krigen i Irak.
Tror man derfor på Koizumis chancer for at gennemføre for endelig at lykkes med sine reformer, er lige nu et rigtigt godt tidspunkt at købe japanske aktier. Omvendt, fortsætter det politiske dødvande, kan markedet meget vel være trist lang tid endnu.
Denne kommentar er skrevet af Jonas Lindmark, der er Morningstars redaktør i Sverige.