Pessimisme på markederne

De globale aktier er faldet og faldet. Stemningen på markederne og det økonomiske klima er fortsat negativ, men kurserne er faldet så langt, at aktier igen ser fornuftigere ud

Facebook Twitter LinkedIn

Den 1. oktober havde MSCI Verden tabt næsten 25 pct. – målt i dollar – siden årets start. Indekset, der nu er på sit laveste siden midten af 1996, har tabt næsten halvdelen siden sit højeste i marts 2000.

Flere faktorer fortsætter med at presse de globale aktiemarkeder, heriblandt truslen om krig mellem USA og Irak. En anden usikkerhed er regnskabssæsonen i USA, der starter i midten af oktober. For langsigtede investorer kan dette negative klima være en købsmulighed.


Sur økonomi

Der er kun ganske få lyse punkter i den globale økonomi. Mange selskaber skærer ned på investeringerne og fyrer ansatte for at styrke regnskaberne.

Japan lider fortsat under de deflations-tendenser, der er kommet gennem de seneste 12 år, mens USA har sine egne problemer og derfor næppe bliver et lokomotiv for den globale vækst på kort sigt.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve eller bare FED, fastholdt sin korte udlånsrente på 1,75 pct. på sit seneste møde den 24. september. I sin sædvanlige kommentar oplyste banken, at selv om det nuværende renteniveau stimulerer økonomien til vækst, så er der endnu en usikkerhed omkring et kommende opsvings natur.

Billedet er ikke meget kønnere i Euroland. Stabilitetspagten, der skal sikre lav inflation og en stabil eurokurs, betyder, at politikerne ikke kan stimulere væksten ved at føre en ekspansiv finans- eller skattepolitik. Samtidig er ECB, den Europæiske Centralbank, der sidder på pengepolitikken i regionens, fokus på at kontrollere inflationen, og det gør banken uvillig over for rentesænkninger, som kan sætte gang i væksten.

Økonomien i Tyskland, EU’s største og vigtigste, har det også skidt. Flere kommentatorer er endda begyndt at sammenligne situationen hos vor sydlige nabo med den i Japan med en opbremsende tysk økonomi og manglende politiske vilje til reformer af det tyske arbejdsmarked.

Det er altså med alt dette in mente forståeligt, at investorer er triste, pessimistiske og negative i et så hårdt presset marked.


Billige priser kontra negativ stemning

Markedseksperterne, analytikerne og spåkonerne er stadig delte på spørgsmålet, om økonomien er på vej mod et opsving, eller om vi står over for en såkaldt ”double dip”-recession i USA.

En ”double-dip”-recession er, når økonomien kommer ud af en recession for ganske kort at være i vækst og derefter atter formindske – altså have negativ vækst eller recession.

Investorerne holder også et vågent øje med situationen omkring Irak, mens den amerikanske præsident, George Bush, fortsat taler for en krig mod landet. Investorernes største frygt er en lang krig i Irak, der kan ende med at forstyrre den globale forsyning af olie, hvilket vil lede til endnu højere oliepriser, og øget usikkerhed.

Optimisterne derimod ser nu en god tid til investering, da vurderingerne af selskaberne gennem de seneste par år er faldet så meget, at de nu synes fornuftigt prissatte. Spørgsmålet er selvfølgelig, om kurserne er faldet nok til at lokke investorerne tilbage i markedet, når klimaet er så skidt.

Denne kommentar er skrevet af Niklas Tell, som er Morningstars europæiske redaktør.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Morningstar Danmark Editor  .

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser