Investeringsforeningen Danske Invest har besluttet at trække to forslag om vedtægtsændringer tilbage i forbindelse med generalforsamlingen i næste uge.
De to ændringer vedrører afdelingerne ”Danske Invest Europaindeks” og ”Danske Invest Verdensindeks”, der skulle have haft deres vedtægter ændret til investering rettet fortrinsvist mod pensionsopsparing, mens afdelingernes navne skulle ændres til ”Pension – Europa” og ”Pension – Verden”. Ændringerne var led i en mere målrettet strategi over for pensionsopsparere, men der var ikke tale om, at lave afdelingerne om til PAL-afdelinger.
De forslag er nu taget af bordet, mens foreningen afventer en afklaring på PAL-området (pensionsafkastbeskatningsloven) fra Skatteministeriets side.
- Det ser ud til, at Skatteministeriet har opgivet den hårdhændede strategi over for foreningerne, og at der faktisk er ved at ske noget på PAL-fronten. Der er nu en vis sandsynlighed for, at der kommer et gennembrud, så derfor vil Danske Invest vente og se, hvad der sker, siger administrerende direktør i Danske Invest, Carsten Koch, til Morningstar.
Krav om navnenotering
Situationen omkring PAL-afdelingerne drejer sig om en potentiel brandskatning af dem, hvis blot en enkelt person køber beviser i en PAL-afdeling for frie midler og ikke for pensionsmidler. PAL-afdelingerne er nemlig i udgangspunktet skattefrie, men kan i værste fald blive beskattet med selskabsskat (30 pct.).
Den situation har været søgt løst med et forslag fra Skatteministeriet om dispensation, hvis foreningerne har gjort deres for at undgå problemet. Foreningerne har dog afvist udspillet med grund i manglende retssikkerhed for foreningerne og deres medlemmer, blandt andet fordi, at foreningerne i dag ingen mulighed har for at tjekke efter. Skatteministeriet arbejder derfor på et nyt forslag, som også ventes at pålægge pengeinstitutterne en del af ansvaret og sikre foreningernes medlemmer mod brandskatningen.
Når det forslag kommer og eventuelt vedtages, vil Danske Invest revurdere situationen.
- På grund af usikkerheden har Danske Invest valgt at sætte PAL-spørgsmålet generelt på hold. Når det nye forslag kommer, vil bestyrelsen igen overveje situationen, og det kan betyde, at Danske Invest eventuelt vil lave spaltninger af eksisterende afdelinger eller starte helt nye afdelinger op. Som det ser ud nu, er der ingen grund for os til at lave et pensionsudspil, når en ny PAL-løsning er lige på trapperne.
Morningstar erfarer fra anden side, at den endelige løsning på situationen vil blive med tilbagevirkende kraft, så de mange eksisterende PAL-afdelinger ikke bliver ramt af eventuelle vildfarne medlemmer. Den løsning, som arbejdes på, ventes også at stille krav om, at alle bevisejere i PAL-afdelingerne i fremtiden skal navnenoteres, så det bliver muligt for bankerne og foreningerne at undersøge om beviserne står i depoter til frie midler eller pensionsmidler.
Det er en løsning, som Carsten Koch gerne ser, mens løsningen, som Nordea har lanceret, hvor medlemmerne af PAL-afdelingerne skal have depot i Nordea Bank ikke passer Danske Invest.
- Den er lidt for bureaukratisk, og alligevel er der stadig en risiko.
Andre har samtidig peget på, at Nordea-løsningen vil begrænse omsætningen i beviserne og tilstrømningen til afdelingernes formue.
Vil helst ikke spalte
Som det ser ud i dag har Danske Invest endnu ingen PAL-afdelinger, mens eksempelvis BankInvest har 13. Når der kommer en endelig løsning på problematikken omkring PAL-afdelingerne, skal man dog ikke vente sig et kæmpe PAL-udbud fra Danskes side.
- Vi er meget lidt indstillede på at splitte de eksisterende foreninger op i for mange afdelinger, fordi det svækker muligheden for at udnytte stordriftsfordelene. Det er vi meget fokuserede på, så vi ikke får en skævhed i omkostningsstrukturen.
Carsten Koch peger også på, at fordelene ved de akkumulerende PAL-afdelinger er begrænsede.
- Den umiddelbare fordel i forhold til udloddende afdelinger, som jo også i udgangspunktet er skattefrie, er, at geninvesteringsomkostningerne spares, vurderer Carsten Koch.
Direktøren ser dog også fordele i, at PAL-afdelinger må investere frit i de såkaldt lavt beskattede aktier i udlandet, og at medlemmerne af blandede PAL-afdelinger ikke skal kapitalindkomstbeskattes som medlemmerne af blandede ikke-PAL-afdelinger skal. PAL-medlemmer beskattes alene med enhedssatsen 15 pct. på bevisernes afkast, og det gør det rentabelt at lancere blandede afdelinger i PAL-regi.