Hvad er direkte indeksering egentlig, og er det det værd?

Fem år senere købte eller udviklede de samme virksomheder robotrådgivningsplatforme, som placerer deres brugere i (angiveligt) individualiserede porteføljer. Dagens trend, der tager investeringsbranchen med storm, er direkte indeksering. Så mange firmaer hopper med på vognen. 

I 2020 købte Morgan Stanley (MS) en udbyder af direkte indeksering. En måned senere annoncerede BlackRock (BLK) en lignende aftale, og den følgende sommer fulgte Vanguard efter. I februar lancerede Fidelity sin egenudviklede tjeneste, Fidelity ManagedFidFolios (fyr den brandkonsulent!). Så kom Schwab (SCHW), som introducerede Schwab Personalized Investing. Kloge hoveder tænker ens. Men det gør får jo også.  

(Morningstar (MORN) annoncerede også en aftale om direkte indeksering og købte et lille europæisk selskab ved navn MoorgateBenchmarks. Jeg ved ikke mere om den aftale end det, jeg fik at vide fra pressemeddelelsen, altså stort set ingenting.) 

Sådan fungerer det  

For at definere begrebet: Med direkte indeksering ejer investorerne et indeks af underliggende aktier. 

Det vil sige, at mens indeksfondsejere har én investering, ejer indeksregistrerede typisk snesevis eller endog hundreder af værdipapirer, afhængigt af om de kopierer et indeks fuldstændigt eller blot udtager prøver af det. Den økonomiske eksponering er den samme i begge tilfælde: Hvis benchmark-indekset stiger med 1 % på en given dag, vil både fondsinvestorens og den direkte indeksers porteføljer stige. 

Ved at eje aktierne direkte i modsætning til at eje dem gennem en fond er det muligt at tilpasse dem personligt. Direkte indeksudbydere tilpasser porteføljen efter investorens specifikke ordrer, såsom "sælg dette værdipapir" eller "køb mere af det", eller efter generelle krav, såsom "undgå virksomheder, der sælger alkohol", som svar på individuelle behov. (Graden af tilpasning varierer afhængigt af udbyderen af direkte indeksering.) 

I disse dage med delvise aktier kan investorerne naturligvis selv opbygge store porteføljer. Schwab giver f.eks. sine kunder mulighed for at købe "chunks" for 5 dollars, og Robinhood (HOOD) tillader et endnu lavere minimum. Men det er besværligt og kan være ensformigt at oprette og vedligeholde sådanne konti. Direkte indekseringstjenester forenkler processen betydeligt. Send pengene til ét sted sammen med dine instruktioner, og lad de professionelle gøre arbejdet.  

I hvert fald i øjeblikket er denne indsats ikke gratis. (Hvis den direkte indeksering vinder indpas, kan det ændre sig. Fidelity forventede trods alt ikke, da selskabet åbnede sin første indeksfond, at det i sidste ende ville forvalte en række af sådanne fonde uden omkostninger.) Som med mange investeringstjenester begyndte direkte indeksering øverst på rigdomsstigen og blev tilbudt til detailbankkunder til en pris på ca. 0,30 % om året. De nyligt lancerede tjenester fra Schwab og Fidelity i USA, som kræver minimumsinvesteringer på henholdsvis 100.000 USD og 5.000 USD, opkræver et lidt højere gebyr på 0,40 %. 

Anden bølge 

Direkte indeksering er faktisk den opdaterede version af separat forvaltede konti (SMA'er). For en generation siden var SMA'er den hotteste vare i tiden. Ligesom med direkte indeksering var SMA'er modificerede versioner af investeringsforeninger, bortset fra at fondene var aktive i stedet for passive med SMA'er. Pitchet til investorerne var, at de ikke skulle stige om bord på fondsbussen, som var en almindelig tur, men i stedet slappe af i en helt privat bil. 

I det store og hele var de fleste mennesker dog skuffede over SMA'erne. SMA'er kom på markedet med meget høje omkostninger - i gennemsnit 2,05 % om året i begyndelsen af 2000'erne ifølge branchekonsulenten Financial Research. Da teknologien var langt bagud i forhold til de nuværende standarder, havde de virksomheder, der drev SMA'er, desuden problemer med at behandle kundehenvendelser. I praksis modvirkede de derfor tilpasningen. De fleste SMA-forvalteres porteføljer lignede hinanden på mistænkelig vis. 

Ved direkte indeksering undgås begge problemer. For gør-det-selv-investorer er direkte indeksering meget billigere end de tidlige SMA'er. Direkte indeksering gennem finansielle rådgivere er naturligvis dyrere på grund af det andet lag af gebyrer, men de samlede årlige omkostninger vil stadig være et godt stykke under 2 %. Og teknologien er blevet rettet. Mens udbydere af direkte indeksering helt sikkert vil begrænse deres telefonopkald (velkommen til produktsupport i 2022!), vil der ikke være nogen hindringer for at tilbyde elektroniske instruktioner. 

Potentielle fordele 

Spørgsmålet er så, om denne ekstra frihed virkelig er nyttig, eller om det blot er en markedsføringshype. 

At bruge direkte indeksering til skræddersyet investeringsforvaltning er kort sagt en markedsføringsjoke. Det er fint nok at foretrække en aktie frem for en anden, selv om sådanne beslutninger (som aktive fondsforvaltere har vist i rigeligt omfang) ikke er rentable i gennemsnit. Men det giver ingen mening at gøre det gennem direkte indeksering. Køb i stedet en indeksfond til at forankre porteføljen, og handl derefter med individuelle aktier ved siden af. Det er både billigere og renere at bruge to investeringsspande i stedet for én. 

Mens SMA'er roste deres forvaltningsmuligheder, er direkte indekseringstjenester mere forsigtige. I stedet reklamerer de med deres evne til at indarbejde brugernes præferencer, f.eks. at foretrække virksomheder med høje miljømæssige, sociale og corporategovernance-værdier. Det er en meget nemmere opgave. Selv om investorerne ikke på forhånd kan vide, hvilke aktier der vil blomstre, kan de beslutte, hvilke virksomhedspolitikker de støtter. Det er en fordel, at direkte indekseringstjenester kan gennemføre sådanne valg. 

Men det kan indeksfonde også, som i stigende grad er skræddersyet til den individuelle smag. 

For eksempel findes der nu 124 børshandlede og ESG-indekserede fonde, hvoraf 71 koster mindre end Fidelitys og Schwabs direkte indekseringstjenester. Da de fleste investorer vil acceptere ESG-valg foretaget af investeringseksperter i stedet for at foretage deres egen research, er det ikke klart, at direkte indeksering vil indfange en stor del af ESG-markedet, ligesom direkte indeksering heller ikke nødvendigvis vil tiltrække dem med andre investeringspræferencer. 

Ironisk nok ligger den største mulighed for direkte indeksering der, hvor den startede, nemlig i forbindelse med skatter. Teknologien startede hovedsagelig som en metode, hvormed velhavende investorer kunne reducere deres skattebøder. I modsætning til indeksfonde kan direkte indekserede porteføljer afvige fra deres benchmark ved at sælge tabere; 31 dage senere kan de i henhold til IRS'swash sale-regel købe de samme aktier tilbage. Indekspositionen nulstilles, og der registreres et realiseringstab.  

Ved hjælp af en sådan strategi kan direkte indekseringstjenester kontrollere en porteføljes skatteregning på en måde, som gensidige fonde ikke kan. Denne fremgangsmåde kan også anvendes ved frasalg af en stor og succesfuld aktiepost i virksomheden. Med hvert kapitaltab, der høstes, kan investor realisere en kapitalgevinst på samme beløb. Med tiden vil virksomhedens egenkapitalposition falde, hvilket giver en bedre diversificeret portefølje uden at generere løbende skatteregninger.  

Sammenfattende synes den primære attraktion ved direkte indeksering at være de skattemæssige fordele, hvis størrelse vil variere afhængigt af investorens formue og kapitalgevinststatus. I en fremtidig tekst vil jeg vurdere størrelsen af denne fordel. 

Artiklen er oversat fra svensk og er udgivet den 01/06/2022 på morningstar.se