Efter en handelsdag tirsdag, da de amerikanske aktier i forvejen fik tæsk, chokerede WorldCom med en meddelelse efter markedets lukning om, at selskabet har konstateret uregelmæssigheder i bogføringen.
Sammen med de amerikanske aktiefald har det onsdag sendt de europæiske aktier på rutsjetur med fornyet mistro til selskaberne – især i USA.
De amerikanske aktier lukkede tirsdag i minus. Dow Jones smed 1,67 pct., Nasdaq 2,49 pct. og S&P 500 faldt 1,67 pct.
Efter markedets lukning meddelte WorldCom så, at uregelmæssigheder i bogføringen af forskellige omkostninger betyder, at resultatet for 2001 skal nedreguleres med cirka 27 mia. kr. og at resultatet for første kvartal skal sendes 10,5 mia. kr. ned.
Samtidig ventes det, at selskabet, der vil afskedige 17.000 medarbejdere, vil søge beskyttelse mod sine kreditorer via en såkaldt Chapter 11-ansøgning (betalingsstandsning). WorldCom har siden toppen i 1999 tabt 99,5 pct. af sin markedsværdi og lå i forvejen under en kurs på en dollar – hvilket sætter selskabet i fare for at blive afnoteret af Nasdaq.
Aktier i rødt – dollaren yderligere ned
Nyheden har sammen med de dårlige markeder tirsdag sendt de europæiske aktier nedad. KFX-indekset i Danmark lå ved middagstid 2,35 pct. nede, CAC i Frankrig havde tabt 3,7 pct., DAX i Tyskland var nede med 2,7 pct. og i England var det toneangivende FTSE 100 faldet med 2,7 pct.
Oven i hatten peger de amerikanske aktiefutures på store fald. Dow Jones-futuren lå nede med knap 3 pct., mens Nasdaq-futuren indikerede et fald på knap 5 pct. Samtidig har skandalen svækket dollaren over for euroen, der i formiddags er blevet handlet til nær paritet – 0,99 blev euroen noteret til.
Overalt i Europa tager Telekom-aktierne de hårdeste slag, da de deler branche med netop WorldCom, og tilliden til selskaberne har fået endnu et knæk, der atter en gang vil forøge trykket på markederne.
I USA ses den nye skandale omkring WorldCom, at blive lige så stor som den omkring Enron. Igen er det samme revisionsselskab, Arthur Andersen, der er i fokus. Selskabet har stået for revisionen af WorldCom, men hævder, at det er den tidligere ledelse i WorldCom, der har skjult problematikken. Arthur Andersen har over for WorldCom, da de skjulte omkostninger blev bragt frem, anbefalet, at man ikke længere forlader sig på de oprindelige regnskaber for 2001.
WorldCom har bedt sin nuværende revisor, KPMG, om at gennemføre nye revideringer af 2001 og første kvartal 2002.
Skandalen omkring WorldCom giver den amerikanske centralbank, FED, ekstra at tænke over. Banken holder i disse dage møde i sin styrelseskomite med særlig fokus på rentespørgsmålet.