Vestas' nye topchef Henrik Andersen starter karrieren i Vestas med at skære toppen af forventningen til årets indtjening i sit første regnskab.
Fra at have forventet en overskudsgrad før særlige poster på 8-10 pct. for hele året, forventer Vestas nu et tal på 8-9 pct.
Til gengæld løfter selskabet bunden af omsætningsintervallet fra tidligere 10,75-12,25 mia. euro til nu at hedde 11,0-12,25 mia. euro, og Vestas regner nu med investeringer på omkring 800 mio. euro, hvilket er 100 mio. euro mere end tidligere.
Hvad angår tallene for kvartalet omsatte Vestas for 2121 mio. euro. 6 pct. mindre en samme periode sidste år. Et tal, der skuffer analytikerne, som havde sat næserne op efter 2370 mio. euro. Estimaterne er indsamlet af Vestas blandt op til 22 analytikere forud for regnskabet.