Fra et globalt perspektiv var september en meget slem måned for TMT (Tech Media Telekom) aktierne. MSCI Informationsteknologi-indekset tabte 17,57 pct. og Telekom-indekset smed 15,99 pct.
Bortset fra ganske få afdelinger, som investerer i niche-markeder inden for TMT – eksempelvis visse asiatiske TMT-aktier – var september en skuffelse.
Det kan også aflæses i afkastene i danske afdelinger, som investerer i TMT i kategorien ”Tech Media Tele – Aktier”. De 23 afdelinger tabte nemlig i snit 14,9 pct. i september og for hele året lyder nedturen på et minus på 55,4 pct.
Den gennemsnitlige afdeling i TMT har tabt næsten 80 pct. og skal derfor faktisk femdoble deres værdier, hvis en investor, der var med i afdelingen fra starten, ikke skal have tabt sine penge.
Der er dog noget at glæde sig over. Oktober er nemlig startet fint for de globale aktier – især den seneste uge har vist fremgang. Således er også IT-aktierne i MSCI Informationsteknologi gået frem med 12,4 pct. fra starten af oktober til midten af måneden. Indekset har dog stadig mistet 42,4 pct. siden årsskiftet. Verdensindekset har oktober (frem til den 15.) vundet 6,5 pct., men mistet 21,7 pct. siden årets start.
Gæld og faldende indtægter
I USA er WorldCom-skandalen endnu ikke afsluttet, og i Europa er de fleste af de tidligere statsejede telekom-operatører så som Deutsche Telekom, France Telekom, Telefonica i Spanien og KPN i Holland i ganske ringe situationer og brydes med gældsproblemer.
Mobilselskaberne i Europa synes dog at have en lidt lysere fremtid for sig med selskaber som Vodafone og Orange, der begge kan fremvise stærke balancer.
Teknologiselskaberne lider til gengæld under den globale økonomiske opbremsning, og de store medieselskaber så som AOL Time Warner har indikeret at resultatet i år bliver ringere end tidligere anslået. Både på den trykte side, i fjernsynsmediet og på Internettet er stort set alle mediegrupper berørt af faldet i annonceindtægter.
Konsolideringer nødvendige
I England illustrerer den planlagte fusion mellem TV-selskaberne Granada og Carlton den situation en række TMT-selskaber er i: For at overleve skal de sælge aktiver – ligesom Vivendi, verdens næststørste mediegruppe, og Kirch i Tyskland – at fusionere eller købe op for at opnå kritisk masse. Dette er en positiv situation for de investorer, der kan forudse bevægelserne. Især da gode nyheder for øjeblikket udløser store kursgevinster i det negative marked.
På grund af situationen omkring den haltende globale økonomi er der ingen grund til at tro på en særlig eller relativ stor optur for TMT-selskaberne, selv om de fleste af dem anses for billigt prissatte. Alle aktier synes i disse dage at være billige, så TMT-sektoren må i første omgang følge en generel optur, mens relativ outperformance kræver en bedring i de meget konjunkturfølsomme selskaber.
Denne kommentar er skrevet af Frédéric Lorenzini, der er Morningstars redaktør i Paris.