I april hørte Norden til blandt de vindende aktiemarkeder med et plus på 17,4 pct. målt i dollar. Fremgangen fra april har dog kun holdt ved i den første halvdel af maj målt i dollar på grund af dens svækkelse, mens de fire nordiske markeder – lige bortset fra Norge – alle er gået en anelse tilbage i lokal valuta.
Bedst i april var de finske aktier, der ifølge MSCI Finland vandt 19,3 pct., mens de danske aktier med et plus i dollar på 12,2 pct. faktisk blev slået af alle nordiske markeder. De svenske aktier steg 18,3 pct., og de norske vandt 14,5 pct.
Således var april samlet set for nordiske aktier dobbelt så god som aktiemarkederne generelt i verden, da de blot steg 8,6 pct.
Gode regnskaber
I Finland er fremgangen drevet af gode regnskaber. Trods et mindre omsætningsfald i første kvartal, holdt landets vigtigste selskab fast i indtjeningen sammenlignet med året før, og det gav investorerne mod på aktier. Da Nokia udgør mere end halvdelen af børsværdien på det finske marked, slår selskabet i den grad tonen an for den finske retning generelt.
Men også Elcoteq Network Corporation, der er den største spiller for elektronisk fremstillingsservice (EMS eller Electronic Manufacturing Services) i Europa overraskede positivt med en omsætningsfremgang på næsten 30 pct. og en stigning i indtjeningen pr. aktie fra minus 0,26 euro til et plus på 0,06 euro. Elcoteq sælger især til telekom-industrien heriblandt Nokia.
Den finske økonomi er også i relativ god gænge. EU-Kommissionen spår således en vækst i år på 2,2 pct. – det tredjebedste i EU – mens den næste år ventes at stige til 2,9 pct.
I Sverige har det udslagsgivne løft for markederne været – ligesom næsten alle andre markeder – den overraskende hurtige afslutning på krigen i Irak, men også de bedre end ventede kvartalsrapporter i Sverige har haft betydning. Et eksempel er Ericsson, der valgte at fremlægge et nyt spareprogram, som skal vende selskabet i dets nuværende krise.
I Norge sænkede centralbanken i slutningen af april sin styrende rente igen – denne gang til 5 pct. fra 5,5 pct. - på baggrund fortsat svage udsigter for norsk økonomi. Rentesænkningen – og varslet fra centralbanken om flere i den nære fremtid - kan forlænge den nuværende aktieoptur.
Norden aktier i top
Stigningerne på de nordiske markeder i april var langt bedre end markederne generelt, og det har sendt afdelingerne i Morningstar Kategorien™ ’Norden – Aktier’ i top. Gennemsnitligt har de siden årets start lavet et plus på 2,3 pct. på europæisk plan, hvilket er den 12. bedste kategori. På lidt kortere sigt, ser det endnu bedre ud med et plus på 10,8 pct. over tre måneder – nummer 5 – og et plus på 7,6 pct. den seneste måned.
De 10 afdelinger i Danmark i kategorien har siden årets start klaret sig lidt bedre med et plus på 2,8 pct., mens 1 og 3 måneders afkastene i snit ligger på 7 pct. og 10,5 pct. – lidt lavere.
Men fremgangen i april har været meget stor – større end et forventeligt afkast for et helt år. Derfor kan det vel være, at det bedste købstidspunkt er bag os nu, og at vi ser mere moderate aktieudviklinger i den kommende tid – selv om nordiske aktier endnu er billigere end eksempelvis amerikanske.