Ny forening fra Henton

Henton Børsmæglerselskab lancerer blandet PAL-afdeling

Sten Blindkilde 02/04/2002
Facebook Twitter LinkedIn

Henton Børsmæglerselskab, der er kendt for udelukkende at investere på baggrund af teknisk analyse, etablerer en PAL-investeringsforening.

Foreningen kommer til at hedde Henton Invest Mix Pension (PAL) og skal administreres af Jyske Invest Administration.

Beviser for minimum nominelt 10 mio. kr. vil blive udbudt i perioden 10. til 23 april 2002. Hvert bevis udstedes til kurs 100 med et emissionstillæg på 2,25 pct.

Foreningen vil blive søgt optaget til handel på fondsbørsens nye XtraMarked for unoterede foreninger.


Fra 0 til 100 med Henton

Afdelingen får meget vide rammer i forhold til investeringsmulighederne. Den blandede afdeling kan så at sige accelerere fra nul til hundrede procent i aktier. Det er nemlig det interval, som aktievægten ifølge investeringsstrategien må ligge i.

Der er dog den begrænsning, at maksimalt 30 pct. af porteføljen må investeres initialt – altså aktierne må godt stige i værdi til over 30 pct. – i en sektor. Der må ligeledes heller ikke investeres i mere end 30 pct. af porteføljens værdi i realkreditobligationer fra samme udsteder.

- Umiddelbart efter tegningen vil porteføljens sammensætning være karakteriseret af en neutral til overvægt i aktier, i kraft af forventning om stabile til positive aktiemarkeder, hedder det i prospektet fra Henton og Jyske Invest Administration.

I første omgang vil mellem 40 og 70 pct. af formuen ligge i aktier med en primær eksponering mod vækst- og cykliske sektorer.

- De seneste års meget store kursudsving på de globale aktiemarkeder har synliggjort et markant behov for en helt ny måde at investere på. Aktieinvesteringer må styres efter en strategi, der sikrer en lav aktieandel, når der er ”øretæver i luften”, og en høj aktieandel, når der er udsigter til stigende aktiemarkeder, udtaler direktør Per Gramstrup, rådgiver for foreningen, fra Henton Børsmæglerselskab i en pressemeddelelse.


Teknisk analyse som strategi

Henton er kendt i Danmark som den eneste rendyrkede børsmægler inden for teknisk analyse. Det vil sige, at Henton ikke lægger vægt på de fundamentale forhold i de enkelte selskaber, men fokuserer i stedet på makedsdeltagernes psykologi og analyserer den i forhold til tekniske parametre.

Det er en analyse af adfærden baseret på historiske udsving i kurserne. Teknisk analyse tager det udgangspunkt, at det er markedets psykologi – jagten på afkast og frygten for tab – som bestemmer udvikling. Man taler om eufori, grådighed, frygt og panik. Derfor mener tekniske analytikere ikke, at markedets udvikling er gjort op af rationelle beslutningstagere, men af psykologi, og det er den, som via historiske data søges aflæst.


PAL-afdelinger i ukendt farvand

Henton Invest Mix Pension (PAL) er en PAL-afdeling. PAL-afdelinger er forbeholdt pensionsinvesteringer og er akkumulerende afdelinger, der er individuelt skattefrie. Investorerne beskattes alene på beviserne med enhedssatsten 15 pct.

Fordelen i forhold til almindelige udloddende afdelinger (typisk også individuelt skattefrie) er, at de sparer geninvesteringsomkostningerne ved udlodning, og at PAL-afdelingerne gerne må investere i lavt beskattede udenlandske aktier.

Endelig kan man oprette blandede (balancerede) afdelinger, som alene beskattes med de ovennævnte 15 pct., mens blandede afdelinger for frie midler (udloddende) for medlemmernes vedkommende på beviserne beskattes som kapitalindkomst – op til 59,7 pct.

Netop Henton Invest Mix Pension (PAL), som navnet indikerer, bliver en balanceret afdeling.

Der er dog uro omkring PAL-afdelingerne, da de individuelt risikerer at blive brandskattet i tilfælde af, at et enkelt medlem har købt beviser for frie midler. Sker det ændres afdelingens status, som reglerne i dag er sat sammen, således at afdelingen risikerer at skulle betale selskabsskat (30 pct.).

Skatteministeriet og IFR arbejder dog for tiden med en løsning, som skal sikre, at afdelingerne og deres medlemmer ikke brandskattes for fejl uden for deres kontrol. De endelige regler ventes vedtaget med tilbagevirkende kraft.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser