De komplicerede skatteforhold, som gælder for de akkumulerende afdelinger, der ikke hører under PAL-ordningen (pensionsafkastbeskatningsloven), gør det meget sjældent rentabelt for private investorer at sætte opsparingen i dem.
Oven i købet er kravene til, at det bliver en fordel, så snørklede, at tungen skal holdes meget lige i munden, inden investeringsbeslutningen træffes, og mens investeringen løber.
Det betyder, at kun de færreste private investorer kan overskue konsekvenserne af en investering i en akkumulerende afdeling. Spørgsmålet er samtidig om den almindelige bankrådgiver nede i filialen kan overskue problematikken, når kunden skal vejledes. Desuden ender porteføljemanagerne, som styrer afdelingernes investeringer, med at fokusere kraftigt på skatteforholdene, så de rene afkastforhold risikerer at ryge i baggrunden.
Tre typer akkumulerende afdelinger
I dag har de danske investorer tre typer af akkumulerende afdelinger at vælge imellem. Almindelige bevisudstedende akkumulerende afdelinger, bevisudstedende akkumulerende PAL-afdelinger og kontoførende akkumulerende afdelinger.
PAL-afdelingerne er ganske lige til. De er kun for investorer, som vælger at benytte pensionsmidler, og afdelingerne i sig selv er skattefrie, mens afkastet på beviserne beskattes med enhedssatsen 15 pct. De samme PAL-investorer bør holde sig fra de almindelige akkumulerende afdelinger, for selv om den enkelte private investor blot skal svare 15 pct. af afkastet på sine beviser købt for pensionsmidler, så risikerer afdelingen individuelt at betale hele 30 pct. i skat af dens afkast – svarende til en samlet skat på 40,5 pct. for den private investor.
Kontoførende akkumulerende afdelinger er ikke skattepligtige som sådan, men behandles i skattemæssig sammenhæng som en slags interessentskab.
30 pct. skat
Til sidst er der de almindelige akkumulerende afdelinger, hvor investorer af frie midler kan vælge at sætte opsparingen. For disse afdelinger er situationen en helt anden – og meget, meget besværlig!
For det første risikerer alle de almindelige, bevisudstedende akkumulerende afdelinger individuelt at blive beskattet med 30 pct. i selskabsskat. Renteindtægter for obligationer beskattes altid med 30 pct., mens 66 pct. af alle udbytter fra afdelingernes aktier beskattes med 30 pct. Indtægter fra salg af værdipapirer beskattes med 30 pct., medmindre afdelingen har ejet papirerne i 3 år, for så bliver gevinsterne herfra skattefrie.
Beskatningen betyder dog en vis begrænset fordel i de år, afdelingerne har underskud, da skatteværdien af obligationstab kan modregnes i skattepligtigt overskud, mens aktietab går på en saldo og fremføres. Det giver en mindre stødpude i dårlige år i forhold til almindelige udloddende afdelinger.
Det var dog bare den individuelle beskatning af den enkelte afdeling. Hermed er den private investors betaling til de offentlige kasser dog ikke overstået endnu. Investor skal nemlig også svare skat af afkastet på sit bevis. Afdelingens beviser er jo, hvis der er betalt skat, stadig blevet mere værd, og i særlige tilfælde kan de også udlodde overskud. Begge dele skal beskattes hos investoren selv.
Beskatningen af beviserne sker som beskatning af almindelige aktieinvesteringer.
Det betyder, at ejer man beviserne i under tre år, skal fortjenester beskattes som kapitalindkomst. Fortjenester efter mindst tre års ejerskab af beviserne beskattes som aktieindkomst.
Under tre år
I ejertilfælde under tre år - alt afhængig af, om man beskattes med bund-, mellem- eller topskat – risikerer investorer i salgsåret at blive ramt af en effektiv beskatning på mellem 57,6 og 71,7 pct. (beregnet på den gennemsnittet af hver af de tre marginalskatsatser i landets 275 kommuner) af det skattepligtige afkast, foreningen helt før skat har haft.
Det skal forstås på den måde, at har en akkumulerende afdeling skullet svare individuel skat på renter, aktiegevinster fra investeringer ejet under tre år eller fra udbytter, så beskattes fortjenesten igen – med medlemmets egen marginalskat – når beviset afstås eller sælges.
Ikke nok med det. I år med negativ udvikling i afkastet, har den private investor ikke mulighed for at trække det samme fra i skat. De satser, hvormed afdelingens medlemmer kan trække tab fra, den negative marginalskat, er nemlig lavere end skattesatsen ved fortjenester for medlemmer, som er bund- eller mellemskattepligtige. I snit ligger den negative marginalskat henholdsvis 5,5 og 11,5 pct. (beregnet på den gennemsnittet af hver af de tre marginalskatsatser i landets 275 kommuner) lavere end den positive marginalskat.
Således kan man ikke trække lige så meget fra (i procent), som man beskattes med (i procent). Det er samtidig et krav, at der trækkes fra i tilsvarende kapitalindkomster, når beviserne sælges.
Over tre år
I ejertilfælde over tre år beskattes fortjenester på beviser i almindelige akkumulerende afdelinger som aktieindkomst. Har den private investor gennem de seneste tre år hele tiden haft en samlet kursbeholdning på alle sine investeringer under 125.100 kr. – den såkaldte bagatelgrænse - så er afkastet på beviserne skattefrit.
Er kursbeholdningen på noget tidspunkt over de seneste tre år over 125.100 kr., så skal man se på det samlede investeringsafkast i det pågældende skattepligtige år. Er det – afkastet altså – under 39.200 kr., beskattes investor med 25 pct., er det over 39.200 kr., beskattes investor med 40 pct. Disse satser er for børsnoterede afdelinger.
Alt i alt giver det en effektiv beskatning på henholdsvis 47,5 og 58 pct. i de børsnoterede, akkumulerende afdelinger, når de 30 pct. skat, afdelingen selv betaler, regnes med.
For unoterede beviser er satserne 3 procentpoint højere – nemlig 28 og 43 pct. Det svarer til en effektiv beskatning af fortjenester i afdelingen på henholdsvis 49,6 og 60,1 pct.
For de børsnoterede afdelinger gælder, at tab kan modregnes i tilsvarende investeringer – altså i positive afkast på aktieinvesteringer ejet i mere end tre år. For unoterede afdelinger får den private investor en fradragsret på tab på 28 og 43 pct.
Fordel: Tre års eje og under bagatelgrænsen
Sammenlignes beskatningssituationen for investorer i akkumulerende afdelinger med udbyttebetalende afdelinger står det hurtigt klart, at det især er i tilfældet, hvor investor har ejet afdelingen mere end tre år og hører ind under bagatelgrænsen, at de akkumulerende afdelinger kan betale sig. Eller når der er underskud i afdelingen. Med det brede udbud af afdelinger, som investorer kan vælge i mellem, vil der dog altid mindst være en håndfuld eller to, som klarer et positivt afkast, og derfor synes det at være en ringe spekulation.
Fordelene for private investorer, som ejer beviserne mere end tre år, men ikke er under bagatelgrænsen, er, at de ikke løbende beskattes af udbyttebetalinger fra afdelingen, da den ikke betaler udbytte. For udloddende afdelinger beskattes udbytterne, der jo er lovpligtige, som kapitalindkomst efter de samme satser, som er opregnet i den første tabel ovenfor.
Meget lidt taler for
Det er altså i situationer, hvor der investeres for ganske lidt – under bagatelgrænsen – og hvor investor samtidig ejer beviserne i den akkumulerende afdeling i mindst tre år, at det især er en fordel at være i den akkumulerende afdeling. Samtidig kan der i for afdelingen tabgivende år være den fordel, at den i forskelligt omfang kan modregne tabet.
Det er også tilfældet på bevisniveau, hvis den private investor sælger sine beviser med tab. Som nævnt kan dette tab modregnes tilsvarende indtægter, mens det for tilsvarende investering i en udloddende dansk obligationsafdeling eller en udloddende blandet afdeling ikke er tilfældet – det kan man til gengæld med udloddende aktieafdelinger eller udloddende udenlandske obligationsafdelinger.
Men argumenterne mod at være investeret i en akkumulerende afdeling er mange. At afdelingerne kan modregne forskellige tab er jo ikke at foretrække i forhold til en afdeling, som har et positivt afkast.
Det er også de færreste private investorer, som er i stand til at planlægge sin økonomi på et så detaljeret niveau, at de med sikkerhed får fordel af tre-års reglen.
Meget kan her gå galt – eller godt. En accelerende opsparing placeret i værdipapirer eller stigende kursværdier i investeringerne kan sende investor over bagatelgrænsen. Behov for realisering af investeringer, hvis man skal bruge pengene, før de tre år er gået kan også tvinge investor til at sælge sine beviser før skattefriheden opnås.
Alt i alt er det kun i få tilfælde, at den private investor med fordel kan sætte sine penge i en akkumulerende afdeling. Fordelen er størst, hvis man opfylder kravene for skattefrihed efter tre års ejerskab. Og hvem gør det blandt de private investorer? Mange har efterhånden samlede investeringer over bagatelgrænsen, og er man eksempelvis utilfreds med afkastet i den akkumulerende afdeling, er det ikke bare sådan at skifte ud i porteføljen, for så skal den private overveje om det kan betale sig i forhold til skatten.
Hvem ved det?
Den private investor står heldigvis ikke alene i den svære situation. Han eller hun har altid sin bank at støtte sig til. Nede i filialen er bankrådgiveren, som er parat til at hjælpe med kontooprettelse, dankort udstedelse, kassekreditten, og lånet. Og der er selvfølgelig også råd om investering.
Uden at bevæge sig ind på området for bankrådgiverens almindelig investeringsekspertise er det dog naturligt at stille spørgsmålstegn ved, om denne gennemskuer situationen omkring de akkumulerende afdelinger og gennemskuer om forholdene passer den enkelte kundes økonomi og planer.
Det må man have lov at tvivle på, er tilfældet hver gang.
Porteføljemangeren må tilpasse strategi
Der er endnu en problematik. For nu er det som nævnt ikke sådan, at de akkumulerende afdelinger altid skal betale 30 pct. i skat. Underskud beskattes ikke, men giver mulighed for tilbageførelse/fremførelse af skatteværdien af tabet, og visse overskud beskattes jo heller ikke.
Investeringer, som afdelingen har siddet på i mere end tre år, er skattefrie. Løbende udbytter og renter fra selskaber og obligationer er dog skattepligtige hvert år. Men fortjeneste ved salg efter tre år er skattefrie for afdelingerne, som derved kan undgå de 30 pct. i skat.
Jamen, det lyder da godt! Så er der jo ikke noget problem, fristes man til at sige. Jo, det er der. Som nævnt beskattes udbytter og renter stadig. Det er kun fortjenester på investeringer over tre år, som er skattefrie. Og hvem kan med sikkerhed sige, at investeringen i afdelingens porteføljeselskaber kommer til at vare minimum tre år eller bør vare tre år?
Det er ikke svært at forestille sig situationer, hvor porteføljemanagerne ser gode afkastmuligheder i en investering, men fordi investeringen ville være kortsigtet, må opgive ideen, fordi der skal svares skat på 30 pct. – 30 pct. som ville gøre investeringen til en dårlig ide for afdelingen. Eller fordi selskabet vælger at udlodde store værdier til aktionærerne, som den akkumulerende afdeling skal betale skat af.
Den omvendte situation kan også forekomme, at en investering er moden til at blive solgt – lige inden kursen måske falder - men sælges den nu, beskattes den med 30 pct. Ventetiden frem til tre-års grænsen kan måske betale sig som helhed, men i mellemtiden er investeringen eksempelvis stadig faldet 20 pct.
Det bedste ville her selvfølgelig være, at porteføljemanageren kunne sælge eller købe frit efter, hvad der er mest opportunt og fordelagtigt målt på det rene afkast i investeringerne.
Som situationen er for porteføljemanageren, sættes han eller hun jo til at være skatteekspert. Fokus flyttes over på skattespørgsmål frem for at holde koncentrationen på investeringerne og de rene afkast.
I tvivl? – vælg en udloddende afdeling
Situationen omkring de akkumulerende afdelinger er mildest talt forvirrende for alle parter, og ganske sjældent hensigtsmæssig for private investorer. Den private har al mulig grund til at blive forvirret og måske tage den forkerte beslutning. Bankrådgiveren kan nødvendigvis ikke altid give den helt rigtige rådgivning. Og endelig er porteføljemanagerens fokus delvis fjernet fra det rene afkast.
Med disse ulemper i de akkumulerende afdelinger, er der kun et godt råd til den private investor: Er man tvivl, skal man vælge en udloddende afdeling og pensionsmidler bør sættes i de såkaldte PAL-afdelinger. Det er lettere at overskue og kan oftest betale sig.
