Korea – Asiens store bekymring

Korea er den asiatiske regions smertensbarn for tiden. De politiske spændinger mellem USA og Nordkorea rammer aktierne i Sydkorea, hvor også erhvervsskandaler udfolder sig

Facebook Twitter LinkedIn

Fra et asiatisk synspunkt har USA’s ageren den seneste tid været betragtet med tvivl. Man anser ofte USA’s fremfærd mod Irak som for hård, mens USA’s holdning til Nordkorea har været for blød.

Pyongyang – hovedstaden i Nordkorea – har erkendt, at landet har genoptaget sit atomprogram og har for nyligt testet et cruise missil samt ladet et jagerfly krænke Sydkoreas luftterritorium.

Krisen med Nordkorea har i al fald spillet en hovedrolle i aktiernes nedtur på markedet i Seoul i Sydkorea, der for ny6ligt ramte sit laveste i 17 måneder, og som den 21. marts var faldet med 11,3 pct. målt i dollar – trods fremgang i slutningen af ugen. Blot fire dage tidligere lå MSCI nede med 17 pct.

Ifølge den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley trækker investorerne sig ud af Sydkorea i hobetal.

Samtidig er markedet i Singapore faldet og var for nyligt i sit laveste i 18 måneder, mens markedet i Hongkong også har flirtet med et niveau så lavt som i 1998. De to markeder er dog efter sidste uge blot faldet med henholdsvis 2,5 og 0,25 pct. siden årets start – målt i dollar.

Samlet er MSCI Fjernøsten faldet med 3,8 pct. siden årsskiftet.


Erhvervsskandaler

En række andre faktorer har dog ramt det koreanske marked ud over krisen med Nordkorea. Eksempelvis har myndighederne indledt en større efterforskning af uregelmæssigheder hos chaebol’erne (de store industri-konglomerater), der endnu dominerer meget af Sydkoreas økonomi.

Song Kil-seung, formand for SK gruppen, blev sigtet den 11. marts sammen med ni af hans nærmeste medarbejdere. Fem andre chaebol’er er også under efterforskning: Hyundai, Hyundai Heavy Industries, Hyundai Motor, LG og Samsung.

Endelig var investorerne i Sydkorea skuffede over, at landets centralbank i starten af marts fastholdt renten. Banken holdt dog fast på, at lånemarkedet endnu er favorabelt for erhvervslivet, mens den alligevel var bekymret for svaghed i det private forbrug og i erhvervslivets investeringer.

Endnu en koreansk bekymring er landets følsomhed over for stigende råvarepriser. Som en råvare-svag nation rammes Sydkorea hårdt af stigningen i olieprisen og andre råvarer. Faldet i olieprisen siden krigens start i torsdags kan dog give lidt lettelse. En stærk stigning i inflationen er dog allerede blevet sporet på grund af den stigende oliepris.


Hongkong og Singapore kæmper

I mellemtiden har to af de vigtigste handelscentre i Sydøstasien svært ved at tilpasse sig Kinas stigende betydning som industriel nation for regionen. Hongkong er ved at omdanne sid til et service centrum, mens meget af fremstillingsindustrien relokeres til fastlandet i Kina. Singapore møder øget konkurrence fra Kina og andre byer i regionen, og ligesom Sydkorea er Singapore stærkt afhængig af råvareprisernes udvikling.

Hongkongs seneste budget var særligt hårdt. Både selskabs- og privatskatterne hæves nu for at afhjælpe underskuddet i de offentlige finanser.

Mere positivt ser du ud i Indonesien, hvor landets økonomi viste en fremgang på 3,7 pct. i 2002 trods terrorbombningen på Bali i oktober. Thailand klarede sig endnu bedre med en vækst på 5,2 pct.

Porteføljeforvalterne er fortsat positive på regionen. Ifølge den seneste undersøgelse fra Merrill Lynch mener cirka 77 pct. af investorerne i regionen, at asiatiske aktier er undervurderede. Og med krigens start er der lettet en del af presset på aktierne. Det hjælper også i Asien, men spørgsmålet er om det varer ved. Krigen kan nemlig trække ud, og den underliggende globale økonomi er ikke i sin bedste form.

Denne kommentar er skrevet af Daniel Ben-AMi, som er Morningstars redaktør i London.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Morningstar Danmark Editor  .

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser