Kina lyser op

Kina er et af de få lyspunkter i den globale økonomi, som oplever stor afmatnig for tiden. Kina har nemlig fortsat imponerende vækst

Sten Blindkilde 18/11/2002
Facebook Twitter LinkedIn

Der er altid grund til forsigtighed, når folk er parate til at udråbe den næste store hit. Ikke desto mindre bør investorerne holde øje med Kina, en af verdens ledende industrielle magters, opgang.

Grunden til forsigtighed er de dyre lærepenge mange private investorer og de danske investeringsforeninger har betalt for at hoppe for sent med på IT-vognen.

Når man taler om Kina er det dog svært ikke at hive de store ord frem. Ethvert land med en befolkning på 1,3 mia. mennesker – næsten en fjerdedel af hele klodens befolkning – må i det mindste have potentialet til at spille en vigtig rolle i den globale økonomi.


Fjerdestørst

Befolkningens størrelse gør det dog ikke alene for Kina, når man skal forklare dets voksende betydning for internationalt erhvervsliv og økonomi.

Kinas tiltagende vigtighed skal blandt andet også findes i det faktum, at landet for ganske nyligt indtog pladsen som jordens fjerdestørste industrimagt. Mere end halvdelen af verdens kameraer, 30 pct. af alle vaskemaskiner og knap en femtedel af alle køleskabe produceres i dag i Kina.

Kinas produktion er dog ikke fastholdt i varer med relativt lavt teknologisk indhold. I følge en analyse fra investeringsbanken Morgan Stanley er den kinesiske produktion midt i et skifte over mod ”mere og mere sofistikeret elektronik og andre former for teknologi”.

Disse positive forhold har betydet en øget interesse fra udenlandske investorer, og Kina har nu overhalet USA i kapløbet om flest direkte investeringer fra udlandet.

Som et resultat af udviklingen er Kina i dag stort set det eneste reelle lyspunkt i den globale økonomi. Mens resten af verden kun præsterer minimal vækst, har den asiatiske gigant oplevet stabil vækst på 7 pct. om året gennem de seneste år.

Internt har vækstdynamikken også haft en stor effekt. Mens moderne industri tidligere var koncentreret i centre så som Hongkong, har den nu spredt sig langs den østlige kyst, og der er i dag mange millioner forbrugere med en større købekraft.


Ikke uden problemer

Trods alle de pæne ord er der dog endnu problemer, som ikke bør ignoreres. Det mest åbenlyse problem er gælden. Landets banksektor er tynget af kæmpe gæld, mens staten har også lånt og lånt.

Politisk set går Kina lige nu gennem et generationsskifte. Hu Jintao ventes at blive ny leder af kommunisternes top, Politbureauets Stående Udvalg, men han anses for at være pragmatiker og tilhænger af de økonomiske reformer. Jianto står dog foran problemet med at tackle de store regionale forskelle i Kina.

Til sidst er det også svært at se, hvordan Kina kan fortsætte med at være immun over for den svage globale økonomi, da flertallet af landets indtægter stammer fra eksporten.

Trods problemerne ville det være en stor fejl at se helt bort fra Kina eller undervurdere landets potentiale. Landets effekt på den globale økonomi og de finansielle markeder vil formentlig være særdeles vigtig i fremtiden.

Denne artikel blev første gang publiceret i Berlingske Erhverv lørdag den 16. november 2002.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser