Danske Invest sørger i en ny Morningstar-opgørelse for at repræsentere de danske farver i toppen af europæiske investeringsforeninger. Det fremgår af Global Investor Magazine i dets november-nummer.
Danske Invest er for første gang med på listen, da foreningen nu har tilstrækkeligt med bedømte afdelinger i Morningstar Rating™ til at kvalificere sig, hvilket ikke tidligere har været tilfældet.
Listen, eller rettere listerne, for der er to, en for aktieafdelinger og en for obligationsafdelinger, kræver nemlig henholdsvis 30 og 20 bedømte afdelinger. Det vil sige, at det er de absolut største foreninger i Europa, som kommer med, og Danske Invest er den eneste fra Danmark, som i dag er stor nok.
Og Danske Invest placerer sig fornemt i top ti på begge lister. Faktisk ligger foreningen nummer 2 på listen for obligationsafdelinger, mens aktielisten giver Danske Invest en 10. plads – delt med navnkundige Merrill Lynch. På obligationslisten ligger Kreditbank Lux på førstepladsen med 3,69 stjerner, mens Danske følger lige efter med et snit på 3,57.
Top 15 foreninger på aktieafdeliger (Mindst 30 bedømte afdelinger) | ||||
Plads - Sept | Plads - Aug | Forening | Antal bedømte | Gns. rating |
1. | (11) | Standard Life | 33 | 3.94 |
2. | (2) | Baillie Giffor | 43 | 3.74 |
3. | (7) | Investec | 34 | 3.65 |
4. | (1) | Threadneedle | 76 | 3.62 |
5. | (8) | Franklin Templeton | 37 | 3.51 |
6. | (3) | E. De Rothschild | 39 | 3.46 |
7. | (5) | UBS | 128 | 3.43 |
8. | (4) | Morgan Stanley | 80 | 3.40 |
9. | (12) | First State | 30 | 3.40 |
10. | (–) | Danske Invest | 35 | 3.37 |
11. | (9) | Merrill Lynch | 119 | 3.37 |
12. | (6) | Schroder | 163 | 3.36 |
13. | (10) | CGNU | 77 | 3.31 |
14. | (–) | DnB Skandia | 133 | 3.18 |
15. | (15) | ABN Amro | 79 | 3.16 |
På aktielisten har Danske endnu et stykke vej helt til toppen, da gruppen i snit havde fået tildelt 3,37 stjerner, mens Standard Life ligger nummer et med 3,94 stjerner.
Top 15 foreninger på obligationsafdelinger (Mindst 20 afdelinger bedømt) | ||||
Plads - Sept | Plads - Aug | Forening | Antal bedømte | Gns rating |
1. | (1) | Kredietbank Lux | 26 | 3.69 |
2. | (–) | Danske Invest | 21 | 3.57 |
3. | (3) | Sogeposte | 31 | 3.55 |
4. | (2) | Union Investment | 30 | 3.47 |
5. | (9) | CDC IXIS | 57 | 3.46 |
6. | (7) | Dexia | 93 | 3.45 |
7. | (4) | Allianz Dresdner | 94 | 3.41 |
8. | (8) | CPR | 26 | 3.38 |
9. | (10) | KBC | 50 | 3.38 |
10. | (5) | Fortis | 133 | 3.34 |
11. | (–) | Finama | 23 | 3.30 |
12. | (–) | Sinopia | 26 | 3.27 |
13. | (6) | Robeco | 35 | 3.26 |
14. | (11) | JPMorganFleming | 51 | 3.25 |
15. | (–) | Handelsbanken | 24 | 3.25 |
Listen er opgjort på ratingen fra udgangen af september.
På aktielisten distancerer Danske Invest således store navne som Schroders. DnB Skandia og ABN Amro – for bare at nævne de navne, som kom med i top 15- mens obligationslisten har navne som Union Investment, Dexia i Luxembourg, Allianz Dresdner, Fortis, JPMorganFleming og Handelsbanken bag Danske Invest.
- Danske Invest er også for første gang brudt ind i top 15 får både aktie- og obligationsafdelinger. Gruppen har draget fordel af, at Morningstar har konsolideret afdelingerne under de forskellige enheder ind i en bedømmelse, hedder det i Global Investor Magazine, der også skriver:
- Allerede et stærkt brand i Danmark med mere end 40 pct. af markedet har Danske altid haft en god track record på hjemlige aktier. Mere overraskende er gruppens nylige succes på obligationssiden, især erhvervsobligationerne, som er en relativ ny fokusering.
I en pressemeddelelse skriver Danske Invest, at foreningen sidste år omlagde sin strategi med større fokus på risikostyring. Lande- og sektorrisikoen blev reduceret.
- Det har båret frugt i de meget volatile markeder igennem 2002, hedder det.
Foreningen peger også på, at lave omkostninger i både dansk og europæisk sammenhæng bidrager til den gode bedømmelse hos Morningstar.
Danske Invest havde ved årsskiftet cirka 94 mia. kr. i samlet formue fra mere end 250.000 investorer. Danske Invest har traditionelt været Danmarks største forening, men måtte i oktober se sig overhalet af Nordea Invest. Samler man dog alle afdelingerne i gruppen, som inkluderer Danske Invest, Danske Invest Erhverv, Danske Invest Engros, Merchant Invest, BG Invest og BG Invest Erhverv, der alle har samme administrator og investeringsrådgiver, er Danske dog stadig størst. Det kan også ses på antallet af afdelinger.
De danske foreningers placering i Morningstar Rating™ er generelt høj i Europa. Danmark har siden årsskiftet indtaget en andenplads i Europa i hver af Morningstars månedlige bedømmelser, så det undrer ikke, at Danske Invest med en relativ høj bedømmelse på foreningsniveau også ligger godt – i Europa.