Gennem de store kursfald henover sommeren holdt de danske foreninger fast i andenpladsen i Europa, mens den store kursmæssige fremgang for aktierne i oktober heller ikke betød en overhaling fra andre lande.
Danmark har således vist stabilitet og ligger fortsat på andenpladsen i Morningstar Rating™ lige bag Finland, som har toppet listen det meste af året. De danske afdelinger gik en anelse tilbage i oktober, men langt fra nok til at rokke ved placeringen som næstbedst.
De finske afdelinger på førstepladsen vandt i snit en anelse, således at de nu har 3,35 stjerner mod i snit 3,21 stjerner for de 221 danske afdelinger i Morningstar Rating™. Både Finland og Danmark ligger således begge pænt over det europæiske gennemsnit på tre stjerner.
Bevægelserne i oktober tegnede først og fremmest Holland, Sverige og Norge sig for. Afdelingerne i de tre lande var bedst til at udnytte den fremgang, aktierne oplevede i oktober. Den samme fremgang kunne de tre lande spore i deres gennemsnitlige vurdering hos Morningstar.
De mere end 200 hollandske afdelinger vandt i snit 0,09 stjerner, mens de norske og de svenske i snit gik frem med 0,08 stjerner. Holland har nu et gennemsnit på 3,18 stjerner – og er altså lige i ryggen på Danmark – hvilket har bragt Holland op som en ny tredjeplads mod en femteplads i september. Norge og Sverige indtog i september en sjette- og en niendeplads, men rykkede i oktober frem til henholdsvis fjerde- og ottendepladsen.
Tysk-fransk tilbagegang
Ser man på udviklingen siden juni og frem til og med oktober, holder Danmark godt fast i sit gennemsnit henover en periode med store udsving i begge retninger. Det danske snit er blot rykket sig 0,02 stjerner i den meget urolige periode.
Andre lande har derimod oplevet både fremgang og tilbagegang. Tyskland og Frankrig har lidt mest. En stor eksponering til det hjemlige marked, som har været blandt de hårdest ramte i Euroland med et fald på 30 pct. i perioden, for de tyske afdelinger, har trukket gennemsnittet ned. Både Tyskland og Frankrig har i snit mistet 0,07 stjerner.
På bunden af Morningstars rangliste finder man sædvanen tro Spanien og Italien, mens Dublin-afdelingerne trods en fremgang på 0,15 stjerner siden juni lægger sig ind på niveau med Italien. Spanien ligger sidst med et snit på 2,66 stjerner, mens de italienske investeringsafdelinger i snit opnår 2,90 stjerner.
Landenes placering i Morningstar Rating™ | |||||
Land | Snit - oktober | Snit - september | Snit - august | Snit - juli | Snit - juni |
Finland | 3,35 | 3,30 | 3,42 | 3,28 | 3,38 |
Danmark | 3,21 | 3,23 | 3,24 | 3,25 | 3,23 |
Holland | 3,18 | 3,10 | 3,15 | 3,09 | 3,21 |
Norge | 3,17 | 3,09 | 3,16 | 3,19 | 3,17 |
Storbritannien | 3,15 | 3,16 | 3,13 | 3,15 | 3,16 |
Belgien | 3,14 | 3,12 | 3,09 | 3,09 | 3,09 |
Schweiz | 3,04 | 3,06 | 3,00 | 3,07 | 3,02 |
Sverige | 3,04 | 2,95 | 2,98 | 2,96 | 2,99 |
Frankrig | 3,03 | 3,05 | 3,04 | 3,06 | 3,10 |
Luxembourg | 2,93 | 2,93 | 2,93 | 2,90 | 2,90 |
Tyskland | 2,91 | 2,90 | 2,94 | 3,00 | 2,98 |
Italien | 2,90 | 2,95 | 2,96 | 2,92 | 2,83 |
Dublin | 2,90 | 2,88 | 2,82 | 2,77 | 2,75 |
Spanien | 2,66 | 2,64 | 2,68 | 2,69 | 2,63 |
I oktober var 221 afdelinger fra Danmark bedømt i Morningstar Rating™. Mere end 14.000 afdelinger fra hele Europa var med.
Om Morningstar Rating™
Ratingen viser hvor god eller dårlig en investeringsafdeling gennem de seneste tre år har været til at skabe så højt risiko- og omkostningsjusteret afkast som muligt – målt i forhold til tilsvarende afdelinger inden for samme kategori i hele Europa. Morningstar opdeler de mange europæiske afdelinger i mere end 80 kategorier, hvoraf over 30 har deltagelse af danske afdelinger, således at sammenligningen bliver mere homogen, ensartet og korrekt.
Morningstar Rating™ bedømmer afdelingerne i deres europæiske kategori med en til fem stjerner, hvor fem stjerner er det bedste. Fordelingen af stjernerne foregår efter følgende fordelingsnøgle:
Top 10 pct. i Morningstar Kategorien™
Næste 22,5 pct. i Morningstar Kategorien™
Middel 35 pct. i Morningstar Kategorien™
Næste 22,5 pct. i Morningstar Kategorien™
Bund 10 pct. i Morningstar Kategorien™
Morningstar Rating™ er ikke et udtryk for Morningstars forventninger til afdelingernes fremtidige præstationer, men er alene en vurdering af deres historiske.