Dollaren gør ondt værre

Sten Blindkilde 10/06/2002
Facebook Twitter LinkedIn

Mens den generelle stemning omkring aktierne på de globale markeder – og i Norden er negativ – hjælper det ikke den nordiske region, at dollaren svækkes. I Sverige og Norge rammer den svage dollar både den udenlandske investeringslyst, men også selskabernes marginer.


Stemning og marked

De nordiske markeder har ikke haft en god maj-måned. I Danmark tabte KFX-indekset 1 pct. og har tabt 20 pct. på et år, men i de små selskaber er der dog grøde… Mens det generelle marked trækkes ned af den sure internationale stemning, er MSCI Danmark Small Cap steget med 18,8 pct. siden årets start målt i danske kr., mens det målt i dollar er steget med 26,1 pct.

Fremgangen for de små selskaber skal findes i overtagelser og rekonstruktioner, og det er en trend, der i det sure marked kan holde et stykke tid endnu. Det er simpelthen i denne gruppe selskaber, at de positive nyheder er mest sandsynlige at se – indtil det generelle marked vender.

I Norge er hovedindekset, OSEBX, faldet med 2,7 pct. i maj. Værst ramte var, ikke overraskende, teknologivirksomhederne, eksemplerne findes bedst blandt Opticom, Telenor og Merkantildata, mens værdiselskaberne har klaret sig bedre. Tilbagegangen i Norge skyldes, at investorerne har trukket sig ud af markedet samtidig med, at den svage dollar rammer både olieindustrien og en lang række af de største eksportvirksomheder. En styrket norsk krone får heller ikke ligefrem markedet til at ligne en købsmulighed for udenlandske, dollarbaserede investorer.

Det svenske Generalindex faldt 6,2 pct. i maj. Igen viser udviklingen i dollaren sig at have indflydelse. Målt i dollar faldt det nemlig blot 1,4 pct. Igen – som i Norge - gør en styrket svenske krone markedet mindre attraktivt for udenlandske investorer og igen rammer det de mange svenske eksportvirksomheder på indtjeningen, da USA er Sveriges største handelspartner.

Indeksudvikling siden starten af 2002
Indeks ÅTD - Lokal valuta ÅTD - USD
MSCI Danmark Small Cap 18,82% 26,10%
MSCI Norden Small Cap 6,49% 15,56%
MSCI Europa Small Cap 2,57% 7,23%
MSCI Verden Small Cap 0,08% 2,59%
MSCI New Zealand (alle) 2,55% 20,65%
MSCI Østrig (alle) 11,89% 18,74%
MSCI Japan (alle) 6,41% 12,19%
Danmark (alle) -5,89% -0,12%
MSCI Europa (alle) -8,66% -4,88%
MSCI Verden (alle) -8,37% -6,45%
MSCI Norden (alle) -25,64% -19,88%
KFX-indekset -5,32% -

Prognose

Generelt for de nordiske markeder gælder, at de alle står på hold og venter på konjunktur-stigningen – globalt. Økonomerne siger, at økonomien er på vej frem, men endnu har det ikke kunnet spores på markederne. I USA ventes der spændt på regnskaberne for andet kvartal, som offentliggøres i juli, og investorerne vil især fokusere på indtjeningsfremgang og forventningerne til andet halvår. Er det ikke positivt nyt her, lover det skidt for endnu tre måneder.

Den svækkede dollar rammer især Norge og Sverige, der begge har større eksponeringer i denne valuta. Norge er dog hjulpet af de fortsat relativt høje oliepriser. For Danmarks vedkommende vil det fortsat være de internationale konjunkturer, som bliver alt afgørende, selv om en svag dollar ikke er befordrende for dansk eksport heller. I mellem tiden vil fokus fortsat være på stockpicking blandt de mindre selskaber i Danmark.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser