Stil er vigtigt

Private investorer bør altid overveje, hvilken aktiestil afdelingerne i porteføljen har, og undersøge om fordelingen passer den enkelte

Sten Blindkilde 27/03/2002
Facebook Twitter LinkedIn

”Style investing” eller stil-investering er endnu et ganske nyt begreb i Europa, men flere og flere af de europæiske – også danske - foreninger er begyndt at benytte det i det små. Nu kommer amerikanske T. Rowe Price til Danmark, og den amerikanske kapitalforvalter hører til blandt de kendteste style-investorer i verden og har gennem årene kunnet vise flotte resultater med strategien.

I USA har stil-investering længe været et brugt og anerkendt redskab blandt de store fund companies eller investeringsforeninger, og de private investorer har længe brugt det som et redskab i porteføljeskabelsen. I Europa derimod har det været meget svært at praktisere filosofien.

Det skyldes, at Europa indtil for tre år siden havde de mange forskellige valutaer, der hver især udgjorde sit eget risikomoment og delte markedet op i for små områder. Det var simpelthen ikke muligt at lægge en ordentlig strategi med stilinvestering på de fragmenterede aktiemarkeder. Med euroens indførelse er der dog vendt op og ned på det, da der med et blev skabt et enkelt marked af de 11 lande, som indførte den fælles mønt. Dermed nåede Euroland en størrelse, som giver mening i forhold til stil-investering.


Resultaterne er der

Det har i al fald været argumentet fra investeringsforeningerne og kapitalforvalterne i Europa, men det har dog ikke forhindret dem i alligevel at benytte stil-investering i de globale porteføljer, som jo gøres op af mange forskellige valutaer. Det er da også lykkedes blandt andet ValueInvest at introducere tre spændende afdelinger baseret på stil. Alle tre afdelinger er værdibaserede og investerer henholdsvis i globale aktier, i store globale aktier og i japanske aktier – med indtil nu tre og fire stjerner i Morningstar Rating™. Men generelt har stil-investering flest fordele på de store markeder som USA, Euroland og Japan.

T. Rowe Price, der netop er i gang med at lancere otte afdelinger i Danmark, har længe svoret til stil-investering, og har gjort det til den grundlæggende investeringsfilosofi. Både produktudbuddet, som i USA tæller 86 afdelinger, og de enkelte afdelingers investeringsstrategi følger nøje principperne i stil-investering. Og med gode resultater: 67 ratede afdelinger i USA med en gennemsnitlig rating på 3,61 stjerner. 39 af afdelingerne har enten fire eller fem stjerner, mens kun syv af dem modtager en eller to stjerner.


Ni felter

Stil-investering tager udgangspunkt i, at selskaber er forskellige og derfor opfører sig forskelligt i de enkelte økonomiske cykler og investeringstrends. Man opdeler derfor selskaberne efter deres størrelse i små, mellemstore og store selskaber i erkendelse af, at hver selskabstype vil opføre sig forskelligt i de mulige økonomiske situationer.

På samme måde opdeles selskaberne efter deres karakteristika målt på regnskabsmæssige nøgletal. Værdiselskaberne er virksomheder, der har en meget lav kurs/indre værdi (altså er undervurderede) og ofte har en lav indtjeningsvækst, mens vækstselskaberne typisk har en høj vækst i indtjeningen og er meget konjunkturfølsomme. De er typisk også meget dyrt prisfastsatte. Endelig er der de blandede selskaber, eller de neutrale, som de også kaldes. For blandede selskaber gælder, at de hverken er værdi- eller vækstselskaber og derfor ikke falder ind under en af de definitioner.

I stil-investering tager man således højde for både selskabernes størrelse og for aktienøgletallenes karakteristika, og man kombinerer de to forhold i ni stile i alt, som illustreret ved de ni felter i Morningstars Style Box™.


Sikrere viden

Fordelen ved stil-investering er, at man kan have en ganske sikker forventning om, hvordan gruppen af selskaber i den enkelte stil vil opføre sig, når den udsættes for forskellige fundamentale forhold som recession eller højkonjunktur.

Når Morningstar placerer de enkelte afdelingers stil i Style Boxen, er det derfor en værdifuld hjælp til den private investor, der vil skabe en velovervejet portefølje. Da de forskellige stile opfører sig og reagere forskelligt betyder det også, at afkastene på de ni stile typisk vil være uensartede.

Eksempler på det er blot at se på forskellen mellem værdi og vækst inden for small cap (små selskaber) i USA gennem de seneste tre år.

I 1999 faldt værdiaktierne med 1,5 pct., mens vækstselskaberne steg 43 pct. Året efter var billedet vendt, da vækst faldt 22 pct., mens værdi steg tilsvarende. Og sidste år faldt vækstselskaberne med 9 pct., mens valueaktierne vandt 14 pct.

Værdi- og vækstindeks i USA
Amerikanske small cap indeks Afkast 1998 Afkast 1999 Afkast 2000 Afkast 2001
Russell 2000 -2,55 21,26 -3,02 2,49
Russell 2000 Value (Værdi) -6,45 -1,49 22,83 14,02
Russell 2000 Growth (Vækst) 1,23 43,09 -22,43 -9,23
Forskel mellem værdi og vækst 7,68 44,58 45,26 23,25

Det er tal, som taler for sig selv, og som mere end begrunder nødvendigheden af, at private investorer tager en overvejelse omkring stilen i deres porteføljer. Især da tilsvarende modkørende tendenser ses i mellem små og store selskaber. Små selskaber er eksempelvis de første til at røre på sig efter en recession, viser en opgørelse fra Morningstar i USA, mens de store selskaber op gennem 90’erne nød godt af globaliseringen og dens effekter på en måde, som små selskaber ikke kunne tage del i.


Overvejelser i porteføljeskabelsen

Det skal selvfølgelig ikke munde ud i, at porteføljen bliver vægtet 100 pct. i en stil, eller at den private investor hele tiden flytter rundt på porteføljen med mange omkostninger til følge. Det ville være halsløs gerning og medføre en stor risiko for store tab. Det bør derimod resultere i, at investor – alt afhængig af sine forventninger til markederne – overvægter eller undervægter de enkelte stile, og i det mindste undersøger, om den nuværende sammensætning er hensigtsmæssig eller for farlig.

Investorer, som ønsker en neutral risiko på stil, kan derimod – ifølge de fleste eksperter – søge en balance med lige stor vægt mellem værdi og vækst og mellem små og store selskaber.

De valg den private investor tager i forhold til stil har altså afgørende betydning for det afkast og den risiko, investoren kan se frem til. Derfor er Morningstars Style Box™ et vigtigt værktøj for private, og derfor opfordrer Morningstar igen og igen de private til at tage aktiestilen med i investeringsovervejelserne og benytte Morningstars porteføljesystem, der kan vise disse forhold for hele porteføljen med alle dens afdelinger. Porteføljesystemet viser også andre vigtige elementer som risikoeksponering over for sektorer, geografi og enkelt-aktier.

Læs mere om Morningstar Style Box™ og bliv medlem af Morningstar, så du kan oprette din egen portefølje og undersøge din stilfordeling.

TAGS
Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser