De danske foreninger er fortsat blandt de bedste i Europa til at skabe afkast til sine medlemmer i forhold til risikoen, fremgår det af Morningstar Rating™ for maj. Det kan en svag tilbagegang i den gennemsnitlige bedømmelse ikke rokke ved.
Således er afdelinger udbudt af danske foreninger fortsat de næstbedste i Europa med et gennemsnitligt stjernetal på 3,32 i Morningstar Rating™ beregnet for maj. Det er ganske vist en marginal tilbagegang fra 3,35 i april.
Finland indtager vanen tro den øverste placering på landenes rangliste. 3,51 stjerner har den gennemsnitlige bedømte finske afdeling, og det er stadig en komfortabel distance til Danmark på andenpladsen. Holland er nummer tre af de europæiske lande med et gennemsnit på 3,27 stjerner.
De største forskydninger i maj er sket for Tyskland og for Sverige, der begge går frem. Tyskland rykker to pladser op til en femteplads på baggrund af en fremgang fra 3,11 stjerner til et snit på 3,19 stjerner i maj.
Sverige oplever en næsten lignende fremgang fra et snit på 2,95 i april til et gennemsnit på 3,02 stjerner i maj. Dermed rykker svenskerne over den magiske grænse på tre stjerner, som er det matematiske gennemsnit for hele Europa.
Landenes gennemsnit i Morningstar Rating™ i maj | ||
Land | Morningstar Rating™ - maj | Morningstar Rating™ - april |
Finland | 3,51 | 3,52 |
Danmark | 3,32 | 3,35 |
Holland | 3,27 | 3,26 |
Norge | 3,25 | 3,24 |
Tyskland | 3,19 | 3,11 |
England | 3,14 | 3,15 |
Frankrig | 3,14 | 3,16 |
Sverige | 3,02 | 2,95 |
Schweiz | 2,99 | 2,99 |
Luxembourg | 2,93 | 2,91 |
Dublin | 2,91 | 2,94 |
Belgien | 2,81 | 2,79 |
Italien | 2,80 | 2,78 |
Spanien | 2,39 | 2,43 |
Gamle kendinge
I bunden af listen findes sædvanen tro Spanien. De spanske afdelinger går atter tilbage til 2,39 stjerner i snit, og dermed ligger den gennemsnitlige Morningstar Rating™ af spanske afdelinger en stjerne lavere end for de finske og de danske afdelinger.
Italien og Belgien ligger fortsat lidt foran Spanien, mens det fortsat er værd at bemærke, at de såkaldte off shore fonde (Dublin og Luxembourg), som på grund af skatten normalt kun med fordel kan købes af udenlandsdanskere, fortsat er ringere til at skabe afkast i forhold til risiko end gennemsnittet af Europa.
13.000 afdelinger i Morningstar Rating™
199 danske investeringsafdelinger var i april med i Morningstar Rating™ i konkurrence med næsten 12.000 afdelinger fra hele Europa. Morningstars univers i Europa tæller flere end 32.000 investeringsafdelinger, mens der i det danske univers optræder 342 afdelinger.
Om Morningstar Rating™
Ratingen viser hvor god eller dårlig en investeringsafdeling gennem de seneste tre år har været til at skabe så højt risiko- og omkostningsjusteret afkast som muligt – målt i forhold til tilsvarende afdelinger inden for samme kategori i hele Europa. Morningstar opdeler de mange europæiske afdelinger i mere end 80 kategorier, hvoraf over 30 har deltagelse af danske afdelinger, således at sammenligningen bliver mere homogen, ensartet og korrekt.
Morningstar Rating™ bedømmer afdelingerne i deres europæiske kategori med en til fem stjerner, hvor fem stjerner er det bedste. Fordelingen af stjernerne foregår efter følgende fordelingsnøgle:
Top 10 pct. i kategorien
Næste 22,5 pct. i kategorien
Middel 35 pct. i kategorien
Næste 22,5 pct. i kategorien
Bund 10 pct. i kategorien
Morningstar Rating™ er ikke et udtryk for Morningstars forventninger til afdelingernes fremtidige præstationer, men er alene en vurdering af deres historiske.
Læs mere om Morningstar Rating™ og om, hvordan den bruges.