En kendt engelsk økonom peger i en ny rapport på, at aktierne i USA og på børsen i London er overvurderede.
- Efter lange perioder med høje afkast, når kurserne er høje, vil investorerne efter al sandsynlighed klare sig dårligt. Og det er præcis situationen i dag, hedder det i rapportens konklusion.
Rapporten, ”Asset Allocation After The Peak”, er udarbejdet af Andrew Smithers, der er formand for Smithers & co. – et institut, som ofte rådgiver de engelske investeringsforeninger. Andrew Smithers er højt respekteret i England, selv om han er kendt for en meget forsigtig og konservativ holdning til markederne – han er ”bearish”, som det kaldes.
Dyrt i USA - måske billigt i Japan
Bedømmelsen af den nuværende situation baserer sig på en såkaldt ”q ratio”. Den går ud på at vurdere selskabernes markedsværdi i forhold til udgifterne til at genskabe selskaberne. Ratioen synes meget teoretisk og kritiseres da også ofte for ikke at inkludere blandt andet selskabernes viden og knowhow. Som en porteføljeforvalter udtrykker det:
- Hvis man bygger Microsofts bygninger og kontorer en gang til, får man jo ikke endnu en Microsoft.
Ikke desto mindre indikerer q ratioen, at både de amerikanske og de engelske aktier er for dyre. Ratioen i begge lande er på 1,8, mens 1,0 ville indikere en fair prissætning.
For det øvrige Vesteuropa er ratioen mildere i sin bedømmelse, men her forstyrres tallet, da de historiske data er usikre på grund af Anden Verdenskrig.
Japan er det eneste marked, der af Smithers betragtes som potentielt attraktivt – dog ikke lige nu og her. De japanske selskaber er plaget af stor gæld, men en høj inflation ville kunne sænke gældsbyrdens absolutte værdi, og gøre markedet mere attraktivt.
Inflation vil dog efter al sandsynlighed betyde stigende renter, og det er ikke til gavn for erhvervslivet i Japan.
Midt i et faseskift?
Danske Bank har også haft de store briller på og analyseret markederne på de store tendenser. I en rapport udarbejdet af blandt andet bankens cheføkonom, Jørgen Birger Christensen, opstilles der meget nedtonede afkastforventninger til aktiemarkederne de kommende ti år.
Danske Bank tager udgangspunkt i de store makroøkonomiske forhold og betragter udviklingen i overordnede faser. Den første fase var perioden fra 1960 til 1971, der kaldes stabilitetsfasen. Anden fase var inflationsfasen fra 1972 til 1981 – dengang blandt andet oliekriserne hærgede.
Den tredje fase var perioden mellem 1982 og 2000, der viste langt de største aktieafkast i historien på det amerikanske marked.
- Hovedårsagen har hverken været indtjeningsvækst, IT eller ”Ny økonomi”. Langt den største del af kursstigningerne skyldes faldende renter og genskabelsen af makroøkonomisk stabilitet efter 1970’ernes inflationskaos.
Med det in mente peger Danske Bank på, at man derfor ikke kan vente tilsvarende høje afkast de næste ti år i den fjerde fase.
- Dels vil renterne/inflationen ikke falde yderligere. Den makroøkonomiske stabilitet vil næppe blive større, og der er gode argumenter for, at risikopræmien i aktiemarkedet fortsat er for lav, hedder det.
En for lav risikopræmie betyder, at der er udsigt til lavere kurser, da markedet ved en kommende højere risikopræmie vil betale mindre for den samme indtjening i virksomhederne.
Mellem 1,3 og 3,7 pct. i afkast
Jørgen Birger Christensen og Danske Bank opstiller to scenarier. Et optimistisk og et pessimistisk perspektiv.
”Worst case”-scenariet spår om årlige afkast på 1,3 pct. de næste ti år – efter inflation – mens ”best case”-scenariet byder på reale kursstigninger på 3,7 pct.
