Øjner værdi i Japan

Førende internationale forvaltere peger på Japan som et spændende marked med billige aktier lige nu. I al fald i forhold til, hvad verdensmarkedet ellers tilbyder

Sten Blindkilde 10/07/2002
Facebook Twitter LinkedIn

Kendte internationale porteføljemanagere med værdi-investering som speciale har rettet blikket mod Japan, mens det amerikanske marked fik endnu et skud for boven på Morningstar Investment Conference.

Jean-Marie Eveillard, co-porteføljemanager af First Eagle SoGen Overseas Fund, tegnede et trist billede af verdens aktiemarkeder i en paneldiskussion om global value investering.

Eveillard, der af Morningstar i USA i 2001 blev udnævnt til årets internationale manager (ikke-amerikaner), var derimod mere optimistisk i forhold til Japan.

- Bortset fra i Japan er der ingen gode købsmuligheder af billige aktier. Vi forsøger at holde os selv tilbage, for gjorde vi ikke det, ville vi formentlig kun have japanske aktier i vor portefølje.

Eveillard, hvis ’Overseas’-afdeling har lavet omkring 14 pct. i afkast i år, er i sær interesseret i japanske ejendomsselskaber og japanske skadesforsikringsselskaber så som Mitsui Sumitomo Insurance. Flere selskaber af denne art er undervurderet alene i forhold til deres porteføljer af aktier og ejendomme – og de i sin tur er ofte ligeledes undervurderede.

- Det er en dobbelt rabat, sagde Jean-Marie Eveillard, der for tiden har 25 pct. af sin globale afdeling investeret i Japan – en klar overvægt. Afdelingens tre klasser har en samlet formue nær en mia. dollar.


Undgår bank-relaterede aktier

Diana Strandberg er porteføljeforvalter for afdelingen eller fonden Dogde & Cox International Stocks, der forvalter godt en halv mia. kr. for sine medlemmer. Hun mente også, at Japan tilbyder et godt potentiale lige nu, men hun var mere tilbageholdende i sin entusiasme.

- Omkring halvdelen af det japanske marked ville vi ikke eje. Vore valg må ikke have nogen afhængighed af banker. De skal også have en global, profitabel forretning, sagde Diana Strandberg, der ligeledes har cirka 25 pct. i Japan.

Causeway International Value er en afdeling med 1,3 mia. kr. i sig. En af afdelingens forvaltere er Sarah Ketterer, der ligeledes er ganske varm på det japanske marked, men ligeledes med en forsigtig holdning.

- Man bliver nødt til at være forsigtig, da mange selskaber er drevet til glæde for en bred kreds. Jeg har mødt mange ledere i Japan, som var fuldstændig uvidende om aktiekursen. Det kan ikke være godt.

Ketterer foretrækker ledelser, der fokuserer på at øge shareholder value. Et af de selskaber er Konica Corporation.

- Ledelsen her fortalte os, at de ikke tjente kapitalomkostningerne hjem, og de derfor måtte lægge om, sagde hun og bemærkede, at selskabet siden er flyttet over produkter med højere marginer.

For øjeblikket har Causeway-afdelingen 13 pct. af sin portefølje i Japan.


Blandet syn på nye markeder

Enigheden om et positivt syn på Japan genfindes dog ikke i forhold til de nye markeder. Ketterer havde et positivt syn på asiatiske markeder som Sydkorea, Taiwan og Hongkong, mens hun pegede på, at markederne i Østeuropa og Latinamerika ikke vil tilbyde afkast, der er den politiske risiko i regionerne værd.

Strandberg var i princippet enig med den holdning, men fastholdt til trods for det kommende præsidentvalg i Brasilien, at verdens niendestørste økonomi var tilstrækkelig stabil til at investere i. 7 pct. af formuen i Dodge & Cox International Stocks er sat i brasilianske selskaber, som hun mente er ekstremt undervurderede, og hun pegede på, at bekymringen omkring en mulig betalingsstandsning af landets udlandsgæld er overdreven.

Eveillard opponerede mod dette synspunkt og påpegede, at arbejderpartiets kandidat Luis Inacio Lula da Silva med sin kampagne, der taler om at standse gældsbetalingerne, er den eneste kandidat, som lyder fornuftig. Ifølge Eveillard er det nogle gange bedre for et land at standse gældsbetalingerne end at lade folket sulte.

Alle i panelet udtrykte glæde ved dollarens svækkelse. Strandberg og Ketterer sikrer ikke sine investeringer på valutasiden med finansielle instrumenter, så den stærke dollar har de senere år reelt sænket afkastet på investeringerne uden for USA. Eveillard sikrer normalt 50 pct. af porteføljen på valutasiden, men han har ikke sikret sin eksponering mod euroen, da han mente, at euroen var undervurderet.

- En store del af valutagevinsten er dog hjemtaget nu, vurderede Jean-Marie Eveillard.

Denne artikel er skrevet af Brian Lund, analytiker hos Morningstar i USA, og har tidligere været offentliggjort på Morningstars site i USA.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser