En halv handelsdag var alt investorerne i USA havde fredag. Det var dog nok til at sende positive stemninger gennem markedet. For alle tre hovedindeks steg kraftigt efter den amerikanske uafhængighedsdag, torsdag, da markederne var helt lukkede.
Efter en festdag, da amerikanerne fejrede sig selv og trodsede frygten for ny terror, drog markederne et lettelsens suk over, at dagen forløb uden angreb.
Dow Jones steg knap 3,6 pct. til 9379,50 og sluttede dermed ugen i positivt territorium. Nasdaq hoppede godt 4,9 pct. til 1448,36 uden det dog helt kunne slette tabene fra mandag, tirsdag og onsdag. Samtidig steg S&P 500, det brede indeks, med 6,7 pct. til 989,03.
Men en enlig svale gør ingen sommer. Den gode dag fredag, var ganske enkelt udtryk for, at der ingen dårlige nyheder var, og spørgsmålet er derfor, om vi har set bunden.
Store fald at indhente
De amerikanske investorer har da også meget at skulle indhente, hvis året skal slutte bare neutralt, og ikke blive det tredje år i træk med negative afkast, hvilket er uhyrligt sjældent.
Dow Jones Industrial Average er faldet 8 pct. hidtil i år, S&P 500 har tabt 15 pct., mens Nasdaq er drattet med hele 29 pct. Der er altså lang vej til plus – især for tech-investorerne.
Markedet har været drevet ned af terrorfrygt, manglende indtjening i selskaberne og et økonomisk opsving, der ikke helt er blevet, hvad der var lovet. Ikke desto mindre er påstanden fra mange analytikere, at markedet og aktierne ganske enkelt var for dyre. Mange modeller har indikeret dette.
En model, ”Fed model,” indikerer dog nu, at S&P 500 er undervurderet. Fed modellen tager sit navn fra en strateg hos Prudential Securities, der i 1997 mente, at den amerikanske centralbank benytter den til at vurdere, om aktierne er under eller overvurderet.
Man tager ganske enkelt den forventede tiårige rente i USA og sammenligner med den omvendte kurs/indtjening. Begge dele fortæller, hvad man kan forvente af sin investering. Ifølge CNN er aktierne i S&P 500 undervurderet med 17 pct. i det nuværende niveau – og det er første gang siden 1998, at de er det.
Men de fleste analytikere mener dog stadig, trods kursfaldene, at de amerikanske aktiers prissætning er anstrengt.
- Med det skandale-plagede marked, et middelmådigt opsving og endnu høje prissætninger er der behov for en lang bund og helings-periode, før vi får et substantielt opsving i aktiemarkederne, skrev finanshuset SG Cowen i en analyse i sidste uge.
Indtjening i fokus
I denne uge starter så det store regnskabsshow i USA igen. Selskaberne skal rapportere om det seneste kvartal – andet kvartal.
Mens forventningerne til en vending i indtjeningen i andet kvartal var stor tidligere på året, er den nu igen blevet dæmpet ned. Det økonomiske opsving har været trægt og senest har arbejdsløsheden vist sig at stige til 5,9 pct.
Dette tyder på, at der ikke skabes nok nye jobs i den igen ellers voksende amerikanske økonomi, da selskaberne endnu ikke oplever tilstrækkelig stor efterspørgsel. Det frygtes, at dette vil kunne presse blandt andet forbruget, der udgør cirka to tredjedele af USA’s BNP, og det høje amerikanske forbrug får æren for den korteste amerikanske recession i historien. Omkring 40.000 nye arbejdspladser skabes hver måned i USA, men for at holde arbejdsløsheden i skak, skal der hele tiden føjes mere end 100.000 nye jobs til.
Ifølge First Call venter analytikerne blandt andet på den baggrund et fald i selskaberne i S&P 500’s indtjening på 0,2 pct. i andet kvartal. Til gengæld viser optimismen sig igen i forventningerne til de kommende kvartaler. 16,5 pct. vækst i tredje og et fjerde kvartal med 28,5 pct. I alt 6,6 pct. for hele året.
Rutscheturen ikke forbi?
I horisonten er der altså håb om bedre indtjening, en voksende økonomi og stigende aktiekurser på baggrund af bedre prissætninger. Der er dog ingen garanti for, at det sker nu og her, og med et marked, der endnu er yderst følsomt over for terrorfrygt og erhvervsskandaler, kan store fald igen ske.
Ikke desto mindre ser tingene i dag bedre ud, og den langsigtede, selektive og tålmodige investor vil formentlig kunne finde pæne afkast ved at gå ind i markedet nu. Alligevel er der ingen skam i at vente. Som privat investor er det ikke flovt at komme lidt senere ind i markedet, for selv de allermest professionelle eksperter er sjældent i stand til at ”kalde bunden”, som det hedder.
Det er nok også bedre at komme lidt for sent end lidt for tidligt og risikere at ramle ind i en ny korrektion.