Muligheder i Norden

På de nordiske markeder øjnes nu en købsmulighed efter det tredje år med aktienedtur. Billige kurser og håbet om økonomisk vækst er hovedargumenterne

Sten Blindkilde 13/01/2003
Facebook Twitter LinkedIn

2002 blev en stor nedtur for de investeringsafdelinger, der investerer i aktier. Nedturen gik heller ikke forbi investeringsafdelingerne, som investerer særligt i de nordiske aktier, i Morningstar Kategorien ’Norden- Aktier’. I sær i december tog kursfaldene virkelig fart. Det billigere udgangspunkt, som de nordiske markeder derfor starter året med, lover dog godt for starten af 2003.

De nordiske aktier faldt i 2002 med 39 pct. - målt på MSCI Norden - mens samme indeks i december alene smed 14,2 pct. En sammenligning til de ti danske afdelinger, som har specialiseret i regionen med Danmark, Sverige, Norge og Finland som investeringsunivers, har i snit mistet 32,6 pct. sidste år. Nedturen i december viste et minus på 11,6 pct.

Det har altså været en hård julemåned på mere end én måde, selv om man kan glæde sig over, at afdelingerne både i december og for hele året klarede sig bedre end markedet i Norden.

Bedste afdeling i kategorien ’Norden – Aktier’ var sidste år Nordea Invest Nordic Small Cap, som tabte 22,1 pct., mens Kaupthing Invest Nordiske Aktier var ringest med et minus på 39 pct. Nordeas afdeling hørte også til de, som var bedst til at modstå nedturen i december med et minus på 8,7 pct., men afdelingen kunne ikke følge med Alm. Brand Invest StockPicking, som kun mistede 2,3 pct.

Afkastene i afdelingerne i 'Norden - Aktier'
Afdeling Afk. 2002 Afk. 2001 Afk. 2000 Afk. 1999 Morningstar Rating™
Nordea Invest Nordic Small Cap -22,1% -22,0% 3,5% 72,3% 4
Alm. Brand Invest StockPicking -28,3% - - - -
Banco Human Nordiske aktier -28,6% - - - -
Alfred Berg Norden -29,9% -20,7% - - -
Jyske Invest Nordiske Aktier -33,5% -18,7% -10,1% 91,6% 3
EGNS-INVEST Norden -34,5% -23,8% -4,6% 84,6% 3
Merchant Invest Nordiske Aktier -36,3% -23,0% -17,7% 102,8% 2
BG Invest Norden -36,5% -17,3% -11,0% - -
Alm. Brand Invest Aktier Norden -36,8% -11,4% - - -
Kaupthing Invest Nordiske Aktier -39,0% - - - -
Norden - Aktier' - i snit -32,6% -19,6% -8,0% 87,8% -
Danmark - Aktier' - i snit -19,5% -18,7% 26,2% 20,2% -



Et billigt udgangspunkt

Nedturen over hele året på de nordiske markeder skyldtes de samme årsager, som den generelle, globale nedtur. Usikkerheden efter de mange erhvervsskandaler, opbremsningen i den globale vækst, og krigs- og terrorfrygt lagde alt sammen en dæmper på markederne. Således også de nordiske. I december var det især den fortsatte krigstrussel og manglende godt nyt fra den økonomiske front, som dominerede.

Det trykkede stort set alle markeder, men det var især hårdt for det svenske og det finske. Kursfaldene giver dog forhåbninger om, at aktierne nu er så billige, at en let positiv stemning vil betyde stor fremgang.

De svenske aktier lå eksempelvis ved årsskiftet på et ligeså lavt niveau som i januar 1997. Fundamentalt set indebærer det, at forventningerne til de svenske selskabers indtjening de kommende år er på det laveste i lang tid, og samtidig er usikkerheden omkring den økonomiske vækst, terrortruslen og en krig mellem Irak og USA tydeligvis indregnet i priserne.

- Børsnedturen i december giver et godt udgangspunkt. Når temaet om krig i Irak er bag os og den amerikanske vækst igen tager fart, så bør det svenske marked stige 20 pct., lyder vurderingen fra Morningstars chefanalytiker i Sverige, Jonas Lindmark.

Også det norske marked står på spring for en fremgang. Nedturen i december og i hele 2002 i Oslo har betydet, at de norske aktier igen er billige set i forhold til indtjeningen, og mange selskaber er endda faldet unaturligt meget.

- Vi tror på en moderat fremgang i de norske aktier i 2003. Moderat fordi den rekordstærke norske krone, den højere arbejdsløshed, situationen i Irak og en generel skepsis over for aktier trækker i den negative retning. Men vigtigst af alt er det ved at være tid, at sårene fra de seneste års nedtur begynder at heles, da det er svært at forestille sig en bedre købsmulighed lige nu, heddet det i en kommentar fra Christian Klerck Nilssen, Morningstars chefanalytiker i Oslo, der ser mulighed for en tocifret fremgang i Norge i år.


Dansk fremgang

Det danske aktiemarked fik sig også en lussing i 2002. KFX-indekset faldt med 26,3 pct., hvilket var det største fald siden 1989, da indekset blev introduceret. Men nu tror de fleste danske investeringsbanker atter på positive afkast. Flertallet spår faktisk på en stigning i de danske aktier på op til 10, mens kun meget få er negative.

Det er dog betinget af, at den globale økonomi igen får lidt luft under vingerne, og det afhænger især af udviklingen i USA. En konflikt i Mellemøsten skal også afklares helst ad diplomatisk vej. Det kan dog ikke udelukkes, at der vil komme kursstigninger efter en kortvarig krig mellem USA og Irak, da risikoen allerede er indregnet i aktiekurserne. Det synes dog givet, at de danske aktier ikke vil gå enegang, hvis de internationale aktiemarkeder igen i år falder.

Denne artikel blev første gang publiceret i Berlingske Erhverv lørdag den 11. januar 2003.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser